Operation af livmoderkræft
Ved en operationen af kræft i livmoderen får man fjernet hele livmoderen (hysterektomi) og begge æggeledere og æggestokke (bilateral salpingo-ooforektomi).
Operationen tager cirka 1-2 timer, og indgrebet kan foretages på flere måder
Det mest almindelige i Danmark er at fjerne livmoderen via en kikkertoperation, som enten kan foretages ved hjælp af en robot eller som almindelig kikkertoperation. Operationen foregår under fuld bedøvelse. Som regel kan livmoderen fjernes via skeden.
Operationen kan også foretages enten via et såkaldt 'bikinisnit', dvs. et snit nederst på maven under bikinikanten, eller via et midtlinjesnit fra kønsbenet og op til navlen. Denne åbne metode bruges mest, hvis livmoderen er for stor til at blive fjernet gennem skeden, eller hvis sygdommen har spredt sig uden for livmoderen.
Indlæggelsestiden er ved bikinisnittet cirka 2 dage og ved kikkertoperationen 0-1 dag.
Skildvagtslymfeknuder
Under operationen vil lægen også vurdere, og nogle gange fjerne, enkelte eller alle lymfeknuder, der modtager lymfevæske fra livmoderen. I nogle tidlige tilfælde kan det gøres ved at fjerne de første lymfeknuder på lymfebanen fra livmoderen. De kaldes skildvagtslymfeknuder og sidder typisk som 1-2 lymfeknuder i hver side af bækkenet, langs de store blodkar. Andre gange fjerner lægen alle lymfeknuderne i bækkenet og langs den store hovedpulsåre bagerst i bughulen. Lymfeknuderne bliver sendt til nærmere undersøgelse for at se, om kræften har spredt sig.
Man får fjernet livmoderen og begge æggeledere og æggestokke
Efter operationen bliver det fjernede væv undersøgt i mikroskop for bl.a. at se, hvor dybt kræftsvulsten er vokset ned i livmoderens væg. Desuden vurderer lægen, hvor ondartede cellerne ser ud.
Hvis kræftcellerne har spredt sig til lymfeknuderne eller andre steder, vil der være behov for efterbehandling.
De fleste behøver dog ikke yderligere behandling efter operationen.
2-4 uger efter operationen kan man som regel vende tilbage til sine sædvanlige gøremål.
Bivirkninger ved operation af livmoderkræft
Der kan opstå komplikationer og bivirkninger ved operationen. Der er også altid en ganske lille risiko i forbindelse med bedøvelse.
Derudover er der risiko for blødning under og efter operationen samt en risiko for, at der går betændelse (infektion) i operationssåret. Meget sjældent kan man få skader på blære, urinleder eller tarm.
Hvis man får fjernet lymfeknuderne under operationen, kan man udvikle små, ofte betydningsløse cyster, der hvor lymfeknuderne har siddet (lymfecyster). Man kan også få hævede ben (lymfødem) i større eller mindre udstrækning. Omkring 15- 20 pct. vil opleve lymfødem i større eller mindre omfang, hvis der bliver fjernet mange lymfeknuder.
Hvis man kun får fjernet de første lymfeknuder, altså skildvagtslymfeknuderne, er risikoen for lymfeødem mellem 2-6 pct.
Læs mere:
Tidlig overgangsalder
Hvis man går i overgangsalder, fordi man har fået fjernet æggestokkene under operationen for livmoderkræft, så får man typisk de samme gener som ved normal aldersbetinget overgangsalder.
Læger er ofte tilbageholdende med hormonbehandling med østrogen mod denne type problemer, fordi østrogen ud fra teoretiske overvejelser antages at kunne øge risikoen for tilbagefald af livmoderkræft.
Der er imidlertid ingen gode undersøgelser, som viser, at behandling med østrogen forringer overlevelsen. Hvis al kræften er fjernet ved operation for livmoderkræft i stadium I, og generne i forbindelse med overgangsalderen forringer ens livskvalitet betydeligt, kan man godt få østrogenbehandling.
Efter operation afgør lægen, om supplerende behandling er nødvendig
Efter operationen bliver det fjernede væv undersøgt i et mikroskop for at se, hvor dybt kræftknuden er vokset ned i livmoderens væg, hvor ondartede cellerne ser ud, om der er mutation i visse gener, og det bliver undersøgt, om kræften har spredt sig. På baggrund af disse undersøgelser kan lægen afgøre, hvilket stadium sygdommen er i, og om der er behov for supplerende behandling.
Hvis kræften har spredt sig til lymfeknuderne eller andre steder i kroppen bliver man tilbudt supplerende behandling efter operationen. Ved stadium 1 og 2 vil der oftest ikke være behov for efterbehandling.
Der er inden for de seneste år fundet en række molekylære markører som kan vurderes ved at undersøge tumorvævet fra livmoderen grundigt. Disse markører er medbestemmende for, om der anbefales supplerende efterbehandling med kemoterapi og/eller stråler.
Behandling af stadium 3 og 4
Ved stadium 3 vil lægen ofte anbefale kemoterapi, i særlige tilfælde i kombination med strålebehandling.
Ved stadium 4 og i stadium 3, hvor det ikke har været muligt at fjerne al kræft, vil lægen oftest anbefale kemoterapi.
I nogle tilfælde vil man blive tilbudt at deltage i et videnskabeligt forsøg med nye stoffer for at undersøge, om det vil kunne forbedre behandlingsresultaterne.