Undersøgelser for lungehindekræft
Ved mistanke om lungehindekræft får man foretaget en røntgenundersøgelse af brystkassen suppleret med en CT scanning. Ved mistanke om bughindekræft foretages en ultralydsundersøgelse af bughulen. Hvis der fortsat er mistanke om sygdom, i enten brystkassen eller bughulen, suppleres med en PET-CT scanning af hele kroppen.
Hvis et røntgenbillede af brystkassen viser fortykkelse af lungehinden og væske i brysthulen, vil lægen med en tynd nål suge væsken ud gennem brystvæggen til yderligere mikroskopisk undersøgelse. Dette kaldes en punktur.
Punktur - undersøgelse af væske gennem brystvæggen
Lægen bruger som regel ultralyd i forbindelse med punkturen. På den måde kan lægen samtidig se det indre af brysthulen og dermed stikke præcist der, hvor væsken er. Man er lokalbedøvet, mens det foregår.
Væsken bliver undersøgt nærmere i mikroskop, og det vil ofte være muligt at se eventuelle kræftceller i væsken.
Vævsprøve (biopsi)
Det er ikke altid muligt at suge væsken ud gennem brystvæggen, ligesom det ofte ikke lykkes at finde kræftcellerne i væsken.
Lægen kan da tage en vævsprøve gennem brystvæggen ved hjælp af en kikkert (thorakoskop). Undersøgelsen foregår som regel i fuld bedøvelse.
Vævsprøven bliver undersøgt nærmere under mikroskop. Læs mere om, hvordan en vævsprøve foregår:
Scanning af bughulen
For at vurdere udbredningen af sygdommen er det vigtigt at få både brysthulen og bughulen CT- scannet.
Cirka en tiendedel af alle tilfælde af mesotheliom findes udelukkende i bughulen (bughindekræft). Sygdommen kan altså godt forekomme isoleret til bughinden, uden at lægen kan påvise angreb på lungehinden. Mesotheliom isoleret til bughinden hedder på latin 'malignt peritonalt mesotheliom'.
Til at undersøge brystkassen eller bughulen kan man bruge forskellige scanningstyper:
- Ultralydsscanning
- CT-scanning
- PET/CT-scanning
Herunder kan du læse om de enkelte scanninger.
Ultralydsscanning af bughulen
Ved en ultralydsscanning bliver ekkoer fra højfrekvente lydbølger omdannet til levende snitbilleder på en skærm.
Ultralydsscanning er en smertefri og ufarlig undersøgelse, som alle kan tåle. Undersøgelsen kan foregå både ambulant, og mens man eventuelt er indlagt. Læs mere:
CT-scanning nødvendig
CT-scanning er en røntgenundersøgelse, hvor kroppen scannes i 'skiver'. Scanneren sender informationerne til en computer, som omdanner dem til billeder. Derved får man en række billeder af alle lag i den del af kroppen, som bliver undersøgt.
I forhold til almindelige røntgenbilleder giver CT-scanning et bedre billede af brystkassen.
CT-scanning kan også vise, om der er spredning til lymfekirtler i brysthulen, og om sygdommen vokser ind i de omgivende organer. Undersøgelsen vil ofte vise en fortykkelse af lungehinden.
CT-scanning kan dog ikke skelne mellem kræft i lungehinden og en godartet fortykkelse af lungehinden. Derfor kan det være nødvendigt med flere undersøgelser.
Læs mere og CT-scanning generelt:
PET/CT-scanning
PET/CT-scanning er baseret på, at kræftceller optager en større mængde af forskellige stoffer end ikke-kræftceller, f.eks. sukkerstoffet glukose. Glukose kan mærkes med et radioaktivt fluor, som vil lyse op på scanningen, og på den måde kan en PET-scanning undertiden afsløre kræftknuder i kroppen, man ellers ikke kendte til.
Det er nødvendigt at få foretaget en PET/CT-scanning, for at lægen kan vurdere sygdommens udbredning og for at kunne fastlægge, om en operation er mulig. PET/CT-scanning ved lungehindekræft benyttes derfor, hvis en CT-scanning har vist, at der ikke er sygdomsspredning og skal altid foretages inden operation for både lungehindekræft og bughindekræft.
Læs mere om PET/CT-scanning generelt:
Kikkertundersøgelse af lungehulen (thorakoskopi)
Hvis scanningerne giver mistanke om lungehindekræft, kan lægen undersøge indersiden af brysthulen med en tynd kikkert, som hedder et thorakoskop (dvs. brysthule-kikkert). Undersøgelsen kaldes også for thorakoskopi.
Man er enten lokal- eller fuldbedøvet, afhængig af hvor omfattende undersøgelsen er. Thorakoskopet bliver ført ind gennem et lille hul i brystvæggen, som lægen laver mellem to ribben. Det kan være nødvendigt at lave et lille hul mere til at indføre instrumenter, som lægen skal bruge til at tage vævsprøver med.
På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Dette er vigtigt for, at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.
Kikkertundersøgelse af lungerne (bronkoskopi)
En bronkoskopi er en kikkertundersøgelse af lungerne, som bruges ved mistanke om kræft i lungerne. Man kan også få en undersøgelse med et særligt bronkoskop med ultralydssonde i spidsen – denne undersøgelse kaldes EBUS.
Et bronkoskop er en tynd, blød kikkertslange, som føres gennem næse eller mund og videre ned i svælg, luftrør og lunger. I bronkoskopet er der indbygget lys, og der sidder et lille digitalt kamera i spidsen.
Der er også en kanal til sug og en stålwire med en lille tang i enden, som lægen bruger til at tage vævsprøver med.
Mens undersøgelsen foregår, kan lægen se billeder fra luftrør og bronkier på en skærm. Lægen kan så systematisk efterse luftrør og begge lunger og tage vævsprøver fra forandringer, som kræver nærmere undersøgelse i mikroskop. Mere end halvdelen af alle kræftsvulster i lungerne kan nås med et bronkoskop.
Undersøgelsen foregår i lokalbedøvelse
Undersøgelsen bliver som regel gennemført i lokalbedøvelse og varer omkring en halv time. I nogle tilfælde kan undersøgelsen foregå i fuld bedøvelse.
Man får en indsprøjtning med et beroligende stof, som gør, at ubehaget ved undersøgelsen ikke er slemt.
Derefter bliver næseslimhinden og svælget bedøvet med en spray. Det mest følsomme område er stemmebåndene, som sidder ved indgangen til luftrøret.
Når bronkoskopet er ført gennem næse og svælg, sprøjter lægen en bedøvende væske gennem bronkoskopet ned på stemmebåndene. Det føles som at få lidt vand i 'den gale hals' og kan gøre, at man kommer til at hoste.
Bedøvelsen virker i løbet af nogle sekunder, hvorefter bronkoskopet kan passere stemmebåndene og føres gennem luftrøret ned i lungerne, hvor man ikke kan føle smerte.
Dog kan berøring af luftvejenes slimhinder gøre, at man kommer til at hoste, men det betyder dog sjældent noget for, om undersøgelsen kan gennemføres.
Vævsprøve (biopsi)
Når bronkoskopet er ført frem til lungen, tager lægen en vævsprøve fra kræftknuden. Dette kan man som regel ikke mærke.
I samme forbindelse undersøger lægen de lymfeknuder, der ligger langs luftrør og hovedbronkier. Det sker ved hjælp af et særligt bronkoskop, der er forsynet med en ultralydssonde i spidsen – en EBUS-undersøgelse.
Lægen tager nålebiopsier fra alle unormalt forstørrede lymfeknuder. Mere end halvdelen af al lungekræft kan ses med et bronkoskop.
Ofte skyller lægen også med lidt saltvand, som efterfølgende bliver sendt til undersøgelse for kræftceller og bakterier.
Vævsprøve og eventuelt saltvand bliver undersøgt nærmere i mikroskop.