Åndenød ved lungekræft
Åndenød er det mest almindelige symptom ved kræft i lungerne. Der kan være forskellige årsager til åndenød. Behandlingen afhænger af årsagen, og det er derfor vigtigt at tale med din læge om det.
Åndenød
Åndenød betyder, at man har svært ved at trække vejret. Det er meget ubehageligt ikke at kunne få luft. Det kan føles som om, man hele tiden har noget tungt liggende på brystet.
Man kan være plaget af det hele tiden, eller det kan komme, når man er fysisk aktiv. Man kan også få åndenød, når man taler, er træt eller bange. Det kan komme pludseligt eller gradvist.
Åndenød påvirkes af den fysiske og psykiske tilstand, man er i, og findes i forskellige grader. Nogle bliver blot hurtigt forpustede, mens andre er nødt til at ligge i sengen det meste af døgnet.
Man kan lindre åndenød ved medicinsk behandling og ved hjælp af forskellige åndedrætsøvelser og hvilestillinger.
Årsager til åndenød
Der kan være forskellige årsager til åndenød:
- selve kræftknuden
- væske mellem lungehinderne
- blodmangel
- lungebetændelse
- kronisk bronkitis eller kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL)
- hjertesygdom
- blodprop i lungerne
Angst kan gøre åndenøden værre.
Behandling af åndenød
Alt efter årsagen til åndenøden er der forskellige muligheder for behandling og lindring. Det kan være medicin, men det kan også være samtale og fysioterapi.
Det er vigtigt, at du fortæller lægen om dine tanker og frygt, da I sammen bedre kan finde ud af, hvad problemet er, og få talt om de ting, der gør dig bange. Det virker betryggende at få at vide, hvad man konkret kan gøre ved åndenød, og at der er mulighed for lindring.
Hvis kræften blokerer for luften
Hvis åndenøden skyldes kræft i lungerne, kan det hjælpe med strålebehandling eller medicinsk behandling med f.eks. kemoterapi eller immunterapi.
Kræft i luftvejene (bronkierne) kan spærre for luftstrømmen og give åndenød. Det kan behandles med laser eller ved at lægge en stent ind. En stent er et lille, kunstigt rør, som kan sættes ind i f.eks. bronkierne eller et kar for at holde det åbent og skabe passage.
Ved væske mellem lungehinderne
Hvis kræften giver væske mellem lungehinderne, kan man få tømt væsken ud. Man bliver i den forbindelse indlagt kort på hospitalet.
I nogle få tilfælde kan man også få lavet et indgreb, hvor lungehinderne klistres sammen (en pleurodese).
Ved blodmangel
Årsagen til åndenøden kan også være blodmangel. Hvis det skyldes mangel på jern, kan man behandle det med jerntabletter - eller måske med en blodtransfusion hvis blodprocenten er meget lav.
Hvis årsagen til blodmanglen er kræftsygdommen i sig selv eller kemo- og strålebehandlingen - og hvis blodprocenten er meget lav - kan man også få blodtransfusion.
Ved andre sygdomme
Åndenød kan også skyldes andre sygdomme. Ved lungebetændelse bliver man behandlet med antibiotika. Blodprop i lungerne bliver behandlet med blodfortyndende medicin. Åndenøden kan også skyldes hjertesygdom eller kronisk bronkitis, som man så vil blive behandlet særskilt for.
Medicin mod åndenød
Morfin, selv i små doser, lindrer fornemmelsen af åndenød og virker beroligende og smertestillende. Man kan få morfin både som basisbehandling og ved anfald af åndenød. Morfin findes i forskellige former f.eks. som dråber eller som mikstur.
Binyrebarkhormon kan lindre åndenød, hvis en del af årsagen er kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL), eller hvis ens luftveje er irriterede af anden grund. Man får som regel binyrebarkhormon i form af tabletter, men man kan også få det som indsprøjtning.
Hvis man har meget sejt slim, kan man få slimløsende medicin.
Angstdæmpende medicin kan også afhjælpe åndenøden, da man ofte bliver bange, når man ikke få vejret, og det forværrer åndenøden.
Behandling af åndenød med ilt
Nogle gange kan åndenød også behandles med ilt-tilskud. Det får man typisk på hospitalet, men det er også muligt at få det hjemme. Det er din egen læge eller lægen på hospitalet, der skal ordinere ilt i hjemmet til dig, og det bliver bestilt gennem din kommune.
Man kan ikke få installeret ilt i hjemmet, hvis man selv eller andre i husstanden ryger indenfor. Det skyldes, at brug af åben ild i nærheden af koncentreret ilt er farligt på grund af risikoen for eksplosion.
Hvis man ryger, virker ilten ikke efter hensigten. Når man ryger, dannes der nemlig kulilte, og den skubber ilten væk fra de røde blodlegemer, som normalt sørger for at transportere ilten rundt i blodet.
Akupunktur kan hjælpe på stakåndethed
Nogle har gode erfaringer med, at akupunktur kan mindske nogle gener ved kræftsygdommen og behandlingen f.eks. stakåndethed. Læs mere her:
Hvad kan man selv gøre?
Angst kan forværre åndenød
Når man ikke kan få vejret, bliver man ofte bange, og det kan betyde, at man kommer til at hyperventilere. Når man hyperventilerer trækker man ikke vejret ordentligt ned i lungerne. I den situation er det vigtigt at kende til nogle handlemuligheder. Bare dét at man ved, at man faktisk kan gøre noget, kan være med til at mindske angsten.
Det er f.eks. vigtigt, at du har en anden person hos dig, så du ikke føler dig alene. Personen kan lægge sine hænder på dit mellemgulv og trække vejret roligt sammen med dig. Det kan også hjælpe at åbne vinduet, så du mærker den friske luft mod dit ansigt, og at sidde eller ligge i en god hvilestilling.
Åndedrætsøvelser og hvilestillinger
En fysioterapeut kan hjælpe dig med åndedræts- og afspændingsøvelser, give massage og træne dig i at håndtere de situationer, hvor du får åndenød. Mellemgulvet er kroppens største åndedrætsmuskel, og den kan trænes op til gavn for åndedrættet.
Spar på luften
Spar på luften, og brug kun kræfter på det, du skal. Det kan f.eks. være at tage tøj på eller gå på trapper. Og prøv at finde en rolig rytme for vejrtrækningen, når du gør det. Du kan f.eks. øve dig ved at få en anden person til at hjælpe med at lave en rytme, så du nemmere kan få den ind i kroppen.
Når du går på trapper, kan du sætte det ene ben et trin op og læne dig frem for at hvile på underarmene. Når du står i denne stilling, slapper du af i maven og kan nemmere trække vejret.
Hold pauser, når du bevæger dig, og inden du bliver alt for forpustet. Så går det hurtigere med at få vejrtrækningen til at falde til ro igen.
Spørg lægen og andre til råds
Din læge eller sygeplejerske kan give dig flere råd til, hvordan du kan lindre åndenød. Det er vigtigt, at du taler med lægen om mulige årsager til din åndenød, det kan være både fysiske og psykiske. Det er vigtigt for, at du kan få den behandling, der er bedst for dig.
Det kan også være en god idé at tale med en fysioterapeut, der kan give afspændingsøvelser og hvilestillinger, så du ved, hvad du kan gøre, hvis du får svært ved at trække vejret.