Hvad er mavesækskræft?
Mavesækskræft er en kræftsygdom, der opstår i mavesækken og kaldes også 'ventrikel cancer'. I de senere år er der kommet nye og mere målrettede behandlinger, som har forbedret overlevelsen for mange mavekræftpatienter.
Om mavesækken
Mavesækken er bygget op af kraftige muskler og er beklædt med en slimhinde. Mavesækkens funktion er at nedbryde mad, ved hjælp af mavesaft.
Mavesækken producerer omkring 2 liter mavesaft i døgnet. Mavesaft er med til at nedbryde den mad, vi indtager, fordi den har et højt indhold af enzymer og saltsyre.
Tegn på mavesækskræft
Kræft i mavesækken giver som regel symptomer som tidlig mæthed, trykkende fornemmelse i maven og kvalme. Mange oplever også vægttab, fordi man mangler appetit eller døjer med kvalme.
Sidder kræftknuden tæt på spiserøret, vil man opleve symptomer som synkebesvær eller smerter i brystet.
Fælles for symptomerne er, at man godt kan have dem, uden at det nødvendigvis behøver at være kræft. Dog er det en god idé at gå til lægen, hvis symptomerne fortsætter.
Hvorfor opstår kræft i mavesækken?
Årsagen til mavekræft er ofte ukendt. Kræften ses dog tit hos personer, som har haft infektioner med bakterien Helicobacter pylori i mavesækken. Bakterien forekommer dobbelt så ofte hos mænd i forhold til kvinder.
Faktorer som Epistlen Barr virus, overvægt og sandsynligvis også et højt alkoholforbrug kan også øge risikoen for at udvikle mavesækskræft. I sjældne tilfælde kan kræft i mavesækken være arveligt.
Sygdommen i tal
I Danmark fik 228 kvinder og 508 mænd om året konstateret mavesækskræft i perioden mellem 2017-2021.
Ved udgangen af 2021 var der 992 kvinder og 1.822 mænd der levede med mavesækskræft. Det vil sige, at de enten var i behandling, gik til opfølgning eller blev anset som raske.
Igennem de sidste 50 år har kræft i mavesækken været faldende, hvilket kan skyldes, at mad i dag har en længere holdbarhed, end hvad det førhen har haft.
Behandling
Behandlingen for kræft i mavesækken vil som regel være operation, hvor man får fjernet mavesækken eller dele af mavesækken. Der findes forskellige typer af operationer alt efter, hvor kræftknuden sidder.
Hvis kræften har spredt sig, og det ikke er muligt at få en operation, vil man i stedet blive tilbudt kemoterapi og i nogle tilfælde strålebehandling. Kemoterapi og strålebehandling kan holde sygdommen i ro og eventuelt dæmpe de gener, der muligvis kan opstå.
Hvad sker der efter behandlingen?
Når man har afsluttet behandlingen, vil man få et tilbud om at gå til opfølgning på hospitalet. Opfølgningsforløbet efter mavesækskræft tilpasses den enkelte patient og er nødvendigvis ikke ens for alle.
Besøgene foregår ikke altid på det hospital, som man er blevet behandlet på. De kan også foregå på lokale hospitaler eller hos egen læge. Ved opfølgningsbesøgene bliver man undersøgt for, om man har tegn på tilbagefald.
Det er også ved opfølgningsbesøgene en god idé at tale med sin læge om eventuelle bekymringer og spørgsmål og få hjælp til at lindre gener eller senfølger.
Generelt om kræft
Kræft er en sygdom i kroppens celler. Kræft kan opstå, hvis cellerne et sted i kroppen begynder at vokse ukontrolleret og uden formål.
Mere om kræft