Undersøgelser ved NET i lungerne
Ved mistanke om NET i lungerne får du taget blodprøve og urinprøve, foretaget forskellige scanninger og får lavet en kikkertundersøgelse af lungerne (bronkoskopi).
Undersøgelser
Ofte opdages NET i lungerne tilfældigt i forbindelse med et røntgenbillede af lungerne.
Hvis lægen får mistanke om NET i lungerne, får du undersøgt blodet og urinen for bestemte hormoner og andre stoffer, som NET tumorer producerer.
De mest almindelige tumormarkører ved NET er stofferne: CgA (chromogranin A) som kan måles i blodet og 5-HIAA, der kan måles i en urinprøve. Ingen af prøverne er helt følsomme eller specifikke.
Du får også foretaget forskellige scanninger for at afgøre tumorens størrelse, hvor den præcist sidder, om den har spredt sig til andre organer, og om det er muligt at fjerne den ved operation.
PET-scanning bruges til at vurdere sygdomsaktivitet
Mere end 80-90 pct. af alle neuroendokrine tumorer binder stoffet somatostatin til sig, og derfor er undersøgelsen et vigtigt redskab, når lægen skal stille diagnosen. Man anvender oftest Gallium som isotop ved PET scanning.
For at vurdere hvor aggressiv kræften er, anbefales det, at man også får foretaget en PET-scanning med sukkersporstoffet FDG.
CT-scanning
Ved hjælp af CT-scanning af leveren og de lokale lymfeknuder kan lægen undersøge, om sygdommen har spredt sig dertil.
Læs mere:
Scanninger ved mistanke om NET
Kikkertundersøgelse af lungerne: bronkoskopi
Ved hjælp af en kikkertundersøgelse af lungerne (bronkoskopi), kan lægen se billeder fra luftrør og bronkier på en skærm.
Lægen kan systematisk efterse luftrør og begge lunger og tage vævsprøver fra forandringer, som kræver nærmere undersøgelse i mikroskop. Mere end halvdelen af alle tumorer i lungerne kan nås med et bronkoskop.
Ved en bronkoskopi kan lægen ud over at tage en vævsprøve, også fastslå lokalisationen af tumoren og afgøre om den kan fjernes ved operation.