Behandling mod smerter ved myelomatose
Mange patienter med myelomatose er plaget af smerter på grund af sygdommens angreb på knoglevævet. Der er forskellige muligheder for smertebehandling.
Smerterne kan lindres ved kemoterapi, strålebehandling, bisfosfonater eller denosumab. Behandlingen reducerer antallet af kræftceller og behandling med bisfosfonat eller denosumab bremser nedbrydning af knoglevævet.
Smertestillende medicin
Mange som lever med myelomatose kan have behov for smertestillende medicin. Lægerne anbefaler som regel paracetamol, og ved svære smerter kan det suppleres med morfin eller morfinlignende stoffer.
Morfin kan sløve og give forstoppelse, det er derfor vigtigt, at maven holdes i gang eventuelt med et mildt afføringsmiddel. Det er bedst at få morfin i form af depottabletter med langtidseffekt. Depottabletter er tabletter, der langsomt afgiver det aktive stof.
Læs mere om smertebehandling generelt:
Operation ved sammenfald af en eller flere hvirvellegemer i rygsøjlen
Mange patienter oplever sammenfald af en eller flere hvirvellegemer i rygsøjlen, fordi knoglevævet er blevet svækket af sygdommen.
Det fører til smerter, mindre legemshøjde og tendens til en mere krumbøjet ryg. Problemet kan mindskes ved en lille operation, hvor en kirurg via en lang nål, som er ført ind i den sammenfaldne ryghvirvel, indsprøjter cement, som stabiliserer hvirvellegemet.
Operationen, som hedder vertebroplastik, udføres ofte på et tidspunkt, hvor sygdommen er bragt i ro med kemoterapi eventuelt suppleret med strålebehandling.