Første behandlingsvalg ved myelomatose
Når man lige har fået diagnosen, har man ofte symptomer, der kræver behandling med det samme. Der findes forskellige behandlinger, der retter sig direkte mod myelomatosecellerne. Valget af behandling afhænger bl.a. din alder og dit generelle helbred.
Når dit første behandlingsforløb er afsluttet, kan der være en kortere eller længere periode, hvor du ikke behøver behandling. De fleste vil i løbet af deres sygdomsforløb modtage flere forskellige typer behandling.
De forskellige behandlingsmuligheder inddeles i såkaldte 'behandlingslinjer'
Der er udbredt enighed om, hvilke behandlinger der bør bruges som første behandlingsvalg, kaldet første behandlingslinje. Den nyeste og mest effektive behandling bør man få, så længe den er virksom, og der ikke er væsentlige bivirkninger, hvilket kan vare flere år - med mindre man modtager højdosis kemoterapi og stamcelletransplantation.
Efter første behandlingslinje får mange et tilbagefald, hvor man igen har brug for behandling. Det kaldes anden linje behandling, og senere kan man få brug for tredje linje behandling osv.
Ved disse senere behandlingslinjer kan en række helt nye lægemidler komme i brug alene eller i forskellige kombinationer. Den første og anden behandlingslinje ligger i ret faste rammer, mens lægen ved de efterfølgende behandlingslinjer vælger den bedste individuelle behandling ud fra sygdommens udvikling, behandlingens effekt og eventuelle bivirkninger fra de tidligere behandlingslinjer.
På det tidspunk hvor man får stillet diagnosen myelomatose, har de fleste sygdom, som er behandlingskrævende. I nogle få tilfælde er der så alvorlige sygdomstegn, at behandlingen skal startes omgående, f.eks. påvirket nyrefunktion eller kraftige knoglesmerter. Som regel er der dog god tid til at planlægge behandlingen og f.eks. overveje sammen med lægen, om man eventuelt ønsker at blive behandlet i en protokol (et klinisk forsøg) med nye lægemidler.
Forskellige behandlinger alt efter din biologiske alder
- Er du fri for andre sygdomme og op til 65 år og måske lidt over denne alder, får du højst sandsynligt en såkaldt højdosisbehandling og autolog transplantation (transplantation med dine egne stamceller). Først får du dog medicinsk behandling, som skal gøre sygdomsbyrden mindre (reducere antallet af kræftceller)
- Er du ældre, eller har du andre sygdomme, som kan hindre behandlingen, indgår højdosisbehandling og transplantation ikke i behandlingsplanen. I stedet tilbydes du gentagne serier af mindre kraftig medicinsk behandling
Hvis du er under 65 år
Er du under eller omkring 65 år, får du først fire behandlingsserier bestående af lenalidomid (Revlimid®), bortezomib (Velcade®) og dexamethason – til sammen kaldes behandlingen RVD:
- Lenalidomid er et immunmodulerende stof som styrker kroppens eget immunforsvar overfor myelomatosen. Der er en tabletbehandling, som du får dagligt i 2 ud af 3 uger.
- Bortezomib er en proteasomhæmmer – et stof, som dræber myelomceller ret effektivt. Du får det som indsprøjtning i huden en eller to gange om ugen i to af de tre behandlingsuger, som hver behandlingscyklus består af.
- Dexamethason er et binyrebarkhormon, som hjælper kemoterapien med at dræbe kræftcellerne. Det får du kortvarigt i høj dosering for at få maksimal effekt på myelomatosen og for at minimere bivirkningerne. Du får medicinen som tabletter den dag, du får bortezomib, samt dagen efter.
Efter disse behandlingsserier vurderer lægerne effekten af behandlingen nøje. Hvis resultatet er tilfredsstillende, vil den næste behandling være høst af stamceller og transplantation.
Læs mere om medicinen og dens bivirkninger:
Hvis du er over 65 år
Hvis du er omkring eller over 65 år eller har andre sygdomme, der kan påvirke behandlingen, har den mest anvendte behandling i mange år været en tabletbehandling med lægemidlet melphalan (Alkeran®) i kombination med prednisolon, som er et binyrebarkhormon. Behandlingen forkortes MP.
