Undersøgelser for myelomatose
Lægen vil blandt andet bruge blod- og urinprøver til at undersøge, om der kan være tale om myelomatose. Du kan få foretaget forskellige scanninger, som kan vise, om der er forandringer i knoglerne, og lægen kan også undersøge din knoglemarv.
Undersøgelse af dit blod
Det vigtigste lægen kigger efter i blodprøven, er den såkaldte M-komponent. M-komponenten er et proteinstof (immunglobulin), der findes i blodet og urinen ved visse sygdomme, bl.a. ved myelomatose.
Mængden af M-komponent har betydning for valg af behandling
M-komponenten består af et særligt proteinstof, som kaldes for et antistof. De unormale plasmaceller producerer dette antistof.
Mængden af M-komponent afspejler i nogen grad antallet af unormale plasmaceller. Lægen kigger på mængden af M-komponenten, når man følger virkningen af en behandling. Når antallet af plasmaceller i kroppen falder under behandlingen, aftager M-komponenten.
Lægen tager også blodprøver for at afklare, om nyrerne fungerer normalt, og om mængden af kalk (calcium) i blodet er forhøjet.
Bence Jones-protein sladrer om myelomatose
Nogle patienter med myelomatose danner ikke M-komponent, så det kan påvises i blodet med sædvanlig teknik. Der kan dog ofte påvises såkaldte 'frie lette kæder' i blodet, som er en del af det særlige antistof ved myelomatose.
De frie lette kæder kaldes også (i urinen) Bence Jones-protein og er en del af M-komponenten. Det er de unormale plasmaceller, som producerer de frie lette kæder.
De frie lette kæder påvirker ofte nyrefunktionen på grund af 'udfældning' i nyrerne. Udfældning betyder, at de små udførselsgange i nyrerne bliver tilstoppet, så nyrerne ikke fungerer normalt.
Urinprøver kan påvise Bence Jones-protein
I de tilfælde af myelomatose, hvor der ikke er en M-komponent i blodet, men kun frie lette kæder, kan disse påvises i urinen som en særlig type M-komponent (Bence Jones-protein).
Røntgenundersøgelse kan afsløre, om knoglerne er blevet svækket af sygdommen
På røntgenbillederne nedenfor kan man se mørke pletter, som er områder af knoglevævet, der er angrebet.
Når udviklingen af sygdommen bliver bremset af behandling, kan man se det ved røntgenundersøgelser. Det er vigtigt at gentage røntgenundersøgelsen, hvis der er mistanke om, at sygdommen ikke er i ro, for at se, om antallet og størrelsen af pletterne øges eller holder sig stabilt.
Selvom behandlingen er effektiv, er det sjældent, at knoglevævet heles, så de mørke pletter forsvinder.
CT-scanning: Skånsom undersøgelse, der kan vise forandringer i rygsøjle, brystben, ribben, skulderblade og bækken
En CT-scanner danner snitbilleder af kroppen ved hjælp af et røntgenrør, som roterer omkring et leje, der kører igennem scanneren. Da forskelligt væv optager røntgenstråling i forskellig grad, kan computeren herefter beregne tværsnitsbilleder af kroppens indre og vise dem på en skærm.
En CT-scanning kan afsløre vigtige forandringer i skelettet, som kan overses ved almindelig røntgenundersøgelse. Hvis undersøgelsen udføres som en såkaldt lavdosis CT, bliver stråledosis beskeden. Hvis lægen desuden undlader at give kontraststof i forbindelse med undersøgelsen, undgår man at fremprovokere en skade på nyrefunktionen, som kan være skrøbelig ved myelomatose.
MR-scanning kan belyse forholdene inde i knoglemarven
Ved en MR-scanning bliver man placeret i et kraftigt magnetfelt. Ved at sende almindelige radiobølger mod det område af kroppen, der skal undersøges og registrere ekkoet, kan en computer omdanne signalet til et meget præcist og detaljeret billede af kroppens indre.
En MR-scanning giver især gode oplysninger om forholdene inde i knoglemarven og er særlig velegnet i de tilfælde, hvor der er mistanke om, at en kræftknude trykker på rygmarven.
PET-scanning kan vise, om myelomatosen har spredt sig
En PET-scanning er en billedundersøgelse, som kan vise, om der er kræft i kroppen, og i givet fald, hvor kræften sidder. PET-scanning bruges ikke rutinemæssigt, men når lægen skønner, at det er nødvendigt.
PET-scanningen foregår ved, at lægen sprøjter en lille dosis radioaktiv glukose (sukker) ind i en blodåre. Derefter kan kræften ses på scanningen, fordi kræftceller bruger mere glukose end raske celler.
Lægen kan kombinere PET-scanning med CT-scanning, så informationen om, hvor kræften sidder, bliver helt præcis. Lægen anvender især en PET-scanning til at afklare, om de tilfælde af myelomatose, som ser ud til at være lokaliseret til ét område, måske alligevel er mere udbredt end først antaget.
PET-skanning kan også være en hjælp til at vurdere om myelomatosen er bragt helt i ro efter behandling. Det kan have betydning for, hvordan man får tilrettelagt behandlingen.
Undersøgelse af knoglemarven
Ved hjælp af et mikroskop kan lægen se, om der er mange unormale plasmaceller i knoglemarven.
Ved en knoglemarvsundersøgelse bliver du stukket i bagerste hoftekam. Ved hjælp af en nål suger lægen lidt knoglemarv ud. Undersøgelsen er helt ufarlig, og den udtagne knoglemarv gendannes hurtigt. Du bliver lokalbedøvet i forbindelse med undersøgelsen.
Indgrebet tager under en halv time, og er kun forbundet med kortvarige smerter. Efter indgrebet vil der i et par dage ikke være andre gener end forbigående ømhed på det sted, hvor nålen har været.
Kromosomundersøgelse ('FISH') kan sige noget om, hvordan du reagerer på behandlingen
Hvis du har fået konstateret myelomatose, kan arvematerialet i kræftcellerne undersøges ved en kromosomundersøgelse kaldet 'FISH'. Kromosomundersøgelserne laves på de celler, der er taget ud ved en knoglemarvsundersøgelse. Det er vigtigt at vide, at eventuelle kromosomforandringer er opstået i forbindelse med sygdommen. De er altså ikke nedarvet, og myelomatose kan heller ikke gives videre til ens børn.
Forandringer i kromosomerne kan vise, hvor godt eller dårligt man kan forvente at reagere på behandlingen af sygdommen.
På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Dette er vigtigt for, at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.