Neuroendokrine tumorer (NET) i blindtarmen
NET i blindtarmen (appendix) er en undertype af neuroendokrine tumorer og ligner den type, som opstår i tyndtarmen. De kaldes også blindtarmskarcinoider. Sygdommen kan i de fleste tilfælde behandles ved, at man får fjernet blindtarmen.
85 pct. af alle tilfælde af NET i blindtarmen ligner i form og struktur NET i tyndtarmen og producerer hormonet serotonin.
Mere end 60 pct. af tumorerne i blindtarmen er mindre end 1 cm, og har et lavt Ki67 indeks (mål for hvor mange tumorceller der deler sig) på 2 pct. eller mindre.
Symptomer på NET i blindtarmen
Blindtarmskarcinoider giver meget sjældent symptomer.
Sygdommen findes næsten altid tilfældigt ved en undersøgelse efter operation for blindtarmsbetændelse.
Behandling af NET i blindtarmen
Bortoperation af blindtarmen er tilstrækkelig behandling hos næsten alle.
Ved operationen får man også fjernet den højre side af tyktarmen samt lymfeknuder, hvis:
- Tumoren er mere end 2 cm
- Der findes tumorvæv i kanten af det fjernede væv
- Tumor sidder i 'basen' af blindtarmen
- Der er kræftvæv i tarmens ophæng eller kar
- Der er spredning til lokale lymfeknuder eller Ki67 indekset er mere end 10 pct.
Hvis NET i blindtarmen har spredt sig, skal du have samme medicinske behandling som ved NET i tyndtarmen:
Behandling af neuroendokrine tumorer (NET) i tyndtarmen
Kontrol efter operationen
Efter operationen vil de såkaldte biomarkører i blod- og urinprøver (kromogranin A og U-5HIAA) som regel blive normale igen.
Det er ikke nødvendigt at få foretaget billedundersøgelser og kontrol, hvis tumoren er mindre end eller lig med 2 cm, og den er fjernet fuldstændig ved operationen.
Hvis tumoren er over 2 cm, anbefales det, at du får foretaget CT-scanning og Ga-Dotatoc PET-scanning, som kan afsløre, om der er et eventuelt tilbagefald eller spredning.
Hvis du kun har fået fjernet blindtarmen, får du taget blodprøve med kontrol af kromogranin A efter seks måneder. Hvis prøverne er normale, behøver du ikke yderligere kontrol.
Har du også fået fjernet den højre side af tyktarmen, skal du undersøges for tegn på sygdomsaktivitet hver 12. måned. Undersøgelserne vil være blod- og urinprøver med måling af kromogranin A og 5-HIAA samt CT- eller MR-scanning.
Du vil få foretaget Ga-Dotatoc PET-scanning, hvis der er brug for undersøgelse af hele kroppen, eller når strålebehandling med isotoper (radionuklidbehandling) overvejes.