Strålebehandling ved myelomatose
Ved myelomatose kan du få tilbudt strålebehandling, hvis dine knogler er særligt hårdt angrebet. Behandlingen lindrer smerter effektivt.
Hvis du har stærkt svækkede knogler, kan du blive tilbudt strålebehandling, hvor formålet er at mindske smerter i skelettet, fremme heling og hindre knoglebrud. Strålebehandlingen har som regel en hurtig smertestillende effekt.
Strålebehandling anvendes også i de tilfælde, hvor der har samlet sig en knude, som trykker på rygmarven. I disse tilfælde er målet med strålebehandlingen at hindre lammelse af benene eller varigt besvær med at kontrollere vandladning og afføring.
Bivirkninger ved denne form for strålebehandling er ofte meget få.