Kemoterapi som behandling af NET
Hvis neuroendokrine tumorer har spredt sig eller ikke kan fjernes helt ved operation, kan du få tilbudt kemoterapi.
Lægen bruger det såkaldte proliferationsindekset Ki67 (eller bare Ki67) til at afgøre, om kemoterapi kan være en mulig behandling for dig.
Kemoterapi er en mulighed ved højt Ki67
Ki67 er mål for, hvor mange af tumorcellerne, der deler sig.
Hvis kemoterapien skal virke, skal man have et højt Ki67, da kemoterapi angriber celler, der deler sig hurtigt (hvilket kræftceller som regel gør).
Kemoterapi egner sig derfor ikke til NET, hvis cellerne deler sig langsomt (lavt Ki67).
Derfor er det vigtigt at få målt, hvor mange af tumorcellerne der deler sig.
Ki67 måles løbende under sygdomsforløbet
Ki67 kan ændre sig under sygdomsforløbet, så det er nødvendigt at få taget nye vævsprøver undervejs, for at lægen kan få aktuel viden om, hvor hurtigt eller langsomt kræftcellerne vokser.
Hvad er kemoterapi?
Kemoterapi bruges ofte ved NET i bugspytkirtlen
Hvis du skal have kemoterapi som behandling for NET i bugspytkirtlen, vil du som regel få en kombination med stofferne streptozotocin og 5-fluorouracil.
Efter en uges startbehandling, skal man have kemoterapien en gang hver tredje uge. Hvis der er god effekt efter et års behandling, kan man nøjes med behandling hver fjerde uge.
For at nedsætte risikoen for bivirkninger, kan man vælge at holde en pause efter 6-12 måneders behandling.
Kemoterapi virker hos mellem 15-40 pct. af alle med NET i bugspytkirtlen.
Bivirkningerne er kvalme, opkastninger og på længere sigt evt. påvirkning af nyrer og knoglemarv. For at undgå streptozotocins påvirkning af nyrerne, får man rigeligt med væske i blodbanen under behandlingen.
Man skal regelmæssigt have undersøgt nyrernes funktion, når man er i behandling med streptozotocin.
Denne nyreundersøgelse kaldes Cr-EDTA clearance. Lægen kan give en lavere dosis eller helt stoppe behandlingen med streptozotocin, hvis nyrernes funktion nedsættes.
Læs om medicinens virkning og bivirkninger på min.medicin.dk:
Kemoterapi med kombination af streptozotocin og doxorubicin ved NET i bugspytkirtlen
En anden mulig kemoterapi ved behandling af NET i bugspytkirtlen er kombinationen af stofferne streptozotocin og doxorubicin.
Denne behandling er lidt mere effektiv, men kan påvirke hjertet, hvorfor doxorubicin kun kan bruges som behandling i en begrænset periode.
Læs om medicinens virkning og bivirkninger på min.medicin.dk:
Kemoterapi med temozolomid i tabletform ved NET i bugspytkirtlen
En nyere mulighed ved NET i bugspytkirtlen er tabletbehandling med stoffet temozolomid - enten alene eller i kombination med capecitabin.
Temozolomid kan bruges, hvis tumoren vokser på trods af, at man er under behandling med streptozotocin og 5-fluorouracil - men kan i udvalgte tilfælde også anvendes som første valg af behandling.
Bivirkninger er kvalme, og i sjældne tilfælde svært nedsat antal blodplader, som medfører blødningsrisiko omkring tre uger efter start på temozolomid.
Da dette er en alvorlig bivirkning får alle i behandling med temozolomid løbende kontrolleret indholdet af blodplader i blodet.
Læs om medicinens virkning og bivirkninger på min.medicin.dk:
Kemoterapi ved lavt differentieret neuroendokrine karcinomer med spredning
Lavt differentieret neuroendokrine karcinomer (NEC G3) udgør omkring 15 pct. af alle typer NET.
'Lavt differentieret' betyder, at de ikke ligner normale celler ret meget og deler sig hurtigt (Ki67 højere end 20 pct.).
Hvis du har NEN af typen lavt differentieret karcinom og sygdommen har spredt sig, vil du blive tilbudt kemoterapi med stofferne etoposid og carboplatin.
I Danmark anvendes stoffet cisplatin sjældent på grund af risiko for bivirkninger.
Læs om medicinens virkning og bivirkninger på min.medicin.dk:
Andre typer af kemoterapi ved lavt differentieret neuroendokrine karcinomer med spredning
Hvis tumoren vokser under behandling med etoposid og carboplatin, kan man få kemoterapi med stoffet temozolomid alene eller evt. sammen med capecitabin.
Det er også en mulighed at få behandling med bevacizumab, der hindrer dannelse af blodkar i tumor og metastaser, hvilket hæmmer tumorvæksten.
Eventuelt kan stoffet topotecan være en mulighed, specielt hvis Ki67 er højere end 50 pct.
Læs om medicinens virkning og bivirkninger på min.medicin.dk:
Kemoterapi bruges kun sjældent ved NET i tyndtarmen
Ved NET i tyndtarmen (tyndtarmskarcinoider) bruger man kun kemoterapi i de sjældne tilfælde, hvor Ki67 er højt. Nogle studier har dog vist en mulig gavnlig effekt af stoffet Everolimus, som også kan benyttes ved NET i tyndtarmen med lavere ki67.
Hvis Ki67 er mellem 10-20 pct., starter man ofte behandlingen med stofferne streptozotocin og 5-fluorouracil.
Er Ki67 over 20 pct., kan man få tilbudt behandling med stofferne etoposid i kombination med carboplatin.
Læs om medicinens virkning og bivirkninger på min.medicin.dk:
Ved NET i tyndtarmen med lavt Ki67 (mindre end 10 pct.) er førstevalgs behandlingen somatostatin-analoger.
Somatostatin-analoger som behandling af NET
Effekten af kemoterapien kontrolleres jævnligt
Fordi Ki67 kan ændre sig, bør effekten af kemoterapien ved behandling af NET vurderes hver anden til tredje måned.
Kemoterapi
Kemoterapi er behandling med medicin, som standser cellers deling og 'angriber' kræftceller.
Mere om kemoterapi