Symptomer på kræft i munden
Kræft i munden kan opstå på indersiden af læberne eller i resten af mundhulen. De fleste tilfælde af kræft i mundhulen opstår på tungen eller i mundgulvet.
Du skal gå til læge, hvis du oplever:
- Sår i mundhulen, som ikke vil hele
- Knude i mundhulen
- Blødning fra munden
- Løse tænder
- Tandprotese, der ikke længere passer
- Smerter, der stråler ud til kæben eller øret
- Problemer med at spise
- Hævede lymfeknuder på halsen
Nubrede områder kan være tegn på mundhulekræft
Kræftknuder i selve mundhulen viser sig i de tidligste faser ofte som rødlige (erythroplaki), hvidlige (leukoplaki) eller rødhvide (erythroleukoplaki) nubrede, ujævne områder på slimhinden.
Knude i slimhinden og måske blødning
Hvis knuden bliver lidt større, vil den ofte føles som et fast, hårdt område i slimhinden. Sommetider kommer der et sår på størrelse med knuden, som efterhånden kan komme til at ligne et krater. I nogle tilfælde kan det bløde fra såret i munden, og tænderne kan blive løse.
Kræft i mundhulen kan vokse ind i knoglen
Hvis knuden sidder tæt på kæbeknoglen, kan den vokse ind i knoglen og med tiden ødelægge den. Hvis knuden sidder tæt på en eventuel tandprotese, kan den betyde, protesen ikke længere passer.
Knuden kan give smerter i munden
Efterhånden som knuden vokser, vil man opleve smerter. I starten vil det kun være, når man rører ved den. Smerterne kan også stråle ud i kæben eller op i øret. Ofte vil man få problemer med at spise, hvilket kan føre til, at man taber sig.
Mundhulekræft kan sprede sig til lymfeknuder på halsen
Kræft i munden kan sprede sig med lymfen til de nærliggende lymfeknuder på halsen. Spredning sker sjældent ved læbekræft, men hyppigt ved kræft i selve mundhulen. Et symptom på mundhulekræft kan derfor også være en hævet knude på halsen. Derimod er det heldigvis sjældent, at kræft i munden spreder sig med blodet til andre dele af kroppen.
Gør en forskel for kræftsagen
Som medlem af Kræftens Bekæmpelse er du er med til at sikre banebrydende forskning, forebyggelsesindsatser og støtte til alle, der er berørt af kræft. Vi tilbyder forskellige typer medlemskab, så du kan støtte på den måde, der passer dig.
Bliv medlemVil du være frivillig?
Fantastiske events, politiske indsatser og støtte til mennesker berørt af kræft. Kræftens Bekæmpelses frivillige laver mange slags arbejde, men alle har de det til fælles, at de gør en forskel for kræftsagen.
Læs om at være frivillig