Diagnose og stadieinddeling af livmoderkræft
Diagnosen kræft i livmoderen kan først stilles, hvis en vævsprøve har vist, at der er kræftceller til stede. Livmoderkræft inddeles i stadier alt efter, hvor udbredt sygdommen er. Der er forskellige typer af livmoderkræft. Adenokarcinom er den hyppigste type, mens sarkomer i livmoderen er mere sjældne.
Det er vigtigt at få stillet en præcis diagnose, for at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.
Der findes flere forskellige typer livmoderkræft og tilsvarende forskellige behandlinger
Den hyppigste type udvikles fra kirtelcellerne i livmoderslimhinden og kaldes adenokarcinom.
Det endometrioide adenokarcinom er langt det hyppigste. Det er en kræftform, der udvikler sig fra cellerne i slimhinden på indersiden af livmoderen, og det er denne type livmoderkræft, som omtales på disse sider.
Sjældne typer af adenokarcinom
Der findes også andre mere sjældne typer af adenokarcinomer (serøst-, clear cell-, udifferentieret adenokarcinom og karcinosarkom). Disse former for adenokarcinomer spreder sig ofte tidligere og skal derfor behandles specielt.
Bløddelssarkom i livmoderen
Sarkomer i livmoderen er meget sjældne og udgør fire pct. af alle kræftknuder i livmoderen. Sarkomer opstår i livmoderens muskelvæg, og der findes flere forskellige undertyper.
Behandlingen er anderledes end ved andre typer kræft i livmoderen og foregår som regel i samarbjede med et af landets specialiserede sarkomcentre.
Undersøgelser til at stadieinddele livmoderkræft
Når typen af livmoderkræft er bestemt, kan det være nødvendigt at få foretaget yderligere undersøgelser, så lægen kan vurdere, hvor udbredt sygdommen er, og om det er muligt at blive opereret.
Nogle af undersøgelserne har til formål at finde årsagen til symptomerne og kortlægge nøjagtig, hvor kræften befinder sig, så lægen kan planlægge at fjerne den bedst muligt ved operation.
Andre undersøgelser har til formål at finde ud af, om kræften er begyndt at vokse ind i vævet omkring kræftknuden, eller om kræften har spredt sig til andre organer.
Først efter operationen og de øvrige undersøgelser er det muligt at få fastlagt, hvilket stadie sygdommen er i. Hvis sygdommen findes i et meget fremskredet stadium, hvilket imidlertid er meget sjældent, vil lægen bedømme stadiet ud fra scanningerne og tilbyde en anden behandling end operation.
Kategorisering af livmoderkræft
Lægen vurderer livmoderkræften ud fra forskellige risikofaktorer for at kunne planlægge den bedste behandling og for at kunne vurdere behandlingsresultaterne.
Stadieinddeling af livmoderkræft:
- Stadium 1: Kræften er afgrænset til selve livmoderen (corpus uteri)
- Stadium 2: Kræften er vokset ned i livmoderhalsen (cervix uteri)
- Stadium 3: Kræften er vokset udenfor livmoderen og har måske spredt sig til lymfeknuderne i bækkenet eller langs den store hovedpulsåre (aorta)
- Stadium 4: Sygdommen har spredt sig til blæren, endetarmen eller andre dele af kroppen (metastaser)
Læs mere om stadieinddeling af kræftsygdomme:
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i kurser og fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk
Ung Kræft
Ung Kræft er for dig, der er mellem 18 og 39 år og har kræft eller er ung pårørende til en ung kræftpatient. Du kan møde andre unge med kræft og unge pårørende. Se mere på Ung Kræfts hjemmeside.
Ung Kræft