Om neuroendokrine tumorer
Neuroendokrine tumorer (NET) er en sjælden form for kræft, der opstår i kirtelceller hyppigst i slimhinden i mave-tarmkanalen eller i lungerne, men sygdommen kan opstå i alle kroppens organer. Symptomer og behandling afhænger af, hvor sygdommen sidder, og hvor hurtigt tumoren vokser.
De fleste kræftsygdomme opkaldes efter det organ, hvor de er opstået, f.eks. brystkræft eller lungekræft. NET derimod, har sit navn efter en bestemt type kirtelceller (neuroendokrine celler), som findes flere forskellige steder i kroppen.
Kirtelcellerne findes i slimhinden i mave-tarm-kanalen, i luftvejene og i bugspytkirtlen, hvor de forekommer enkeltvis eller i små grupper (f.eks. i bugspytkirtlen).
Neuroendokrine tumorer kan opstå forskellige steder i kroppen
Neuroendokrine tumorer kan derfor opstå forskellige steder i kroppen, men oftest i mave-tarm-kanalen (ca. 75 pct.) eller i lungerne (ca. 25 pct.). De fleste neuroendokrine tumorer i mave-tarm-kanalen opstår i tyndtarm, blindtarm og bugspytkirtel, men kan også ses i mavesæk, tyktarm og endetarm.
Neuroendokrine tumorer kan også opstå i brislen (kirtel under brystbenet), binyrer, biskjoldbruskkirtel, kønsorganer og en sjælden gang i andre organer.
Neuroendokrine tumorer er en kræftsygdom, hvor symptomer, undersøgelser og behandling kan være vidt forskellig, alt efter hvor i kroppen sygdommen sidder, og hvor hurtigt den vokser.
Symptomer på NET er forskellige, alt efter hvor i kroppen sygdommen sidder
Nogle neuroendokrine tumorer (30-40 pct.) kan frigive hormoner, der påvirker andre cellers funktion, og det kan give forskellige symptomer. Det kan være ændringer i produktionen af mavesyre eller blodsukker. Man kan opleve såkaldt flushing, som er hedeture med rød/lillafarvning af ansigt og arme- og ben. Diarré kan også være et symptom på udbredt NET-sygdom.
De resterende (60-70 pct.) neuroendokrine tumorer frigiver ikke hormoner og giver derfor ikke hormonsymptomer. Disse tumorer kan enten være uden symptomer i mange år eller give symptomer i form af trykgener, mavesmerter eller i sjældnere tilfælde tarmslyng. Ved NET i lungerne kan symptomerne være hoste og/eller gentagne tilfælde af lungebetændelse.
En neuroendokrin tumor kan være god- eller ondartet
Når en celle i kroppen dør, skiftes den ud med en ny celle. Nye celler dannes ved, at de eksisterende celler deler sig. Ind imellem kan nye celler begynde at dele sig for meget og udvikle sig til en knude (tumor).
En godartet tumor vokser, men spreder sig ikke. Hvis cellerne derimod er blevet kræftceller, er det en ondartet tumor (en kræftknude), som kan sprede sig via blodet eller lymfesystemet til andre dele af kroppen.