Undersøgelser for livmoderkræft
Hvis du har symptomer på kræft i livmoderen, vil den praktiserende læge som regel starte med at foretage en gynækologisk undersøgelse. Derefter får du en henvisning til en speciallæge i gynækologi.
Den første undersøgelse er en almindelig gynækologisk undersøgelse, for at lægen kan se, om skeden, livmoderen, blæren og endetarmen er normale.
Lægen vil specielt føle efter, om livmoderen har en normal størrelse, og om der er tegn på kræft uden for livmoderen.
Hvis der er mistanke om kræft, skal din praktiserende læge skrive det på henvisningen til speciallægen.
Du skal herefter indkaldes inden for 6 dage (hverdage) til yderligere undersøgelser.
Gynækologisk undersøgelse med ultralydsscanning
Den gynækologiske speciallæge foretager en ultralydsscanning af livmoderen via skeden for at måle slimhindens tykkelse. Undersøgelsen med ultralyd gør ikke ondt. Nogle gange supplerer lægen med en vand eller gel-scanning, som er en ultralydsscanning, hvor lægen sætter et lille kateter op i livmoderhulen og sprøjter vand eller gel ind i livmoderen. Dette gør det nemmere at se f.eks. polypper.
Vævsprøve fra livmoderslimhinden
Det kan kun afgøres, om der er tale om kræft ved at undersøge væv fra livmoderslimhinden i mikroskop.
Livmoderkræft kan ikke afsløres ved den samme prøve som anvendes til screening for kræft i livmoderhalsen eller ved en almindelig gynækologisk undersøgelse.
Man kan få taget en vævsprøve fra livmoderslimhinden på flere forskellige måder:
Vævsprøve ved 'udsugning'
Via et lille kateter, som føres op gennem livmoderhalsen, suges væv ud fra livmoderen. Du kan få foretaget vævsprøven ambulant. De fleste kvinder oplever udsugningen som ubehagelig, og det kan være ledsaget af kraftige menstruationslignende smerter.
Risikoen for komplikationer ved udsugningen er uhyre lille. Der kan opstå betændelse i dagene efter indgrebet, hvilket vil vise sig som smerter, alment ubehag, udflåd og forhøjet temperatur.
Vævsprøve via kikkert
Du kan også få taget en vævsprøve ved, at der førers en lille kikkert op i livmoderhulen via skeden og livmoderhalsen – kaldet hysteroskopi. Denne undersøgelse kan laves i lokalbedøvelse eller under fuld bedøvelse.
Svar på vævsprøve efter cirka 1 uge
Vævsprøven fra livmoderen bliver sendt til nærmere mikroskopisk undersøgelse. Her kan lægen se, om der er kræftceller tilstede, og i så fald hvilken type kræft det drejer sig om. Der går som regel 1 uge, før du får svar, da vævet skal forarbejdes på forskellig måde, inden det kan undersøges i mikroskopet.
Måling af kræftknuden før operation
Før operation bliver man undersøgt med ultralydsscanning. Lægen kan ved scanningen måle størrelsen af kræftknuden og undersøge, om sygdommen er vokset dybt ind i livmoderens muskulatur, eller om der er tegn på, at kræften har spredt sig til andre organer.
Undersøgelse for spredning
Har lægen mistanke om, at sygdommen har spredt sig, eller hvis der er tale om nogen bestemte undertyper af livmoderkræft (dem der kaldes høj-risikotyper) kan det være nødvendigt med supplerende undersøgelser.
Det kan være ultralydsscanninger, CT-, PET/CT og/eller MR-scanninger. Læs mere om de enkelte undersøgelser:
På baggrund af undersøgelserne kan lægen stille en mere præcis diagnose. Det er vigtigt med en præcis diagnose, for at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.