Hvis kræften er vendt tilbage
Det kan være svært at forholde sig til, at man har fået tilbagefald af kræftsygdommen, men er det tilfældet, er der flere muligheder for behandling.
Kræften er vendt tilbage - hvad nu?
Risikoen for, at kræft i livmoderen vender tilbage, afhænger af sygdommens stadium før behandling. Det er imidlertid sjældent, at sygdommen kommer igen, da livmoderkræft i langt de fleste tilfælde bliver opdaget i et tidligt stadie, hvor behandlingen er mest effektiv.
Hvis man får tilbagefald af livmoderkræft, sker det i langt de fleste tilfælde (70-95 pct.) inden for 3 år efter endt behandling. Både tilbagefald og senfølger kan dog opstå mange år efter, at behandlingen er afsluttet.
Undersøgelser for tilbagefald
Er der mistanke om tilbagefald, vil lægen foretage en gynækologisk undersøgelse og tage en vævsprøve fra toppen af skeden for at kunne udelukke et tilbagefald.
I nogle tilfælde vil man få foretaget en CT-, PET/CT- eller MR- scanning af lungerne for at få afklaret, om kræften eventuel har spredt sig.
Hvis livmoderkræft spreder sig, sker det oftest til lymfeknuder, lunger, lever eller knogler.
Behandling af tilbagefald
Langt den hyppigste form for tilbagefald efter behandling for livmoderkræft er tilbagefald i toppen af skeden. Det viser sig næsten altid ved blødning fra skeden. Denne form for tilbagefald kan næsten altid kureres med enten operation, hvis tilbagefaldet er lille, og ellers med strålebehandling.
Ved mere fremskredent tilbagefald bliver du ofte behandlet med kemoterapi, evt. kombineret med strålebehandling, hvis du ikke tidligere har fået stråler. Nogle gange kan du også blive tilbudt hormonbehandling. I sjældne tilfælde kan operation også komme på tale, men det kræver, at tilbagefaldet sidder på en måde, hvor kirurgen kan fjerne al kræften.
Hvis tilbagefaldet ikke kan fjernes
Hvis tilbagefaldet ikke kan fjernes, er der flere muligheder for at få lindrende behandling. Hvis du har smerter eller kvalme, kan du få medicin, der lindrer disse symptomer.
Der findes flere og gode muligheder for behandling af smerter.
Hvis kræften ikke forsvinder
Selvom der er muligheder for behandling, kan det være, at man skal indstille sig på at leve med en kræftsygdom, der måske ikke kan helbredes.
Ingen kan forudsige, hvordan netop dit forløb bliver. Men lægerne kan på baggrund af viden, statistik og deres erfaring sige noget om, hvad du kan forvente.