Opfølgning efter lungekræft
Når du har afsluttet behandlingen, bliver du som regel tilbudt at komme til opfølgningsbesøg på hospitalet. Her kan du få justeret din medicin løbende, hvis der er behov. Du har også mulighed for at få hjælp til gener og bivirkninger og for at få undersøgt eventuelle symptomer.
Opfølgning efter behandlingen
Opfølgning efter operation
Hvis du er blevet opereret, går du kortvarigt til kontrol på den afdeling, hvor operationen foregik. Herefter foregår opfølgningerne på en lungemedicinsk afdeling eller en kræftafdeling (onkologisk) - som regel i op til 5 år.
Opfølgning efter medicinsk behandling
Hvis du har fået kemoterapi og/eller immunterapi eller kemo- og stråleterapi, bliver du tilbudt opfølgning i 5 år. Besøgene foregår på en kræftafdeling (onkologisk afdeling).
Formålet med opfølgningsbesøgene er blandt andet at tjekke, om du skal have justeret din medicin, have behandlet nye gener og måske undersøgt nye symptomer.
Fortæl om gener og symptomer
Ved besøgene kan lægen undersøge og behandle dig, hvis der er problemer eller bivirkninger i forbindelse med den tidligere behandling.
Det er vigtigt at fortælle lægen om, hvordan du har det, og om du oplever ændringer eller gener, så lægen kan vurdere, om du skal have supplerende undersøgelser og eventuelt behandling eller lindring. Fortæl derfor lægen, hvis du oplever nye gener eller symptomer. Det kan f.eks. være hoste, smerter, synkeproblemer, vægttab, åndenød.
Lægen vil også kunne rådgive dig om f.eks. kost, livsstil eller hjælpemidler - eller henvise dig til andre fagpersoner, der kan.
Hvis du ryger, vil lægen anbefale, at du stopper og tilbyde dig hjælp til at holde op med at ryge.
Læs mere om opfølgningsforløb generelt:
Gode råd om at gå til opfølgning
- Når du bliver udskrevet, så spørg din læge på afdelingen, hvor tit du skal komme til opfølgning
- Hør også hvilke særlige symptomer, du skal være opmærksom på, og hvem du skal kontakte, hvis symptomerne opstår
- Skriv ned, hvordan du har haft det siden sidste besøg, og giv denne viden videre ved opfølgningsbesøget
- Det er en god ide at skrive alle dine spørgsmål ned i forvejen
- Tag gerne en pårørende eller en ven med til besøgene. Det er en god støtte for mange
Her kan du få inspiration til, hvordan du kan forberede dig til mødet med lægen:
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i kurser og fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk