Hvad er levermetastaser?
Kræftceller kan sprede sig fra den oprindelige kræftknude til andre steder i kroppen. Hvis kræftcellerne spreder sig til leveren, kalder man det levermetastaser.
Om leveren
Leveren sidder i højre side af bughulen, hvor den er beskyttet af de nederste ribben. Leveren har mange funktioner, blandt andet flere stofskiftefunktioner som gør kroppen i stand til at udnytte de næringstoffer der er i den mad vi spiser.
Leveren er også et livsvigtigt organ, fordi den også udskiller giftstoffer, som alkohol eller lægemiodler ved hjælp af enzymsystemer.
Tegn på levermetastaser
Symptomerne på levermetastaser afhænger af metastasernes størrelse, og hvor i leveren de sidder. De mest almindelige symptomer er kvalme, vægttab, manglende appetit og træthed. Andre tegn på levermetastaser kan være feber over længere tid og smerter i maven og hudkløe.
Symptomerne på levermetastaser kan skyldes mange andre årsager og behøver nødvendigvis ikke at være kræft.
Hvorfor opstår levermetastaser?
Levermetastaser er kræft, der har spredt sig til leveren fra et andet sted i kroppen. 90 pct. Af tilfældene af kræftknuder i leveren opstår på grund af spredning af kræftknuder til leveren. Kræftknuderne kommer oftest fra tyk- og endetarm.
Behandling
Behandlingen for levermetastaser afhænger af, hvilket organ kræftknuden oprindeligt kommer fra, hvor i leveren metastasen sidder og om der også er spredning til andre dele af kroppen.
Behandling for levermetastaser kan være operation, hvor man fjerner kræftknuden. Oftest vil man få kemotrapi før og efter operationen for at mindske risikoen for, at sygdommen vender tilbage. Efter operationen kan leveren gendanne sig selv, og vil igen opnå samme størrelse som før operationen i løbet af tre til fire måneder.
Kemoterapi og strålebehandling bruges også som lindrende behandling for fysiske symptomer, fordi det kan få leveren til at blive mindre og derfor virke smertestlillende.