Symptomer på neuroendokrine tumorer (NET)
Symptomer afhænger af typen af NET, og af hvor kræften sidder i kroppen. NET giver ofte kun svage og uspecifikke symptomer, som f.eks. ondt i maven, ændring i afføring og vægttab.
Symptomerne på neuroendokrine tumorer (NET) afhænger af typen af NET, og hvor kræften sidder i kroppen.
NET giver sjældent symptomer
Neuroendokrine tumorer kan være vanskelige at opdage, da sygdommen ofte kun giver svage symptomer, og symptomerne kan variere meget.
Ofte findes NET tilfældigt i forbindelse med operationer for andre sygdomme som tarmslyng eller blindtarmsbetændelse.
Symptomerne på neuroendokrine tumorer afhænger af:
- I hvilket organ kræften opstår
- Kræftknudens størrelse og placering
- Om tumor producerer hormoner
- Om der er spredning (metastaser) til andre dele af kroppen
Symptomerne afhænger af hvor i kroppen NET sidder, men kan f.eks. være:
- Smerter i maven
- Ændringer i toiletvaner
- Åndedrætsbesvær
- Tab af appetit
- Uforklarligt vægttab
- 'Flushing' - nærmest lilla rødmen i ansigt og på brystet