Behandling af ikke-småcellet lungekræft
Behandling af ikke-småcellet lungekræft afhænger af, om kræften er afgrænset eller har spredt sig tæt på eller til andre organer. Lægen vurderer også, hvad der vil være den bedste behandling ud fra ens generelle helbred, og hvad man vil kunne tåle.
Overordnede behandlingsmuligheder
Ud fra de indledende undersøgelser afgør lægerne omfanget af sygdommen. På baggrund af dem og dit helbred generelt tilbyder de dig den behandling, der er bedst egnet.
Der findes tre overordnede inddelinger af sygdommens omfang og behandlingsmulighederne:
- Lokal lungekræft: Når knuden er lille og uden spredning til fjerntliggende lymfeknuder eller andet væv. Her er det ofte muligt at fjerne knuden ved en operation. I nogle tilfælde får man efterbehandling med kemoterapi og eventuelt immunterapi
- Lokoregional lungekræft: Når der er spredning til de lokale lymfeknuder, eller knuden sidder fast i det omgivende væv. Her kan man ofte blive behandlet med en kombination af kemoterapi, strålebehandling, operation og eventuelt også immunterapi
- Lungekræft med spredning til andre dele af kroppen: Når der er spredning til lymfeknuder i flere områder eller til andre dele af kroppen. Behandlingen er kemoterapi, stråleterapi, immunterapi eller såkaldt 'målrettet behandling'
Herunder kan du læse, om de forskellige behandlinger.
Operation
Ca. 25 pct. med ikke-småcellet lungekræft kan blive opereret. Hensigten med at operere er at fjerne alt kræftvæv. Ved operationen fjerner lægen den lungelap eller en del af den lungelap, hvor kræften sidder (lobektomi eller segmentektomi). Hvis man har dårlig lungefunktion eller lider af anden alvorlig sygdom, fjerner lægen kun knuden – det kræver, at knuden er afgrænset. I sjældne tilfælde hvor der er tale om en stor kræftknude, kan det være nødvendigt at fjerne hele lungen (pneumonektomi).
Operationen foregår i fuld bedøvelse og oftest ved en kikkertoperation. Ved en kikkertoperation laves der kun nogle mindre huller til instrumenterne, og for at kirurgen kan få den fjernede del af lungen ud. Kikkertoperation er derfor ikke egnet, hvis hele lungen må fjernes. Her åbner man i stedet mellem to ribben.
Som afslutning på operationen får man ofte lagt et dræn i brysthulen. Drænet fjerner overskydende væske fra det opererede område og sørger for, at lungen folder sig helt ud. Det fjernes igen efter 1-2 dage.
Efter operationen
Det er almindeligt at have smerter efter operationen. Langt de fleste bliver behandlet for smerterne med lokalbedøvelse og smertestillende piller. Der er også nogle få, som inden operationen får lagt en ganske tynd plastikslange ind ved nerverne i ryggen (et epidural-kateter), som man kan få smertestillende medicin igennem i dagene efter operationen.
Smerterne kan også lindres ved, at en fysioterapeut instruerer i åndedræts- og hosteøvelser.
Trådene fra operationen bliver fjernet cirka 10 dage efter operationen, medmindre der er brugt selvopløselige tråde.
Ved operationen vurderer lægen også, hvor udbredt sygdommen er. Det fjernede væv og nogle lymfeknuder bliver undersøgt i mikroskop for at se, hvor aggressiv sygdommen er.
Ved EGFR-muteret ikke-småcellet lungekræft i stadie 3a
Hvis man har EGFR-muteret ikke-småcellet lungekræft i stadie 3a anbefales det, at man får supplerende behandling med stoffet osimertinib efter operation. Målet med denne ekstra behandling er at nedsætte risikoen for, at kræften kommer igen efter operationen.
Læs mere om behandling og bivirkninger:
Hvis man ikke kan blive opereret
Stereotaktisk strålebehandling
Hvis man f.eks. har nedsat lungefunktion eller andre lidelser som KOL eller hjertesygdom, kan det betyde, at man ikke kan blive opereret. I stedet kan man få tilbudt stereotaktisk strålebehandling, som er er højdosis af røntgenstråler, der sendes fra flere vinkler ind mod et lille afgrænset område.
