Årsager til modermærkekræft
De primære årsager til modermærkekræft er overdreven soldyrkning og svære solskoldninger, især i barndommen og i ungdommen. Solarier er lige så farlige som solen og øger også risikoen for at udvikle modermærkekræft. Arvelige forhold kan i sjældne tilfælde spille en rolle.
Soldyrkelse øger risikoen
Solen og solarier er årsag til modermærkekræft, fordi hudens celler beskadiges af ultraviolet stråling (uv-stråling).
Enhver soldyrkelse øger risikoen for at udvikle modermærkekræft. Solbadning og solarier øger risikoen for alle – og særligt for unge under 18 år og for mennesker med lys hud.
Modermærkekræft er den hyppigste kræftform blandt unge danske kvinder i alderen 15-34 år og den tredjehyppigste kræftform blandt unge danske mænd.
Solarier og modermærkekræft
Solariebrug øger risikoen for at få modermærkekræft med 20 pct. Solarier er imidlertid farligst for unge, da risikoen for at få modermærkekræft er øget med 60 pct., hvis man går i solarium, inden man fylder 35 år. Risikoen for at få modermærkekræft stiger med hyppigheden af solariebrug.
Solariebrug er også farligt, selvom man ikke bliver skoldet, og der er ingen nedre grænse, der kan betegnes som sikker. Australien og Brasilien har forbudt al kosmetisk solariebrug for hele befolkningen, og flertallet af vestlige lande har indført aldersgrænse på 18 år for solariebrug (enkelte lande 16 år).
Udseende og antal af modermærker har indflydelse på risiko
Nogle mennesker er særligt udsatte i forhold til at udvikle modermærkekræft. Det gælder, hvis man har et eller flere karakteristika:
- Lys hud, som ikke nemt bliver brun
- Fregner
- Blondt eller rødt hår
- Blå øjne
- Over 100 modermærker
Personer med øget risiko
Nogle har større risiko for at få modermærkekræft. Det gælder, hvis man tidligere har haft modermærkekræft, eller hvis man er i familie med nogen, der har haft modermærkekræft.
I meget sjældne tilfælde skyldes udviklingen af modermærkekræft arvelige forhold.
Personer der tidligere har haft modermærkekræft har øget risiko
Personer, der tidligere har haft modermærkekræft, har større risiko for at få en ny modermærkekræft sammenlignet med den øvrige befolkning.
Personer i familier med flere tilfælde af modermærkekræft har let øget risiko
Det kan være en god idé at få tjekket sine modermærker hos en hudlæge, hvis der er flere tilfælde af modermærkekræft i familien.
Da der er øget risiko for modermærkekræft hos disse familier, kan lægen holde øje med modermærkerne og opdage udviklingen af eventuel kræft tidligt og sætte behandlingen i gang.
Har man få modermærker, er man dog i lav risiko, selvom man har en pårørende med modermærkekræft. I mange tilfælde kan man selv holde øje med sine modermærker. Hudlægen vil vurdere din hud og kan instruere dig i, hvordan du selv kontrollerer din hud.
Arvelig modermærkekræft
Få procent af tilfældene af modermærkekræft optræder familiært og er arvelige.
Tilstanden skyldes sygdomsdisponerende genvarianter i generne: CDKN2A, CDK4 eller BAP1 eller i sjældne tilfælde andre gener. Der er internationalt i nogle få familier fundet sygdomsdisponerende genvarianter i andre gener. Nogle forandringer i genet CDKN2A medfører også øget risiko for bugspytkirtelkræft, men det ser ud til primært at være i Sverige og Holland. BAP1-genet medfører også øget risiko for modermærkekræft i øjet, lungehindekræft og nyrekræft.
Læs mere om arvelig kræft og rådgivning:
Arvelig risiko for kræft - overvejer du genetisk rådgivning?
Sygdomme og andre faktorer, der øger risikoen
Der findes en række sygdomme og kemikalier, der giver øget risiko for modermærkekræft: