Diagnose og stadieinddeling af næse- og bihulekræft
Diagnosen kræft i næse- og bihuler kan først stilles, hvis en vævsprøve har vist, at der er kræftceller til stede. Der findes flere forskellige typer af kræft i næse- og bihuler. Sygdommen bliver inddelt i stadier alt efter, hvor udbredt sygdommen er.
Resultatet fra undersøgelserne af vævsprøven kan vise, hvilken type kræft i næse- og bihuler der er tale om. Hvilken kræfttype og hvor udbredt kræften er har betydning for, hvilken behandling du får tilbudt.
Det er vigtigt at få stillet den præcise diagnose, for at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.
Der findes forskellige typer af kræft i næse- og bihuler:
- planocellulært karcinom (59 pct.)
- adenokarcinom (17 pct.)
- karcinomer af spytkirteltype (hyppigst adenoid-cystisk karcinom)
- sinonasalt udifferentieret karcinom (sjælden, aggressiv)
- olfaktorius neuroblastom (esthesioneuroblastom)
Stadieinddeling af kræft i næse- og bihuler
Ud fra alle undersøgelserne vurderer lægen sygdommens stadium. Sygdommens stadium beskriver, hvor udbredt kræften er. Det kaldes at stadieinddele kræftsygdommen. Lægen bruger stadieinddelingen til at vurdere, hvilken behandling der vil have den bedste effekt.
Kræft i næsehulen eller bihulerne kan sprede sig til det omkringliggende væv, lymfeknuderne eller andre dele af kroppen.
Lymfeknudemetastaser kan være lokaliseret på halsen eller i svælget, men det ses ikke så tit. Det er sjældent at have spredning af kræft i næse- og bihuler til andre dele af kroppen på diagnosetidspunktet.
Stadieinddelingen siger også noget om mulighederne for at blive sygdomsfri. Mulighederne er størst, når sygdommen bliver opdaget tidligt og ikke har spredt sig.
System til stadieinddeling: TNM
Stadieinddeling følger internationale retningslinjer, og TNM-systemet er det mest brugte.
Med TNM-systemet kan lægen klassificere knudens størrelse og eventuel spredning til væv, lymfeknuder eller andre dele af kroppen.
- T beskriver hvor dybt knuden (tumor) er vokset
- N beskriver graden af spredning til lymfeknuder (nodes)
- M beskriver om der er spredning til andre dele af kroppen (metastaser)
Der findes kun stadieinddelingssystemer til kræft i:
- kæbehulerne (sinus maxillaris) i overkæbebenet
- sibensceller (sinus ethmoidalis) i sibenet, som er en del af øjenhulen
- næsehulen (vestibulum)
Hvis du har kræft i en af de andre bihuler, vil lægerne vælge den bedste behandling ud fra kræftknudens størrelse, hvor den sidder, og hvilken kræfttype der er tale om.
TNM-stadieinddeling af kræft i næse- og bihulerne:
Kæbe-hulerne |
Næsehulen og sibens-cellerne |
Næse-indgangen |
|
T1 | Knuden er kun på indersiden af bihulen og uden spredning til knoglen | Knuden er kun i næsehulen/ sibenscellen, men kan være vokset ind i knoglen |
Knuden er kun i enten næseindgangens |
T2 | Knuden er begyndt at vokse ind i knoglen | Knuden er begyndt at vokse ind i andre bihuler eller næsehulen. Kan også være i knoglen | Knuden er i næseindgangens gulv, loft, næseskillevæg eller på sidevæggen eller i tilstødende område |
T3 | Knuden er begyndt at vokse ind i bagvæggen eller ind i en af de andre bihuler | Knuden har spredt sig til øjenhulen, ganen eller kæbehulen | Knuden er vokset ind i det omgivende væv |
T4 | Knuden har spredt sig til omkring-liggende områder, f.eks. øjet | Knuden har spredt sig til andre omkringliggende områder | Knuden har spredt sig til andre omkringliggende områder |
N0 | Der er ingen spredning til de nærmeste lymfeknuder | Der er ingen spredning til de nærmeste lymfeknuder | Der er ingen spredning til de nærmeste lymfeknuder |