Stereotaktisk strålebehandling kan være en mulighed, hvis man kun har små knuder, der ligger frit i lungen, og som ikke har spredt sig til lymfeknuderne.
I nogle tilfælde vil man også kunne få tilbudt stereotaktisk strålebehandling mod knuder, der ligger tættere på brystskillevæggen, men det øger risikoen for bivirkninger.
Behandling ved lokal spredning
Kemoterapi og strålebehandling
Hvis kræften har spredt sig til de nærmeste lymfeknuder (stadie 3b), er det ikke muligt at fjerne den ved en operation. Her kan strålebehandling, kemoterapi og eventuelt immunterapi i nogle tilfælde give langvarig god effekt.
Behandlingen strækker sig over 3-12 måneder afhængigt af, om du også får immunterapi. Det har som regel en række bivirkninger. Så for at kunne tåle behandlingen skal man have en rimelig god almentilstand og lungefunktion, og området, der er ramt af lungekræft, må ikke være for stort.
Hvis det er muligt, bliver man behandlet med tre serier kemoterapi. Man vil få strålebehandling hurtigst muligt, som regel ved anden serie kemoterapi.
Strålebehandlingen foregår ambulant, så man behøver ikke at blive indlagt. Man får som regel fem strålebehandlinger om ugen i 6,5 uge.
På grund af risiko for tilbagefald, skal man følges med kontrolscanninger i 5 år efter, at kemoterapien og strålebehandlingen er afsluttet.
Immunterapi efter strålebehandling
Når kemo- og strålebehandlingen er afsluttet, og hvis scanningen har vist, at kræftsygdommen er i ro, kan man blive tilbudt behandling med immunterapi i 12 måneder. Det kræver, at man er særligt følsom for immunterapi. Læs mere om medicinen:
Bivirkninger ved strålebehandling kan lindres
Strålebehandling kan give bivirkninger under og efter behandlingen afhængigt af dosis og hvor stort et område, der bliver bestrålet. Når man får stråler på brystkassen, kan det medføre synkebesvær, åndenød, hoste og eventuelt feber. På afdelingen kan de få vejledning i, hvordan bivirkningerne bedst kan lindres.
Synkebesværet aftager som regel i løbet af et par uger efter behandlingens afslutning. Hoste og åndenød opstår i visse tilfælde efter strålebehandlingen i uger til måneder efter, at strålebehandlingen er afsluttet. Lægen vurderer, om du eventuelt skal behandles med binyrebarkhormon (prednisolon).
Behandling af spredning til andre dele af kroppen (fjern-metastaser)
Målrettet behandling, immunterapi og/eller kemoterapi
Ved fremskreden ikke-småcellet lungekræft kan man få lindrende og livsforlængende behandling i form af målrettet behandling, immunterapi og/eller kemoterapi.
På diagnosetidspunktet vil lægen undersøge vævsprøverne og vurdere, om målrettet behandling eller immunterapi kan være en fordel for dig.
Hvis lungekræften har spredt sig til knoglerne, kan strålebehandling lindre smerterne. Behandling med de såkaldte bisfosfonater kan også mindske smerter i knoglerne og hæmme nedbrydning af knoglevæv.
Antistoffet denosumab har en lignende virkning. Du kan læse mere om behandling af knoglemetastaser her:
Behandling af knoglemetastaser
Målrettet tabletbehandling i stedet for kemoterapi
En specialundersøgelse af kræftknuden kan afgøre, om der er genvarianter (ændringer) i f.eks. EGFR-, ALK-genet, ROS1- RET- eller KRAS-genet. Hvis det er tilfældet, kan man eventuelt have gavn af målrettet (targeteret) medicinsk behandling med tyrosin kinase-hæmmere (TKI).
Genvarianterne er vækst-signalsystemer i kræftcellerne, og den målrettede behandling er en tabletbehandling, der virker ved at stoppe disse vækstsignaler, som stimulerer kræftcellerne.
En lille andel af patienter med genvariant i EGFR- eller ALK-genet i kræftvævet lever markant længere uden forværring af kræften, hvis de behandles med TKI, end hvis de kun får kemoterapi.
Hvis man får målrettet behandling, f.eks. med TKI, vil man i mange tilfælde senere hen få behandling med kemoterapi og/eller immunterapi.
Immunterapi
Hos ca. 35 pct. viser vævsprøverne, at kræftcellerne er særlige følsomme for immunterapi som den første behandling. Behandlingen sker med såkaldte checkpoint-hæmmere (antistoffer).
Immunterapien virker ved, at immunsystemet aktiveres til selv at angribe kræftcellerne.
For at finde ud af om man kan have gavn af immunterapi, får man undersøgt vævsprøver af kræften. Immunterapi alene eller i kombination med kemoterapi giver bedre resultater med hensyn til overlevelse og livskvalitet end kemoterapi, og det har vist sig, at nogle patienter har en særdeles langvarig virkning af immunterapien.
Selv om immunterapi eller kombinationen af immunterapi og kemoterapi har forbedret behandlingen hos mange mennesker med ikke-småcellet lungekræft, er der på nuværende tidspunkt en del, for hvem behandlingen desværre ikke virker.
Bivirkninger ved immunterapi kan udvikle sig alvorligt
Bivirkningerne er som regel milde, men kan udvikle sig meget alvorligt, hvis de ikke håndteres korrekt. De kan opstå på alle tidspunkter under behandlingen og i flere måneder efter, at behandlingen er afsluttet.
Bivirkningerne kræver hurtig og korrekt behandling, og langt de fleste forsvinder, hvis de behandles i tide. Det er derfor vigtigt, at man søger læge, hvis man oplever:
- Nyopstået tør hoste, åndenød
- Øget antal afføringer evt. med samtidige mavesmerter, blod i afføringen eller mørkfarvet, ildelugtende afføring
- Mørk urin, skummende eller meget uklar urin
- Hovedpine, ekstraordinær træthed, smerter bag øjnene, nedtrykthed, synsforstyrrelser
- Rødme og udslæt, ofte kløende - væskende sår er et mere alvorligt tegn
- Påvirkning af bevidsthed (du bliver sløv eller konfus), nedsat kraft- og følesans i arme/ben
Kemoterapi
Kemoterapi er stadig en vigtig behandling, både med og uden samtidig immunterapi, men også hvis immunterapi og målrettet behandling ikke længere virker.
Lægen kan i nogle tilfælde også vælge at give kemoterapi sammen med immunterapi.
Mange oplever en positiv effekt af kemoterapi, men behandlingen kan ofte have bivirkninger, og effekten er desværre ofte kun midlertidig.
Til behandling af ikke-småcellet lungekræft får man en kombination af to forskellige typer kemoterapi, som man får gennem et drop i armen. En del af behandlingen kan man dog få som tabletter.
Man får normalt fire behandlingsserier i alt. En serie består af kemoterapi på dag et og dag otte, efterfulgt af 2 ugers pause.
Der findes også kemoterapi, der kun gives i drop på dag ét efterfulgt af 3 ugers pause.
I nogle tilfælde kan man efter fire behandlinger blive tilbudt at fortsætte med den ene slags kemoterapi, hvis man tåler behandlingen godt og har gavn af den. Det samme gælder, hvis man samtidig får immunterapi.
For at kunne følge effekten af behandlingen får man foretaget en CT-scanning af brystkassen og den øverste del af bughulen både før og efter kemoterapi.
Man får også taget blodprøver for at se, om immunforsvaret, leveren og nyrerne kan tåle kemoterapien.
Bivirkninger ved kemoterapi kan lindres
Bivirkningerne ved kemoterapi afhænger af, hvilke typer medicin man får. De mest almindelige bivirkninger er kvalme, træthed, forstoppelse og prikken i fingre og fødder.
Kemoterapi hæmmer knoglemarvens funktion, hvilket kan give blodmangel og øget risiko for blødning og infektion. Langt de fleste bivirkninger kan forebygges eller lindres med medicin. Det er derfor vigtigt, du taler med din læge om, hvad du kan forvente - og hvad du oplever.
Hvad er kemoterapi?
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i kurser og fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk