Statistik om lungekræft
Her kan du se statistik for, hvor mange der får lungekræft hvert år, hvor mange der lever med sygdommen, og hvor mange der dør af den. Husk at statistik er baseret på et gennemsnit og ikke siger alt om de enkelte tilfælde af sygdommen. Inden du læser videre, kan du overveje, om gennemsnitstal tilføre noget positivt til din opfattelse af dit sygdomsforløb.
Inden du læser statistik
Det er en god idé at overveje, om du vil kende til risiko og lægens vurdering af et sandsynligt forløb for din kræftform.
Nogle synes, det er godt med noget konkret at forholde sig til. Andre synes, at de er skræmmende og upersonligt. Mærk efter, hvordan du selv har det, og hvilken betydning du tror, det kan have for dit forløb.
Husk, der er tale om gennemsnitstal
Det er vigtigt at huske, at statistik er gennemsnitstal, som er beregnet ud fra store patientgrupper. Tallene siger derfor noget om, hvordan det er generelt, og ikke hvordan det er for præcis dig og dit forløb.
Statistik for lungekræft
Generelt har antallet af nye tilfælde (incidensen) hos mænd været faldende i en lang periode, men er nu stabilt. For kvinder har antallet af nye tilfælde været stabilt i mange år.
For både mænd og kvinder har overlevelsen været stigende de seneste mange år.
Herunder kan du se tal for, hvor mange i Danmark der rammes af lungekræft, hvor mange der lever med sygdommen, og hvor mange der dør af den:
Antal personer med lungekræft i Danmark |
Mænd |
Kvinder |
Antal nye tilfælde pr. år: (Gennemsnit for årene 2017-2021) |
2.452 | 2.558 |
Antal personer som lever med diagnosen ved udgangen af 2021: (Dvs. både personer, som er i behandling eller går til kontrol, og personer, som betragtes som raske). |
6.567 | 8.828 |
Overlevelsen ved lungekræft* |
Mænd |
Kvinder |
Efter 1 år | 53 pct. | 61 pct. |
Efter 5 år** | 25 pct. | 32 pct. |
*Overlevelsen er defineret som ’relativ overlevelse’ for patienter diagnosticeret 2017-2021. Den relative overlevelse er et skøn over, hvor mange der overlever en bestemt kræftsygdom i f.eks. 1 eller 5 år efter diagnosen. Den ’relative overlevelse’ svarer altså til overlevelsen, hvis døden kun skyldes den konkrete kræftform.
**Efter 5-10 år vil risikoen for at dø af ens sygdom være meget mindre, så det næsten svarer til resten af befolkningen.
Hvor mange dør af sygdommen? |
Mænd |
Kvinder |
Dødsfald pr. år: (Gennemsnit fra årene 2017-2021) |
1.774 | 1.737 |
Få flere nøgletal om lungekræft
Se flere nøgletal og udviklingen over tid:
Pdf-fil med grafer og nøgletal
Databasen NORDCAN
NORDCAN er en database med detaljerede oplysninger om kræftsygdomme i Norden. Du kan lave udtræk fra databasen og få resultaterne præsenteret i grafer og tabeller. Tallene opdateres løbende.