De senere år er behandlingen med melphalan blevet suppleret med bortezomib (Velcade®), og så kaldes den samlede behandling MPV (melphalan, prednisolon, bortezomib (Velcade®)). MPV er væsentligt mere effektivt til behandling af myelomatose end MP alene.
-
Melphalan (Alkeran®) er en celledræbende type kemoterapi som tabletter
-
Prednison er et binyrebarkhormon, som hjælper kemoterapien med til at dræbe kræftcellerne. Binyrebarkhormon får du kortvarigt i høj dosering for at få maksimal effekt på myelomatosen og for at minimere bivirkningerne. Du får det som tabletter
-
Bortezomib (Velcade®) er en såkaldt proteasomhæmmer, som du får som indsprøjtning i huden en eller to gange om ugen efter et bestemt skema
Behandlingen med MPV får du efter et fastlagt skema. Før hver behandling skal du kontrolleres med blodprøver, både for at vurdere, om det er forsvarligt, at du får næste behandlingsserie, og for at vurdere effekten af de forudgående behandlinger.
Traditionelt har lægerne behandlet, indtil de opnåede en tilstand, hvor mængden af M-komponenten ikke faldt yderligere, hvorefter behandlingen blev stoppet, og man fortsatte i en observationsfase. Behandlingsvarigheden har derfor kunnet variere fra patient til patient, men har ofte været omkring 1 år.
Behandlingen med MPV bruges stadig i Europa men ikke i USA, hvor en kombinationsbehandling med lenalidomid, bortezomib og dexamethason (RVD) dominerer helt. Også i Europa sker der et skift fra MPV til RVD. Mens man traditionelt har fået MPV i en fastlagt tidsperiode, bør man få RVD så længe behandlingen har effekt, og der ikke er væsentlige bivirkninger. Det kan vare flere år, men da behandlingen som regel har få bivirkninger, er livskvaliteten god under behandlingen.
Med begge behandlinger kan du få en længere periode med ro i sygdommen, et længere liv og færre bivirkninger, end man kunne opnå for blot få år siden.
Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger:
Du får behandlingen ambulant
Behandlingerne gives ambulant (dvs. at du ikke bliver indlagt) og har kun beskedne bivirkninger. Dog vil behandlingen i forbindelse med stamcelletransplantation kræve indlæggelse af 2–3 ugers varighed. Det langvarige ambulante behandlingsforløb sikrer en god livskvalitet for de fleste.
Bivirkninger ved kemoterapi
Kemoterapi kan have en række bivirkninger i form af utilpashed, kvalme, opkastninger, hårtab og øget risiko for infektioner. Det skyldes, at de normale celler også påvirkes af behandlingen. Man taber ikke håret, hvis man udelukkende behandles med melphalan i tabletform.
De nye stoffer som bortezomib eller lenalidomid giver heller ikke hårtab. Tendensen inden for behandling af myelomatose går i retning af kemoterapi-fri behandling, dvs. væk fra de traditionelt anvendte alkylerende stoffer (melphalan) over mod de nyere stoffer (immunmodulerende, proteasomhæmmere, antistoffer), som generelt både er mere effektive og mere skånsomme.
Undtagelsen er stadig behandling med højdosis melphalan i forbindelse med autolog stamcelletransplantation. Det er en behandling, som pga. den gode effekt på sygdommen endnu ikke er udkonkurreret af de nye lægemidler.
Bivirkningerne afhænger meget af, om du er blevet behandlet med mild eller stærk kemoterapi. Den enkeltes modtagelighed over for behandlingen spiller også en stor rolle for graden af bivirkninger. Heldigvis findes der en række lægemidler, som modvirker eller hæmmer bivirkningerne. I forbindelse med autolog stamcelletransplantation har man ofte brug for indlæggelse eller tæt sygehuskontakt for at få behandlet bivirkninger til behandlingen (blodtransfusioner, antibiotika, væsketilskud etc.).