Undersøgelse og diagnose ved læbekræft
Ved mistanke om læbekræft får man taget en vævsprøve og bliver eventuelt undersøgt med ultralydsscanning og MR-scanning.
Læbekræft vil næsten altid kunne ses. Hvis ens læge eller tandlæge har mistanke om, at et sår på læben er kræft, bliver man henvist til en speciallæge.
Undersøgelser foregår hos speciallæge
Speciallægen undersøger læber og mundhule grundigt både ved at se på hele slimhinden eventuelt ved hjælp af et spejl og ved at føle efter med fingrene. Lægen vil også føle efter på halsen, om der er tegn på spredning til lymfeknuderne.
Vævsprøve ved læbekræft
Lægen tager en vævsprøve af såret på læben til en nærmere undersøgelse for kræft under mikroskop.
Diagnosen læbekræft kan først stilles, hvis en vævsprøve har vist, at der er kræftceller til stede. Læs mere om hvordan en vævsprøve foregår:
Ultralydsscanning af halsens lymfeknuder
Ved mistanke om spredning til halsens lymfeknuder kan man blive undersøgt med ultralyd.
MR-scanning
I visse tilfælde vælger lægen at foretage en MR-scanning af knuden og halsens lymfeknuder. MR-scanning anvendes til planlægning af eventuelt strålebehandling.
På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Dette er vigtigt, for at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.
Reaktioner på en kræftdiagnose
For de fleste mennesker kommer en kræftdiagnose som et chok – også selvom man måske længe har kæmpet med mistanken om noget alvorligt.
Det tager tid at forholde sig til en kræftsygdom – både for en selv og for ens pårørende.
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i kurser og fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk