Kontrol ved neuroendokrine tumorer (NET)
Ved næsten alle typer af NET går man til kontrol af behandling og symptomer på specialiserede NET-centre hele livet - også selv om man har fået fjernet kræften helt ved en operation.
Det livslange kontrolforløb ved neuroendokrine tumorer (NET) skyldes, at der kan komme tilbagefald af sygdommen i op til 15-20 år efter diagnosetidspunktet.
Den livslange kontrol ved NET er nødvendig ved alle undertyper, på nær ved små tumorer i blindtarmen.
Sådan foregår kontrol for NET
Kontrol for NET foregår oftest ambulant, det vil siger at du ikke er indlagt, men i nogle tilfælde kan det være nødvendigt med en kortere indlæggelse.
Ved et kontrolbesøg taler du med lægen om eventuelle symptomer og bliver undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.
Undersøgelser ved kontrol for NET
Ved kontrol for NET vil du ofte få foretaget en eller flere undersøgelser alt efter, hvilken type NET du er blevet eller bliver behandlet for.
Du vil få taget blodprøver (måling af tumormarkører og tumorspecifikke hormoner) og få foretaget scanninger.
Spørgsmål til lægen
Kontrolbesøgene er en god anledning til, at du tager dine spørgsmål, bekymringer og problemer op. Det er en god ide at skrive dine spørgsmål ned i forvejen, og du kan også tage en pårørende med til samtalen.
Gør opmærksom på symptomer eller gener
Det er vigtigt, at du gør lægen opmærksom på nye symptomer eller ændringer, så lægen om muligt kan tilbyde behandling eller lindring.
Det kan også være symptomer, som skyldes gener opstået efter behandlingen.
Behandling af bivirkninger eller gener
Lægen kan søge at behandle og lindre eventuelle bivirkninger eller opståede gener.
Du kan også få justeret din medicin, hvis der er behov for det.
Hvis du har problemer efter afsluttet behandling, kan du få gode råd om f. eks. kost, livsstil eller hjælpemidler, og blive henvist til andre fagpersoner, der kan hjælpe dig.