Diagnose og stadieinddeling af non-Hodgkin lymfom
Diagnosen non-Hodgkin lymfom kan først stilles, hvis en vævsprøve (nåleprøve eller fjernelse af en hel lymfeknude) har vist, at der er lymfomceller til stede. Der er cirka 30 undertyper af sygdommen. Non-Hodgkin lymfom inddeles i stadier alt efter, hvor udbredt sygdommen er. Stadieinddelingen har betydning for prognosen og valget af behandling.
Den præcise diagnose er vigtig for valg af behandling
Først undersøger lægerne, hvilken undertype der er tale om ud fra en vævsprøve (biopsi). Herefter kortlægges det, hvor udbredt sygdommen er.
Non-Hodgkin lymfom er ofte udbredt, når man får diagnosen, men der er alligevel gode behandlingsmuligheder.
Derefter vurderer lægerne sygdommen ud fra, hvor hurtigt den vokser. Selvom sygdommen vokser hurtigt, så er der gode muligheder for at blive rask.
Forskellige typer af non-Hodgkin lymfom
De mange forskellige typer lymfekræft opfører sig og skal håndteres forskelligt med hensyn til symptomer, forløb og behandling.
De mange forskellige typer inddeles efter et internationalt anerkendt system, WHOs klassifikationssystem. De mest almindelige undertyper er 'Diffust storcellet B-celle lymfom' og 'Follikulært B-celle lymfom'.
Opdelingen har stor betydning, fordi symptomer, forløb og behandlingsmuligheder varierer meget fra undertype til undertype.
Non-Hodgkin lymfom opstår i B- og T-lymfocytterne, så non-Hodgkin lymfom inddeles i B- og T-lymfomer, hvor B-lymfomer er langt de hyppigste.
For at sygdommen skal kunne klassificeres korrekt, skal den udtagne vævsprøve undersøges i mikroskop, og ofte skal vævsprøven undergå en række specialundersøgelser for at sikre, at det er den rigtige diagnose, der bliver stillet.
Det kan blandt andet dreje sig om undersøgelse med forskellige antistoffer (immunhistokemi) og undersøgelse for forskellige genetiske ændringer i cellerne.
I de fleste tilfælde medfører dette, at der kan gå mere end en uge, inden en endelig diagnose kan stilles.
Se flere undertyper af non-Hodgkin lymfom inddelt efter WHO klassifikationssystem:
Lymfom undertyper (PDF)Stadieinddeling af non-Hodgkin lymfom
Non-Hodgkin lymfom stadieinddeles efter det system, der hedder Ann-Arbor. Stadieinddelingen fastlægger, hvor meget sygdommen har bredt sig. Lægerne ser desuden på, om sygdommen sidder i eller uden for lymfesystemet
Non-Hodgkin lymfom inddeles i fire stadier:
- I stadium 1 er det kun lymfeknuder i et enkelt område af kroppen, som er syge
- I stadium 2 er flere lymfeknudeområder på samme side af mellemgulvet ramt at sygdom
- I stadium 3 er lymfeknuder på begge sider af mellemgulvet ramt af sygdom
- I stadium 4 er også organer uden for lymfesystemet ramt af sygdom
Hvert af de fire stadier bliver yderligere inddelt i A og B, alt efter om sygdommen giver B-symptomer, som er nattesved, feber og vægttab (almene symptomer), eller ej.
Hvis sygdommen f.eks. er i stadie 1, og man ikke har almene symptomer, kaldes det 1A. Hvis man har almene symptomer, kaldes det 1B. Læs om stadieinddeling generelt:
Stadieinddeling af kræftsygdomme
Inddeling af non-Hodgkin lymfom efter hvor aktiv sygdommen er
Non-Hodgkin lymfom bliver grupperet efter, hvor hurtigt de forskellige undertyper vokser. Sygdommen inddeles efter tre stadier af 'aggressivitet':
- Indolente lymfomer: Langsomt voksende lymfomer, der udvikler sig over måneder og år
- Aggressive lymfomer: Hurtigt voksende lymfomer, der udvikler sig over uger til måneder
- Meget aggressive lymfomer: Meget hurtigt voksende lymfomer, der udvikler sig over dage til uger
Ordet 'aggressiv' siger noget om, hvor hurtigt lymfomet vokser, men ikke noget om behandlingsmuligheder. Som udgangspunkt kan de aggressive og meget aggressive lymfomer helbredes.
I tabellen herunder kan du se eksempler på denne inddeling:
Inddeling af B- og T-lymfomer efter aggressivitet
B-lymfomer | T-lymfomer | |
Indolente (langsomt voksende) | Lymfoplasmacytært lymfom/Mb Waldenström Marginalzone/MALT lymfom Follikulært lymfom |
Mycosis fungoides Subkutant T-celle lymfom |
Aggressive (hurtigt voksende) | Mantlecellelymfom Diffust storcellet B-celle lymfom |
T/NK celle lymfom Perifert T-celle lymfom (uspecificeret) Angioimmunoblastisk T-celle lymfom Storcellet anaplastisk lymfom, systemisk Intestinalt T-celle lymfom |
Meget aggressive (meget hurtigt voksende) | B-celle akut lymfoblastær leukæmi/lymfom Burkitt lymfom |
T-celle akut lymfoblastær leukæmi/lymfom |
Læs mere om de enkelte lymfomtyper på den amerikanske hjemmeside Macmillan. Søg på den enkelte lymfomtype:
Særlige typer af Non-Hodgkin lymfom
Non-Hodgkin lymfom opstår i og breder sig fra lymfesystemet, men nogle undertyper opstår i andre organer og skaber særlige behandlingsmæssige udfordringer. Det kan f.eks. være:
Reaktioner på en kræftdiagnose
For de fleste mennesker er det voldsomt at få en kræftdiagnose – også selvom man måske længe har kæmpet med mistanken om noget alvorligt.
Det tager tid at forholde sig til sygdommen – både for en selv og for ens pårørende. Mange føler sig meget uafklarede i tiden efter, de har fået stillet diagnosen, og der kan være mange ting, man skal tage stilling til.
Man skal forholde sig til behandlingen, en ny hverdag, indlæggelserne, ens økonomi og også muligheder for at få hjælp fra både det offentlige og fra ens netværk. Læs mere:
Ung Kræft
Ung Kræft er for dig, der er mellem 18 og 39 år og har kræft eller er ung pårørende til en ung kræftpatient. Du kan møde andre unge med kræft og unge pårørende. Se mere på Ung Kræfts hjemmeside.
Ung KræftBrug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i arrangementer, kurser samt fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk