Undersøgelser ved non-Hodgkin lymfom
Ved mistanke om non-Hodgkin lymfom fjerner lægen som regel en lymfeknude og tager en knoglemarvsprøve. Derudover kan man i nogle tilfælde få foretaget en scanning af kroppen. Scanningen bruger lægen til at vurdere, hvor udbredt en eventuel sygdom er.
Undersøgelserne ved non-Hodgkin lymfom kan variere meget afhængigt af, hvilke symptomer sygdommen starter med. Man får dog altid taget en vævsprøve af knuden til nærmere undersøgelse i et mikroskop.
Lægen kan enten tage vævsprøven med en nål (nålebiopsi) eller ved at fjerne en hel lymfeknude. Det kan foregå på en kirurgisk afdeling ved en operation eller kikkertundersøgelse.
Nogle gange bliver vævsprøven taget på røntgenafdelingen, hvis der under en scanning opstår mistanke om lymfom.
Hvis vævsprøven visser non-Hodgkin lymfom, vil der som regel være behov for at få taget flere blodprøver, eventuelt nye scanninger, og i nogle tilfælde en knoglemarvsundersøgelse.
Undersøgelse af lymfeknude eller nålebiopsi i mikroskop
For at kunne stille en diagnose er det nødvendigt at fjerne en lymfeknude. Lymfeknuden fjernes ved et lille kirurgisk indgreb under lokalbedøvelse. Bagefter bliver lymfeknuden undersøgt i mikroskop. Oftest laves en lang række avancerede undersøgelser på biopsien/lymfeknuden for at karakterisere lymfekræftsygdommen bedst muligt.
Hvis der kun er hævede lymfeknuder på steder, der ikke er umiddelbart tilgængelige (f.eks. i bryst- og bughulen), vil lymfeknuden blive fjernet f.eks. via en kikkertundersøgelse eller ved en nålebiopsi vejledt af en scanning.
Læs mere om vævsprøver generelt:
Blodprøve
For at få et indtryk af sygdommens omfang og dine organers funktion undersøger lægerne blandt andet om antallet af blodceller er normalt, og om lever- og nyrefunktion er normal. Hvis spredningen af sygdommen er begrænset, vil de fleste blodprøver ofte være normale.
Lægen tager også en blodprøve for at måle blodets indhold af enzymet lactat dehydrogenase (LDH). Mængden af dette enzym i blodet kan sige noget om, hvor aktiv sygdommen er.
Knoglemarvsprøve
Knoglemarven er en del af lymfesystemet, og lymfomcellerne kan findes i knoglemarven. Derfor vil du i nogle tilfælde skulle have taget en prøve fra knoglemarven. I lokalbedøvelse tager lægen en prøve ud fra knoglemarven i bagerste hoftebenskam som vist på tegningen.
Læs mere om knoglemarvsundersøgelse generelt:
Undersøgelser for hvor udbredt non-Hodgkin lymfom er:
- PET/CT-scanning
- CT-scanning
- MR-scanning
PET/CT-scanning
En PET/CT-scanning er en meget følsom og effektiv metode til at undersøge, hvor udbredt lymfekræften er i kroppen.
Ved PET-scanningen får man igennem et drop et radioaktivt sukkerstof, som vil blive optaget i sygt væv. Undersøgelsen gør det muligt at se forstørrede lymfeknuder og organer, som er påvirket af lymfekræften. På den måde er det muligt at bestemme, hvilket stadie (1-4) lymfekræftsygdommen er i.
Læs mere:
CT-scanning
I nogle tilfælde får man kun foretaget en CT-scanning i stedet for en kombineret PET/CT-scanning.
En CT-scanning er en speciel røntgenundersøgelse, hvor der bliver taget en serie røntgenbilleder, som bliver bearbejdet af en computer. CT-scanning bliver brugt til at undersøge brysthulen, bughulen og centralnervesystemet, så lægerne kan vurdere tilstanden af dine lymfeknuder og organer.
CT-scanningen kan bruges til at kortlægge, hvor udbredt sygdommen er, fordi den gør det muligt at se hævede lymfeknuder i de dele af kroppen, som er svære at vurdere ved en almen lægeundersøgelse.
MR-scanning
Hvis CT-scanningen ikke giver tilstrækkeligt gode billeder, kan en MR-scanning nogle gange være bedre. Det gælder f.eks., hvis man skal have undersøgt hjernen.
MR-scanning ligner på mange måder en CT-scanning, men i stedet for røntgenstråler skaber MR-scanneren et kraftigt magnetfelt, som sender radiobølger ind i kroppen. Ved at registrere ekkoet fra radiobølgerne, kan en computer lave et detaljeret billede af kroppens indre.
På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Det er vigtigt med en præcis diagnose for, at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.