Behandling af neuroendokrine neoplasmer i tyndtarmen
Behandling af NEN i tyndtarmen er først og fremmest operation, hvis det er muligt. Andre behandlingsmuligheder er bl.a. somatostatin-analoger, kemoterapi og strålebehandling med isotoper.
Operation af NEN i tyndtarmen (karcinoid neoplasmer)
Hvis det er muligt, vil lægen fjerne NEN i tyndtarmen ved en operation. Ud over selve NEN, vil du også få fjernet en kant af det raske væv sammen med lymfeknuder i bindevævet.
Store metastaser i lymfeknuderne omkring tarmen kan ikke fjernes ved operation, fordi der samtidig ville blive fjernet for meget tyndtarm, så der ville være for lidt tarm til at optage mad og drikke (korttarmssyndrom).
Behandling ved spredning til leveren
NEN i tyndtarmen kan sprede sig til leveren. Hvis du har metastaser i leveren kan operation af metastaser være førstevalgsbehandlingen. Det beror på en individuel vurdering, om det kan forbedre din prognose.
Hvis operation ikke kan lade sig gøre, kan såkaldt radiofrekvensbehandling, hvor kræftknuden opvarmes ved hjælp af radiobølger, være en mulighed ved begrænset antal metastaser mindre end 5 cm.
Ved mange levermetastaser kan behandlingen embolisering være en mulighed. Ved embolisering får man blokeret blodtilførslen til kræftknuden. Behandlingen er særlig velegnet, hvis man har karcinoid syndrom og begrænset spredning til andre organer.
Læs mere:
Operation af svær karcinoid hjertesygdom
Har du svær karcinoid hjertesygdom, anbefales det, at man får udskiftet hjerteklappen mellem højre forkammer og højre hjertekammer og lungeklappen mellem højre hjertekammer og lungerne.
Lægerne bruger kunstige biologiske klapper lavet af dyre- eller menneskevæv til at erstatte de oprindelige klapper.
Denne hjerteoperation bør udføres før en eventuel leveroperation (for at mindske blodtrykket i levervenerne).
Medicinsk behandling af NEN i tyndtarmen
De fleste får medicinsk behandling, hvis det ikke har været muligt at få fjernet al kræft ved operation, eller hvis man har spredning af sygdommen. Medicinsk behandling kan være:
- Somatostatin-analoger
- Kemoterapi
Målet med medicinsk behandling er at kontrollere symptomerne samt at stabilisere eller mindske tumorvæksten. Det er ikke muligt at fjerne sygdommen med medicinsk behandling.
Hvis der er sygdomsaktivitet under medicinsk behandling med somatostatin-analoger skal du have foretaget en ny vurdering af behandlingen. Her får du blandt andet taget en ny vævsprøve fra lever- og lymfeknudemetastaser.
Somatostatin-analoger som behandling af NEN i tyndtarmen
Somatostatin-analoger bruges som behandling af de fleste med NEN i tyndtarmen med eller uden karcinoid syndrom (diarré).
Somatostatin-analoger kan både dæmpe symptomerne og hæmme sygdommens udvikling.
Behandlingen halverer antallet af tilfælde med flushing (ansigtsblussen) og diarré hos 50-90 pct.
Tumoren bliver mindre hos 5 pct. og hos 35 pct. ses en stabilisering af tumorens størrelse.
Det har vist sig, at behandling med enten Sandostatin-LAR eller Ipstyl kan forlænge tiden til forværring af sygdommen ved NEN i tyndtarmen.
Læs mere om behandlingen:
Kemoterapi ved NEN i tyndtarmen
Kemoterapi som behandling af NEN i tyndtarmen bruges kun i de sjældne tilfælde, hvor Ki67 indekset er højere end 10 pct. (mål for hvor mange tumorceller, der deler sig), eller hvor tumor vokser efter behandling med somatostatin-analoger.
Ofte starter man med at få behandling med stofferne streptozotocin og 5-fluorouracil.
Andre former for kemoterapi, strålebehandling med isotoper (radionuklidbehandling) eller stoffet everolimus kan også være en mulighed.
NEN i tyndtarmen med et Ki67 indeks over 20 pct. bliver behandlet med kemoterapistofferne etoposid og cisplatin eller carboplatin.
Læs mere om behandlingen:
Indre strålebehandling med isotoper (radionuklidbehandling) ved forværring
Hvis din sygdom forværres trods operation og behandling med somatostatin-analoger kan strålebehandling med radioaktive isotoper (radionuklidbehandling) være en mulighed.
Indre strålebehandling med isotoper (radionuklidbehandling) ved NEN
Lindrende strålebehandling ved spredning til knoglerne
Strålebehandling er meget effektivt ved smertende knoglemetastaser og ved begyndende tværsnitssyndrom (en ryglidelse der kan påvirke motorik og følesans)
Ved tværsnitssyndrom kan operation med stabilisering af sammenfaldende rygsøjleknogler blive aktuelt.
Læs mere om lindrende behandling ved spredning til knoglerne:
Behandling af NEN med spredning til knogler, lunger eller hjerne
Kontrol efter operation NEN i tyndtarmen
Kontrol efter behandling af NEN i tyndtarmen afhænger af den behandling, du har fået.
Hvis man har fået fjernet al kræften og ikke har symptomer, bliver du fulgt resten af livet, da man desværre kan få tilbagefald i op til 15-20 år efter, tumoren er fjernet.
Du bliver tilbudt at gå til kontrol hvert halve til hele år. Her bliver du undersøgt for tegn på sygdomsaktivitet med blodprøvemåling af chromogranin A. Ved øgede værdier vil man blive scannet for tegn på spredning.
Kontrol efter behandling for spredning af NEN i tyndtarmen
Hvis du har spredning, bliver du også fuldt resten af livet på et af landets specialiserede centre hver tredje til sjette måned.
Her bliver du undersøgt for tegn på sygdomsaktivitet (tumormarkører) i blod- og urinprøver og ved hjælp af CT- eller MR-scanning.
Du vil få foretaget en Ga-dotatoc PET-scanning, hvis der er brug for undersøgelse af hele kroppen, eller hvis strålebehandling med isotoper (radionuklidbehandling) overvejes.