Statistik for livmoderhalskræft
Her kan du se statistik for, hvor mange der får livmoderhalskræft hvert år, hvor mange der lever med sygdommen, og hvor mange der dør af den. Nogle finder styrke i overlevelsestal, mens andre bliver triste eller bange.
Inden du læser statistik
Statistik er gennemsnitstal beregnet ud fra store patientgrupper, og det er derfor vigtigt at huske, at tallene ikke nødvendigvis kan sige noget netop dit sygdomsforløb.
Den enkeltes risiko for at få kræft kan afvige meget fra gennemsnittet, ligesom det er forskelligt, hvordan den enkeltes kræftsygdom udvikler sig.
Nogle finder statistik beroligende, fordi det er noget konkret at forholde sig til. Andre synes, statistik kan være skræmmende. Det er derfor en god idé at overveje, om gennemsnitstal for din kræftform kan bidrage positivt til dit sygdomsforløb, inden du læser videre.
Statistik for livmoderhalskræft
I oversigterne kan du se, hvor mange der årligt får livmoderhalskræft, hvor mange der lever med sygdommen, og hvor mange der dør af sygdommen hvert år.
Hvor mange får årligt livmoderhalskræft, og hvor mange lever med sygdommen
Antal personer med livmoderhalskræft i Danmark |
Kvinder |
Antal nye tilfælde pr. år* | 328 |
Antal personer som lever med diagnosen ved udgangen af 2021** | 8.924 |
*Gennemsnit for årene 2017-2021
**Både personer, som er i behandling eller går til kontrol, og personer, som betragtes som raske
Gennemsnitlig overlevelse efter diagnosen
Overlevelsen ved livmoderhalskræft* |
Kvinder |
Efter 1 år | 90 pct. |
Efter 5 år** | 77 pct. |
*Overlevelsen er defineret som ’relativ overlevelse’ for patienter diagnosticeret 2017-2021. Den relative overlevelse er et skøn over, hvor mange der overlever en bestemt kræftsygdom i f.eks. 1 eller 5 år efter diagnosen. Den ’relative overlevelse’ svarer altså til overlevelsen, hvis døden kun skyldes den konkrete kræftform.
**Efter 5-10 år vil risikoen for at dø af ens sygdom være meget mindre, så det næsten svarer til resten af befolkningen.
Hvor mange dør årligt af livmoderhalskræft
Hvor mange dør årligt af sygdommen? |
Kvinder |
Dødsfald pr. år | 84 |
(Gennemsnit fra årene 2017-2021 |
Flere nøgletal om livmoderhalskræft
Se flere nøgletal og udviklingen over tid:
Pdf-fil med nøgletal og grafer
Databasen NORDCAN
NORDCAN er en database med detaljerede oplysninger om forekomsten af kræftsygdomme i Norden. Du kan lave udtræk fra databasen og få resultaterne præsenteret i grafer og tabeller. Tallene opdateres løbende.