Hvad er kræft i mundhulen?
Mundhulekræft kan opstå i hele mundhulen, mest hyppigt på tungen og i mundbunden. Behandlingen kan være enten operation eller en kombination af operation og efterfølgende strålebehandling.
Om mundhulen
Mundhulen slutter ved de forreste ganebuer og den bløde gane. Den ligger foran mandlerne og består af mundbunden, tandkødet, gummerne, den hårde gane, indersiden af læberne og tungen.
I de fleste tilfælde opstår mundhulekræft enten på tungen eller i munden (mundgulvet). Kræft i tungen er også en form for mundhulekræft.
Tegn på mundhulekræft
Symptomer på mundhulekræft er sår i mundhulen som ikke vil hele, løse tænder, problemer med at spise, smerter eller blødninger fra munden.
Kræftknuder i mundhulen viser sig i de tidligste faser som rødlige eller hvidlige områder på slimhinden. Kræftknuden kan senere hen føles hård og fast, og man kan opleve at få smerter.
Hvorfor opstår mundhulekræft?
Rygning og alkohol er de mest almindelige årsager til mundhulekræft. Kombinationen af rygning og alkohol øger risikoen markant. Risikoen stiger jo mere, man drikker, og jo mere man ryger.
Har man tidligere haft kræft i mundhulen, er der en øget risiko for at få tilbagefald, eller få en anden type af kræft i hoved-hals området.
Sygdommen i tal
I perioden mellem 2017-2021 fik gennemsnitlig 151 danske mænd og 70 danske kvinder konstateret tungekræft om året. I samme periode var der 232 mænd og 140 kvinder om året, som fik konstateret andre typer af kræft i mundhulen.
Ved udgangen af 2021 levede 1.015 mænd og 556 kvinder med tungekræft, mens 1.639 mænd og 1.171 kvinder levede med andre typer af mundhulekræft. Det er personer, som var i behandling, gik til kontrol eller blev betragtet som raske.
Behandling
Operation vil oftest være den primære behandlingsform for mundhulekræft. Dog kræver det, at knuden teknisk kan fjernes fuldstændigt uden at efterlade for store forandringer og gener.
Hvis knuden er stor, eller der er spredning til halsens lymfeknuder, vil man få tilbudt strålebehandling efter operationen.
Hvad sker der efter behandlingen?
Når behandlingen er afsluttet, bliver man tilbudt et opfølgningsforløb. Opfølgningsbesøgene er til for, at lægen kan holde øje med eventuelt tilbagefald og give råd om, hvordan man bedst muligt kan få hjælp til gener eller senfølger. Hvis der opstår bekymrende symptomer, kan man også henvende sig før planlagte kontroltid og blive undersøgt af en læge.
Opfølgningsbesøgene giver også god anledning til at få talt med lægen om sine spørgsmål, tanker og bekymringer.
Hvis man har vanskeligheder med at tale efter operationen, kan man blive henvist til en talepædagog, som kan hjælpe med stemmetræning.
Generelt om kræft
Kræft er en sygdom i kroppens celler. Kræft kan opstå, hvis cellerne et sted i kroppen begynder at vokse ukontrolleret og uden formål.
Mere om kræft