Symptomer på NET i tyndtarmen
Symptomer på NET i tyndtarmen giver som regel ingen symptomer, men du kan opleve symptomer som mavebesvær i flere år, diarré, tarmslyng, fejlernæring og blødning fra mave-tarm-kanalen (sjældent).
Som regel har man ingen særlige symptomer, da NET i tyndtarmen udvikler sig langsom og gradvist over flere år.
NET i tyndtarmen bliver derfor ofte opdaget tilfældigt - f.eks. ved en operation for tarmslyng eller en tumor i tyktarmen.
Du kan opleve symptomer fra mave-tarm-kanalen som f.eks.:
- Mavebesvær i flere år
- Diarré
- Tarmslyng
- Fejlernæring forårsaget af dårlig blodforsyning til tarmen
- Blødning fra mave-tarm-kanalen (sjældent)
Der dannes ofte bindevæv ved tumoren, som medfører knæk på tarmen og eventuelt nedsat blodforsyning, som kan give tarmslyng og resultere i smerter.
Symptomer senere i sygdomsforløbet
Der kan være flere neuroendokrine tumorer i tyndtarmen, og omkring 60 pct. alle har spredning til lymfeknuder eller leveren, allerede når diagnosen stilles.
Senere i sygdomsforløbet - hvis sygdommen har spredt sig - kan man få symptomer som:
- Karcinoid syndrom
- Karcinoid hjertesygdom
Karcinoid syndrom som symptom på NET i tyndtarmen
'Karcinoid syndrom' skyldes en overproduktion af hormonerne tachykinin og serotonin og ses hos mindre end 30 pct. på diagnosetidspunktet.
Symptomerne på karcinoid syndrom er typisk diarré og pludselige anfald af pletvis eller diffus rødme (flushing) i ansigt, øre og hals, der breder sig til overkroppen og armene. Huden kan ændre farve til mørkerød eller lilla.
Anfaldet varer fra få minutter til flere timer og kan være ledsaget af varmefornemmelse, hjertebanken og åndenød.
Anfaldene kan optræde spontant eller være fremprovokeret af kost eller alkohol. Der kan ofte optræde talrige anfald per døgn.
Karcinoid hjerte- og lungesygdom
Cirka 25 pct. af alle med karcinoid syndrom udvikler også hjerteproblemer og kan få astmalignende anfald.
Hjerteproblemerne skyldes, at hormoner (serotonin og tachykininer) fra metastaserne giver bindevævsdannelse i hjertet, hvilket med tiden ødelægger hjerteklapperne. Påvirkning fra andre hormoner (serotonin, bradykinin, histamin) er årsag til astmalignende anfald.
Efter, at man har indført behandling med somatostatin-analoger er antallet med karcinoid hjerte- og lungesygdom faldet. Somatostatin-analoger hæmmer nemlig frigørelsen af hormoner fra metastaserne.