Om lungehinderne
Rundt om hver lunge sidder to tynde, glatte og elastiske lungehinder (pleura). Lungehinderne danner tilsammen en lungesæk, som følger brystkassens udvidelse og afslapning, hver gang vi ånder ind og ud.
Hinden på lungens yderside kaldes pleura visceralis, mens hinden på indersiden af brysthulen kaldes pleura parietalis.
Under normale forhold er væsken mellem lungehinderne så sparsom, at den kun danner en tynd film mellem hinderne, så de nemt kan glide mod hinanden under vejrtrækningen.
Men ved sygdom kan lungehinderne blive fortykkede og dermed presse indad mod selve lungen.
Fladerne kan skurre mod hinanden, og lungen vokse fast til brystvæggen (adhærencer). Der kan også opstå mere væske (flere liter) og danne sig et hulrum mellem de to lungehinder.
Betændelse og anden fysisk påvirkning af lungehinderne (f.eks. stik) er smertefuldt, fordi lungehinderne - især på indersiden af brystvæggen - er meget følsomme.
Lungehinderne støder op til mellemgulvsmusklen (diafragma) og hjertesækken (pericardium). Derfor kan lungehindekræft vokse ind i f.eks. hjertesækken eller gennem mellemgulvet til bughulen.
Kroppens hulrum (lungehinderne, bughinden, hjertesækken og pungen) er normalt beklædt med en hinde opbygget af såkaldte mesoteliale celler. Kræft udgået fra disse hinder, herunder lungehindekræft, hedder derfor også 'mesoteliom'.
Mesotheliom isoleret til lungehinden hedder på latin 'malignt pleuralt mesotheliom', og Mesotheliom isoleret til bughinden hedder 'malignt peritonalt mesotheliom'.