N1 | Der er spredning til en lymfeknude på den samme side af halsen. Knuden er under 3 cm | Der er spredning til en anden lymfeknude på den samme side af halsen. Knuden er under 3 cm | Der er spredning til en lymfeknude på samme side af halsen. Knuden er under 3 cm |
N2a | Der er spredning til en lymfeknude på samme side af halsen. Knuden er 3-6 cm | Der er spredning til en lymfeknude på samme side af halsen. Knuden er 3-6 cm | Der er spredning til en lymfeknude på samme side af halsen. Knuden er 3-6 cm |
N2b | Der er spredning til flere end en lymfeknude på samme side af halsen. Knuderne er mindre end 6 cm | Der er spredning til flere end en lymfeknude på samme side af halsen. Knuderne er mindre end 6 cm | Der er spredning til flere end en lymfeknude på samme side af halsen. Knuderne er mindre end 6 cm |
N2c | Der er spredning til lymfeknuder på begge sider af halsen eller på den modsatte side, og knuden er mindre end 6 cm | Der er spredning til lymfeknuder på begge sider af halsen eller på den modsatte side, og knuderne er mindre end 6 cm | Der er spredning til lymfeknuder på begge sider af halsen eller på den modsatte side, og knuderne er mindre end 6 cm |
N3 | Én eller flere lymfeknuder er større end 6 cm | En eller flere lymfeknuder er større end 6 cm | Spredning til en lymfeknude, der er større end 6 cm |
M0 | Der er ingen fjernmetastaser (til andre organer) | Der er ingen fjernmetastaser (til andre organer) | Der er ingen fjernmetastaser (til andre organer) |
M1 | Der er fjernmetastaser, f.eks. til lungerne | Der er fjernmetastaser, f.eks. til lungerne | Der er fjernmetastaser, f.eks. til lungerne |
Læs mere om stadieinddeling af kræftsygdomme:
TNM-inddelingen af kræft i næse- og bihuler kan samles i en stadieinddeling I-IV C
Stadie I | T1 | N0 | M0 |
Stadie II | T2 | N0 | M0 |
Stadie III | T3 | N0 | M0 |
T1 | N1 | M0 | |
T2 | N1 | M0 | |
T3 | N1 | M0 | |
Stadie IV A | T4a | N0 | M0 |
T4a | N1 | M0 | |
T | N2 | M0 | |
Stadie IV B | T | N3 | M0 |
T4b | N | M0 | |
Stadie IV C | T | N | M1 |
Olfaktorius neuroblastom - en sjælden kræftsygdom
Olfaktorius neuroblastom er en sjælden kræftsygdom, der udgår fra nerveceller i slimhinden opadtil i næsen (det olfaktoriske epithel).
Sygdommen kan opstå i alle aldre og kaldes blandt andet også olfaktorius neuroepitheliom og esthesioneuroblastom.
Der er ofte få symptomer tidligt i sygdomsforløbet. Symptomerne kan være tilstopning af det ene næsebor gennem måneder. Senere kan der optræde hovedpine, smerter, tåreflod, næseblod, manglende lugtesans, hyppig bihulebetændelse og synsforstyrrelser.
Kræftknuden kan ses ved CT-scanning med brug af kontrast, ved MR-scanning og PET-CT scanning. Diagnosen stilles ved at undersøge en vævsprøve fra knuden under mikroskop med specialfarvninger. Olfaktorius neuroblastom kan sprede sig til bl.a. bihulerne og til hjernen.
Behandlingen er en specialistopgave og kan bestå af både operation, strålebehandling, kemoterapi eller en kombination.
Reaktioner på en kræftdiagnose
For de fleste mennesker kommer en kræftdiagnose som et chok – også selvom man måske længe har haft mistanke, at noget ikke var, som det skulle være.
Det tager tid at forholde sig til en kræftsygdom både for en selv og for ens pårørende. Mange føler sig meget uafklarede i tiden efter, de har fået stillet diagnosen, og der kan være mange ting, man skal tage stilling til.
Man skal forholde sig til behandlingen, planlægningen af hverdagen, indlæggelserne, ens økonomi og også muligheder for at få hjælp, både fra det offentlige og fra ens netværk. Læs mere:
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i kurser og fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk