Diagnose og stadieinddeling af kræft i munden
At få stillet en diagnose vil sige, at du får bestemt sygdommens art og udviklingen af den. Du kan først få stillet diagnosen, når en vævsprøve af knuden viser, at der er tale om kræftceller. Kræft i munden inddeles i stadier. Inddelingen er vigtig for, at du kan få tilbudt den behandling, som er bedst for netop dig.
Forskellige typer kræft i munden
Den mest almindelige type kræft i munden opstår i de celler, der beklæder mundhulen. Denne type kræft hedder pladecellekræft og kaldes også planocellulært karcinom.
I sjældnere tilfælde kan kræft i mundhulen opstå i en spytkirtel eller i et modermærke på slimhinden. Kræft i munden kan også være et lymfom (lymfekræft) eller et sarkom.
Undersøgelser på hospitalets øre-næse-halsafdeling
Som regel bliver du undersøgt på hospitalets øre-næse-halsafdeling. Lægen tager en vævsprøve (biopsi) fra knuden. Det kan enten foregå i lokalbedøvelse eller i fuld bedøvelse. Hvis lymfeknuderne kan mærkes på halsen, vil lægen også ofte tage en prøve af knuden med en ganske fin nål.
Du kan først få stillet diagnosen kræft i munden, når en vævsprøve af knuden er undersøgt i mikroskop, og der er fundet kræftceller.
Stadieinddeling viser, hvor udbredt sygdommen er
Hvis der er tale om kræft, danner lægen sig et overblik over sygdommens karakter og udbredelse. Dette kaldes at stadieinddele sygdommen.
En lang række undersøgelser hjælper lægerne til at stille diagnosen og fastslå, hvilket stadie sygdommen er på. På baggrund af disse undersøgelser kan lægerne vælge den optimale behandling.
Der er forskellige formål med undersøgelserne. Nogle har til formål at finde årsagen til symptomerne og kortlægge nøjagtig, hvor kræften befinder sig, så lægen kan planlægge at fjerne den bedst muligt ved operation.
Andre undersøgelser har til formål at finde ud af, om kræften er begyndt at vokse ind i vævet omkring kræftknuden, eller om kræften har spredt sig til andre organer. Afhængigt af ens symptomer, får man foretaget nogle af de undersøgelser, der er beskrevet herunder.
Undersøgelse af almentilstand
Du får foretaget en almindelig lægeundersøgelse og en vurdering af tænderne. Som en del af undersøgelsen, bliver du desuden vejet og får taget blodprøver, så lægen kan vurdere din almentilstand. Derudover bliver du spurgt om tobaks- og alkoholforbrug, da det har betydning for udviklingen af sygdommen.
Lægen føler også efter for eventuelle knuder og hævede lymfeknuder i området omkring halsen.
Scanning af halsregionen
Der foretages altid en scanning af halsregionen. Scanningen er oftest en ultralydsscanning og en MR-scanning, men det kan også være en CT-scanning eller en kombineret PET/CT-scanning.
Læs mere om de forskellige typer af scanninger:
Røntgenundersøgelse af kæben og lungerne
Hvis knuden sidder tæt på tænderne eller kæben foretages en CT-scanning.
Der foretages også en CT-scanning af lungerne for at se, om sygdommen har spredt sig.
Operation kan også vise, om sygdommen har spredt sig
Hvis du har fået en operation, hvor knuden er blevet fjernet, kan lægen på baggrund af operationen vurdere, hvor udbredt sygdommen er. Både kræftknuden og lymfeknuderne bliver undersøgt under mikroskop. Lymfeknuderne undersøges for at vurdere, om kræften har spredt sig til dem.
Undersøgelsesresultater og valg af behandling
Alle oplysninger og undersøgelsesresultater samles som regel på et specialcenter for kræft. Når undersøgelsesresultaterne er klar, kan øre-næse-halskirurgen og kræftlægen (onkologen) oplyse dig om sygdommens stadie. Ud fra det samlede billede kan lægerne tage stilling til hvilken form for behandling, der vil være bedst for dig.
Sygdommens forløb afhænger af mange ting
Sygdommens forløb er afhængig af sygdommens stadium, men også af din almene helbredstilstand og flere andre faktorer.
Stadieinddeling bruges til at finde den bedste behandling
Stadieinddeling beskriver, hvor udbredt kræften er. Lægen bruger stadieinddelingen til at vurdere hvilken behandling, der vil have den bedste effekt.
Stadieinddelingen kan også sige noget om mulighederne for at blive helbredt. Mulighederne for at blive helbredt er størst, når sygdommen konstateres tidligt og ikke har spredt sig. Stadieinddeling betyder desuden, at lægen kan kontrollere effektiviteten af den givne behandling.
Kræft i mundhulen inddeles i fire stadier, afhængigt af hvor meget sygdommen har bredt sig i kroppen. Stadieinddelingen følger internationale retningslinjer.
System til stadieinddeling
Kræft i munden kan inddeles i stadie 1 – 4.
Stadium 0 (carcinoma in situ) betegner et forstadium til kræft, hvor der er kræftceller til stede, men cellerne endnu ikke er brudt gennem mundens slimhinde. Hvis et forstadie ikke bliver behandlet, er der stor risiko for, at det udvikler sig til kræft.
- Stadie 1 betegner en knude i munden, der er mindre end 2 cm i diameter
- Stadie 2 betegner en knude i munden, som er 2 cm eller mindre og har 5-10 mm indvækst i vævet, eller som er mindre end 4 cm og har mindre end 10 mm indvækst i vævet
- Stadie 3 betegner en knude i munden, der enten er større end 4 cm eller har mere end 10 mm indvækst i vævet, eller en hvilken som helst størrelse knude, der har spredt sig til én lymfeknude (der er mindre end 3 cm) på samme side af halsen
- Stadium 4 betegner en knude, der har bredt sig i munden, til lymfeknuder på halsen eller til andre dele af kroppen, f.eks. lunger eller knogler
TNM-systemet
Et andet system, der bruges til stadieinddeling, er det såkaldte TNM-system.
Med TNM-systemet kan man kategorisere knudens størrelse og spredning til væv, lymfeknuder eller andre dele af kroppen.
- T beskriver, hvor stor og hvor dybt knuden (tumor) er vokset
- N beskriver graden af spredning til lymfeknuder (nodes)
- M beskriver, om der er spredning (metastaser) længere væk end mund- og halsområdet
Læs mere om, hvordan lægerne bestemmer sygdommens stadie:
Tillad dig selv at være vred, ked af det eller andre følelser, som dukker op. Mit råd er at sørge for at kontakte nogen, som kan hjælpe dig gennem de første chokreaktioner, f.eks. en rådgiver hos Kræftens Bekæmpelse.
Anbefaling af behandling vurderes af ekspertteam
Udredning og behandling af kræft i mundhulen er fastlagt i nogle generelle behandlingsprincipper, men det betyder ikke, at alle patienter behandles ens. Tværtimod skræddersys behandlingen til den enkelte patient på baggrund af, hvad de forskellige undersøgelser har vist om sygdommens udbredelse, og i forhold til, hvad den enkelte patient bedst tåler og selv er indstillet på.
Når de forskellige undersøgelser er udført, gennemgås resultaterne ofte i et ekspertteam (såkaldt multidisciplinært team, MDT), som består af røntgenlæger, patologer (dem der undersøger vævsprøverne), onkologer (kræftlæger med speciale i kemo- og strålebehandling), samt særligt uddannede kirurger. Teamet når frem til en konklusion og en anbefaling til den behandling, der passer bedst til dig.
Hvad sker der, hvis du får diagnosen mundhulekræft
Når lægerne har vurderet alle undersøgelsesresultaterne, bliver du indkaldt til samtale med en læge - det vil i de fleste tilfælde være en øre-næse-halskirurg. Lægen vil fortælle dig om teamets anbefaling af behandling.
Behandling af kræft i mundhulen kan bestå af operation eller strålebehandling. Ofte styres behandlingen i et samarbejde mellem øre-næse-halskirurger og kræftlæger med speciale i kemo- og strålebehandling.
Det er vigtigt at vide, at selv om kirurgen kommer med et tilbud om behandling, er det til syvende og sidst altid din egen afgørelse, hvilken behandling du siger ja til. Ofte er der nogle andre muligheder at vælge imellem, og derfor er det vigtigt at have en ven eller familie med til samtalen, så beslutningen kan hvile på en grundig snak om fordele og ulemper. Du har også altid ret til at udbede dig betænkningstid, hvis du er i tvivl.
Mange afdelinger har også forskningsforsøg, hvor nye behandlingsmetoder afprøves. Hvis du bliver tilbuds at indgå i et forsøg, vil du få grundig information om det, inden du beslutter dig.
Husk, at alle forløb er individuelle, og derfor kan (bør) man ikke sammenligne med andres sygehistorie. Hvad der er vigtigt for det ene menneske, kan være ubetydeligt for det andet.
Reaktioner på en kræftdiagnose
For de fleste mennesker kommer en kræftdiagnose som et chok – også selvom man måske længe har haft mistanke om noget alvorligt.
Det tager tid at forholde sig til en kræftsygdom – både for én selv og for ens pårørende. Mange føler sig meget uafklarede i tiden efter, de har fået stillet diagnosen, og der kan være mange ting, man skal tage stilling til. Man skal forholde sig til behandlingen, tilrettelæggelsen af hverdagen, indlæggelserne, ens økonomi og også muligheder for at få hjælp, både fra det offentlige og fra ens netværk.
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Vi tilbyder også forskellige arrangementer, kurser samt fysiske og kreative aktiviteter, hvor du kan møde andre.
Find en rådgivning nær digMød andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
Cancerforum