Strålebehandling af livmoderkræft

Du kan få strålebehandling af forskellige områder af kroppen afhængig af sygdommens spredning. Det hyppigste er, at du får en kombination af strålebehandling og kemoterapi, hvis det efter operationen viser sig, at der er kræftceller helt ude i kanten af det væv, der er fjernet. 

Normalt vil du få strålebehandling af et område fra den øverste del af bækkenet til den øverste halvdel af skeden 5 dage om ugen i 5-6 uger. Hver behandling tager kun nogle få minutter og er smertefri. Du kan som regel få strålebehandlingen ambulant, det vil sige uden at være indlagt. I nogle tilfælde kan du få indvendig strålebehandling i stedet for den udvendige strålebehandling eller som supplement til denne.

Ind- og udvendig strålebehandling i stedet for operation

Hvis du skal have strålebehandling som primær behandling (dvs. at du ikke skal opereres), kan du udover den udvendige strålebehandling også få tilbud om supplerende indvendig bestråling. Dette gælder også, hvis du senere får tilbagefald i skeden.

Den indvendige strålebehandling får du gennem tynde rør, der bliver ført ind i selve livmoderen via skeden. På den måde kan lægen bestråle kræften på meget kort afstand.

Sådan foregår indvendig strålebehandling (brachyterapi)

Ved indvendig strålebehandling gives strålebehandlingen koncentreret inde i selve kræftknuden, hvorved bivirkningerne mindskes. På den måde kan der gives ekstra høj dosis i kræftvævet, og samtidig kan bivirkningerne i det raske væv mindskes. 

Under bedøvelse placeres tynde plastikrør i livmoderhulningen eller direkte ind i kræftknuden. Lægen kobler derefter rørene til en maskine, der i bestemte tidsintervaller fører en stærk radioaktiv kilde ind i rørene.

Man er indlagt, mens man får indvendig strålebehandling. Efter et par dages bestråling fjernes rørene igen. For at beskytte andre skal du ligge alene, mens du får bestråling. I pauserne mellem behandlingerne kan du blive tilset af personalet eller få korte besøg. Når rørene er fjernet, indeholder du ikke længere radioaktivt materiale, og du kan igen have almindelig omgang med andre mennesker.

Bivirkninger til strålebehandling

Mennesker reagerer meget forskelligt på strålebehandling. Nogle får få gener af behandlingen, andre oplever mange.

Man inddeler bivirkningerne af strålebehandling i bivirkninger på kort sigt, der forsvinder igen efter et par måneder, og bivirkninger på lang sigt, der først viser sig måneder eller år efter endt behandling.

Bivirkninger af strålebehandling på kort sigt

Bivirkningerne på kort sigt viser sig under eller i de første måneder efter strålebehandlingen.

Når du får strålebehandling af bækkenet, bliver urinblæren og den nederste del af tarmen også ramt.

Mange oplever derfor bivirkninger som:

• Vandladningsgener med hyppig vandladning og svie som ved blærebetændelse
• Gener fra tarmen i form af diarré eller kvalme
• Tørhed, stramhed og en brændende følelse i skeden
• Rødmen, kløe og afskalning af huden som ved solskoldning
• Hårtab i det behandlede område
• Tendens til infektioner
• Træthed

For de fleste forsvinder disse bivirkninger dog igen i løbet af uger til måneder efter endt strålebehandling. Læs mere:

Bivirkninger og senfølger

Bivirkninger af strålebehandling på lang sigt

Strålebehandling kan også give bivirkninger på lang sigt. De viser sig først måneder eller år efter endt strålebehandling. På grund af bedre tekniske muligheder for mere præcis strålebehandling er de sene bivirkninger ikke så hyppige nu som tidligere. Bivirkningerne skyldes, at de små blodkar i vævene ødelægges, og at der dannes arvæv.

Sene bivirkninger kan være:

• Vedvarende hudforandringer i det bestrålede område, idet huden bliver sart og måske lidt mørkere i farven, og underhuden kan føles fastere på grund af arvævsdannelse (fibrose)
• Kroniske tarmgener i form af tendens til diarré og eventuelt blødninger fra tarmen
• Vedvarende vandladningsgener eller skrumpeblære med lille kapacitet
• Lymfødem (generende hævelse på grund af ophobning af lymfevæske i vævene)
• At der udvikles en ny kræftform i støttevævet i det bestrålede område – det sker dog ekstremt sjældent