Winnie og Martins lille søn fik hjernekræft: 'Lige meget hvad der skete, ville vi blive sammen'

Bortset fra de tre drenge, som drøner rundt og hopper på trampolin, er alt fredeligt hjemme hos familien Linnet. Men sådan har det ikke altid været. To gange har Winnie og Martins ældste søn Sander haft kræft i hjernen. Første gang var han kun var tre år.

- Vi sad på Hvidovre Hospital, da vi fik beskeden. Vi troede bare, Sander havde fået hold i nakken, for han virkede jo glad og rask. Så vores verden faldt fuldstændig sammen. Det var mega uvirkeligt, fortæller Martin.

- Til at starte med slog jeg alle følelser fra. Jeg ringede rundt til min søster, vuggestuen og mit arbejde for at få styr på det praktiske. Først da jeg snakkede med min mor og mærkede hendes reaktion, brød jeg helt sammen. Dér ramte det mig, mindes Winnie.

Det viste sig, at Sander havde en 4. grads tumor af typen medulloblastom - den hurtigst voksende af slagsen. 48 timer efter blev Sander opereret i hjernen på Rigshospitalet. Operationen gik godt, og det lykkedes lægerne at fjerne hele tumoren. Men herefter startede et behandlingsforløb med kemobehandling og stråleterapi. Allerede dér tog Winnie og Martin en beslutning, som viste sig at holde hele vejen.

- Vi besluttede, at det her var noget, vi blev nødt til at gøre sammen. Vi ville dele vores oplevelser ufiltreret og være der for hinanden. Lige meget hvad der skete, ville vi blive sammen, fortæller Winnie og Martin.  

Få børn i Danmark får kræft. Men for forældre, der som Winnie og Martin oplever, at deres barn bliver syg med kræft, er det livsomvæltende. Ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse viser dog, at forældrene herhjemme ikke har større risiko for at blive skilt sammenlignet med forældre til raske børn. Tværtimod bliver lidt flere sammen.

- Forældre til et barn med kræft har omkring fire procent lavere risiko for at blive separeret og otte procent lavere risiko for at blive skilt end andre forældre, siger Luzius Mader, som er forsker i Kræftens Bekæmpelse og førsteforfatter på den nye undersøgelse.

Undersøgelsen viser også, at det at have et barn med kræft ikke har indflydelse på, om forældrene vælger at få flere børn.

- Vi havde forventet, at forældre til et barn med kræft ville have færre børn end forældre til børn uden kræft. Og at de ville udsætte at få et barn mere. Det var imidlertid ikke tilfældet. Forældrene har lige så stor sandsynlighed for at få flere børn som andre forældre, fortæller Luzius Mader.

Undersøgelsen er baseret på danske registerdata over alle forældre til børn, der fik kræft i årene 1982-2014. I alt omfatter det data for 7.066 børn og 12.418 forældre. Gruppen er sammenlignet med en kontrolgruppe af forældre og børn uden kræft.

Winnie og Martin mødte hinanden, da de var 18 og 20 år. Da de kom midt i tyverne, var deres store drøm at få tre børn lige efter hinanden. Da Sander fik kræft, var de klar over, at deres liv var forandret for altid. Men drømmen om det tredje barn kunne de ikke give slip på.

- Jeg kan huske, at jeg sad på Rigshospitalet og vores læge kom og spurgte, hvad der var i vejen. Jeg fortalte hende om vores ønske om at få en 3'er, men at jeg var i tvivl, fordi Sander jo havde kræft og fik kemo. Hun svarede blot; ’Vil I have en 3’er? Så kom i gang’, fortæller Winnie.

Kort tid efter tog Winnie og Martin til Paris i fire dage, mens mormor og moster var indlagt med Sander og passede lillebror Theo. Det var en rigtig kærlighedstur, som viste sig at bære frugt. Ni måneder efter kom Frej til verden. 

- Det var i virkeligheden en ret nøje overvejet beslutning. Vi tænkte, at hvis Sander ikke overlevede, så kunne der gå rigtig lang tid før, vi ville have lyst til at få et barn mere. Og det ville betyde, at hans lillebror, Theo, skulle være alene, fortæller Martin.

Et livsbekræftende mirakel

Det kan måske lyde hårdt at få en baby, når man i forvejen har to børn, hvor den ene er syg med kræft. Men sådan var det ikke for Winnie og Martin - tværtimod. 

- Det var livsbekræftende mere end et ansvar, vi skulle leve op til. Når vi sad på hospitalet og denne her mega søde baby løb rundt og lavede ballade, så satte det en masse smil i gang. Det er det, babyer er gode til, siger Martin.

- Det gav noget styrke og robusthed til familien og til vores parforhold, da det her lille mirakel kom. Vi følte, at vi stadig kunne fortsætte som en familie, selv hvis Sander ikke overlevede, fortæller Winnie.

Sanders anden sejr

22. marts 2012, fire dage før Sanders femårs fødselsdag, afslørede hans 4. kontrolscanning en ny kræfttumor. Den nye tumor, der var på størrelse med en tennisbold, sad denne gang i Sanders pande.

Allerede dagen efter blev Sander opereret i hjernen. Heldigvis lykkedes det endnu en gang lægerne at fjerne hele tumoren. Herefter begyndte Sanders andet behandlingsforløb, som denne gang indebar to måneders højdosis kemo, stamcelletransplantationer, 30 strålebehandlinger og et halvt års kemoterapi. 

Under begge Sanders behandlingsforløb lavede Winnie facebook-dagbog, hvor hun delte familiens oplevelser. For Winnie var det vigtigt at vise verden, at de stadig levede, og at Sander stadig var et glad barn, der kunne lege og fjolle. 

'Vi skulle cykle sammen til Paris'

Winnie og Martin har altid været et par, der får det bedste ud af livet. Selv i den sværeste periode af deres liv, hvor de besluttede at cykle med Team Rynkeby til Paris.

- Det var fuldstændig sindssygt. Sander var syg med kræft, vores drenge var et, tre og fem år, og nu skulle vi træne op til en cykeltur på 1.300 kilometer. Men det gav bare så meget mening, fortæller Winnie.

I de efterfølgende måneder trænede Winnie og Martin hver tirsdag og lørdag. Og det gav parforholdet en masse ny energi. 

Ud over det hyggelige samvær som par fandt Winnie og Martin også hurtigt ud af, at de kunne bruge deres historie nyttigt.

 - Det blev i virkeligheden første gang, vi begyndte at sætte nogle ord på Sanders sygdom og behandlingen. Vi fik formidlet noget af alt det, der var sket for os. Vi kunne fortælle, hvorfor det var så vigtigt at skrabe penge sammen til kræftramte børn, fortæller Martin.

I juli 2013 satte Winnie og Martin sig op på cyklerne og trampede til Paris.

- Kort tid inden vi tog afsted, afsluttede Sander sin sidste kemobehandling. Udover at det var en vildt fed tur med masser af fis og ballade, så var det også en slags lykkelig afslutning på det hele, fortæller Winnie med et kæmpe smil.

'Posttraumatisk stress er sådan noget, soldater får'

17. maj 2013 fik Sander sin sidste kemo. Han var seks år. I mere end tre år havde familien levet i sygdommens skygge. Nu var det endelig slut. Men Sanders sygdom havde givet skrammer på sjælen, specielt hos Winnie. Kort tid efter blev hun sygemeldt med angst og posttraumatisk stress.

- Sygdommen, og det at være der for Sander, havde ligesom været det vigtigste formål med livet. Nu var han sygdomsfri, og så kom alle følelserne. De ramte med tusind kilometer i timen. Det var svært at acceptere, for når ens barn er rask, skal man jo være glad og lettet. Men det var jeg ikke, fortæller Winnie.

- Dén havde vi ikke set komme. Posttraumatisk stress er sådan noget, som soldater, der vender hjem fra krig, får. Det var svært for mig at forstå i starten, fortæller Martin. 

Sygdommen påvirkede Winnie både fysisk og psykisk. Hendes fingre låste, hendes krop var i konstant alarmberedskab, hun var træt og reagerede voldsomt på lyde.

- Ved aftensmaden måtte jeg ofte sidde og holde mig for ørene, fordi jeg ikke kunne holde larmen ud. Og hvad er man for en mor, når man sidder og holder sig for ørerne, mens man spiser aftensmad med sine børn?, spørger Winnie retorisk. 

I en lang periode følte Winnie sig ensom og alene. Hun og Martin havde været sammen om nærmest alt omkring Sanders sygdom, men det her kunne de ikke være fælles om.

- Jeg skulle lære at forstå Winnies behov. Jeg sørgede for at lave mad, vaske tøj og gøre rent, så hun kunne få det frirum, hun havde brug for. Men det tog rigtig lang tid for mig at forstå, hvordan jeg skulle håndtere det, og det satte virkelig vores forhold på prøve, fortæller Martin

- På et tidspunkt sagde jeg til Martin, at jeg godt kunne forstå, hvis han ikke gad det mere. Til det svarede han bare: ”som om jeg vil give op nu. Tag den tid du har brug for. Vi skal nok klare det”.  

Syv måneder senere var Winnie heldigvis ovenpå igen.