Behandling ved spredning af næse- og bihulekræft
Hos nogle har kræften allerede spredt sig på diagnosetidspunktet. Kræft i næse- og bihuler kan f.eks. være vokset ind i øjenhulen eller kraniet. Som regel er behandlingen operation og strålebehandling.
Ved spredning af næse- og bihulekræft bliver man opereret eller strålebehandlet afhængig af den aktuelle situation.
Operation ved spredning af kræft i næse- og bihuler
Hvis det er muligt, vil lægen tilbyde operation. Om det er muligt at operere afhænger af, hvor kræften sidder, og hvor udbredt den er.
I nogle tilfælde vil man under eller efter operationen få udført en plastikkirurgisk rekonstruktion med en muskellap fra tindingen eller eventuelt med en ganeplade protese. Ved større operationer midt i ansigtet kan det være nødvendigt at få indopereret en protese med indsættelse af tandimplantater (en blivende erstatning for en eller flere tænder).
Ved spredning til halsens lymfeknuder får man også fjernet lymfeknuder på halsen. I nogle tilfælde kan det også være nødvendigt at få plastikkirurgisk rekonstruktion af det opererede område på halsen. Læs mere om rekonstruktion:
Strålebehandling kan bremse spredning af kræft i næse- og bihuler
Hvis det er muligt, vil lægen altid forsøge at operere. Efter operationen får næsten alle strålebehandling. Man kan godt få gentaget strålebehandling mod et tidligere bestrålet område, hvis der ikke er spredning til andre dele af kroppen.
Strålebehandling kan mindske størrelsen af kræftknuden og hjælpe med at kontrollere symptomerne, men det er ikke altid muligt at fjerne al kræften. Strålerne virker ved at påvirke kræftcellernes arvemateriale, så de enten dør eller holder op med at dele sig.
Det er også muligt at få kemoterapi med cisplatin ugentlig samtidigt med strålebehandling.
I Danmark kan man ikke få tilbudt brachyterapi (indvendig kemoterapi) ved kræft i hoved-halsområdet. Enkelte patienter har været henvist til behandling i udlandet, f.eks. Sverige. Læs mere om strålebehandling:
Lindrende behandling
Lindrende behandling af symptomer kan i nogle tilfælde være den eneste behandlingsmulighed ved kræft i næse- og bihuler. Læs mere: