Målrettede behandlinger med everolimus og sunitib ved NET
Tabletbehandling med stofferne everolimus og sunitib er en mulighed ved især NET i bugspytkirtel med spredning, når kemoterapi ikke virker længere, ligesom everolimus kan bruges ved NET i lungen.
Behandlinger med stofferne everolimus og sunitib kaldes også ’molekylær targeteret behandling’, da det er medicin, der påvirker helt bestemte molekyler i cellen.
Lægemidlerne evorolimus og sunitib virker overordnet set ved at hæmme væksten og ved at blokere dannelsen af blodkar i kræftcellen. De kaldes også for ’angiogenese inhibitorer’.
Mulig behandling hvis kemoterapi ikke virker
Behandlinger med stofferne everolimus og sunitib bruges først og fremmest som en mulighed, når behandling med kemoterapi eller somatostatin-analog ikke længere virker.
Behandling med everolimus ved NET i bugspytkirtlen
Behandling med everolimus kan være en mulighed, hvis du har NET i bugspytkirtlen, som har spredt sig til andre dele af kroppen, eller som ikke kan fjernes ved operation. Ved lunge NET kan det også være en mulighed, og i mindre grad ved NET i tyndtarmen.
Behandlingen kan fortsætte, så længe man har gavn af den, eller indtil man får uacceptable bivirkninger.
Everolimus virker ved at angribe et protein (mTOR), som er nødvendig for, at kræftcellerne kan vokse og sprede sig. Behandlingen har en betydelig positiv effekt, når kemoterapi ikke virker.
Everolimus kan også anvendes til andre typer fremskreden NET, og har også vist sig at kunne stabilisere blodsukkeret hos en del patienter med ondartede insulinomer.
Behandling med sunitinib ved NET i bugspytkirtlen
Sunitinib anvendes også til behandling af NET i bugspytkirtlen, som har spredt sig til andre dele af kroppen, eller som ikke kan fjernes ved operation.
Sunitinib er en såkaldt proteinkinasehæmmer, der kan hæmme væksten af kræftknuder ved at gribe ind i cellernes kommunikation.
Sunitinib blokerer receptorer på kræftcellernes overflade, så kræftcellernes vækst og spredning hæmmes.
Ved NET i bugspytkirtlen kan behandling med stofferne sorafinib og bevacizumab også komme på tale, der virker på samme måde som sunitib.
Undersøgelse af everolimus og sunitinib til andre typer NET
Det er vist i et stort studie, at man kan have gavn af behandling med everolimus, når man har NET i lungerne.
Der er også effekt af behandling med everolimus og sunitinib kombineret med somatostatin-analoger ved NET i bugspytkirtel og tyndtarm.