Skip navigation

Når mad bliver et nødvendigt onde

Knæk Cancer: Mad og måltider kan være et konfliktfyldt område for unge kræftpatienter, der får kvalme og madlede på grund af kemoterapi. Den unge mister lysten til at spise, men ved godt, at det er nødvendigt, og de pårørende føler afmagt, fordi de ikke kan løse problemet. Dog kan trangen til at spise opstå i små glimt, og de skal udnyttes, konkluderer forskerne bag et nyt projekt om mad og måltider blandt unge kræftpatienter.

Ph.d.-studerende Marie Ernst Christensen understreger, at det er klart, at selve kræftbehandlingen har den primære opmærksomhed for de sundhedsprofessionelle, men det er værd at understrege, at mad ikke bare er mad, siger hun. Foto: Inge Lynggaard

Forskningsprojektet bygger på 140 timers observation blandt 12 unge kræftpatienter i alderen 15-29 år på tre hospitalsafdelinger. Det er ph.d.-studerende Marie Ernst Christensen, der var til stede som en flue på væggen, mens de unge fik kemoterapi, og observerede, hvordan mad og måltider blev adresseret i interaktionen mellem de unge, deres pårørende og de sundhedsprofessionelle.

- De unge ved godt, at de skal spise. Men de spiser på trods, fordi de har kvalme, og fordi maden smager anderledes. Måske smager den metallisk, eller også smager den slet ikke af noget, forklarer hun.

Forskerne konkluderer, at mad og måltider er et komplekst fænomen, som både unge, de pårørende og de sundhedsprofessionelle har en vidt forskellig tilgang til:

- Man er nødt til at se individuelt på hver enkelt unge kræftpatient, og man skal vide, at tingene kan forandre sig på et øjeblik; at bare fordi jeg har det sådan i dag, er det ikke sikkert, at jeg har det sådan i morgen. Det skal man kunne være i. Og så kan det godt være, at mor har stået og lavet pizzasnegle hele aftenen, men det kan være, at det ikke er dér, lysten er i dag, fortsætter hun. Og netop dét budskab er det vigtigt, at de sundhedsprofessionelle fremhæver overfor de unge og deres pårørende, siger Marie Ernst Christensen.

Læs artiklen her:

Når mad bliver et nødvendigt onde