Spring navigation over

Naturterapeutisk mindfulness: Vi finder indre ro i naturen

Kan man lære mindfulness af naturen? Tag med i Jonstrup Vang Skov, hvor Kræftrådgivningen i Herlev har naturterapeutisk mindfulness for kræftpatienter. Naturen hjælper deltagerne med at finde ro, slippe tankerne og være til stede i livet, som det er nu.

Vi går gennem skovbunden uden at tale sammen. I starten føles det unaturligt og lidt uhøfligt. Så indfinder roen sig. Tankerne vender sig indad, og indtrykkene fra naturen vokser i styrke. Grønne nuancer mod den blå himmel. Lange strå. Takkede blade. Buske. Blomster. Træer. Vinden får bladene til at bølge og bruse, fuglene kvidrer langt væk og tæt på.

Tæt på kræft er taget med til naturterapeutisk mindfulness i Jonstrup Vang Skov sammen med 6 deltagere, der har eller har haft kræft. Kun underviser Camilla Lindhardt siger noget ind i mellem. Hun viser vej og guider os med blid og rolig stemme igennem øvelserne.

- Det betyder meget, at det foregår i naturen. I naturen kommer der en ro helt af sig selv. Det kan være svært at finde den ro i hamsterhjulet i hverdagen. Det at komme ud i naturen og at få meditationen med oveni. Det kan noget mere end det meditation, jeg har prøvet før. At være i naturen hjælper mig med at komme hurtigere ud af tankemylderet. Tina Haahr Andersen, 51 år

Læs mere om Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger

At deltage i naturterapeutisk mindfulness giver mig en indre ro, som er svær at finde i dagligdagen med sygdom. Jeg er ikke til terapi, hvor man sidder i en rundkreds. Det, at det forgår i naturen, kan noget helt andet. Luften og lydene gør, at man slipper tankemylderet. Der stilles ingen krav, man skal bare være.
Susanne Kristensen, 49 år

I naturen skal du ikke præstere

Camilla Lindhardt er rådgiver i Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivning i Herlev og instruktør i naturterapeutisk mindfulness. Hun mener, at naturen kan noget særligt. For alle mennesker – og i høj grad for de, der står i en krævende situation, som kræft og senfølger efter kræft kan være.

- Mange af deltagerne på mine kurser fortæller, at behandlingsforløbet for kræft er så intensivt, at det føles som at hoppe på et tog, der bare kører derudad, mens de prøver at holde fast. Bagefter kan det give en oplevelse af, at stå tilbage på perronen og skulle prøve at finde sig selv igen. Det er en stor belastning og her kan naturen give et rum, hvor de kan trække vejret. Et kravfrit rum, hvor de ikke skal præstere noget. Hvor der er tid til eftertanke og refleksion, forklarer Camilla Lindhardt og uddyber:

- Naturterapeutisk mindfulness kan hjælpe på vej i den livsrejse vi alle er på – og som kræftpatienter i høj grad er på – der blandt andet handler om at acceptere den situation, man er i. At få reduceret tankemylderet og lade være med at være så hård en dommer over for sig selv. Og at finde roen inde i sig selv.

""
'Sansevandringen var spændende og udfordrende. Det var svært for mig i starten at lade være med at kategorisere og vurdere, men det var meget givende at give slip.' Tina Baarts, 54 år (på billedet).
Naturterapeutisk mindfulness giver mig ro og tid til fordybelse – og jeg får redskaber til at kunne finde netop ro og fordybelse i hverdagen. Jeg kan bruge de teknikker, vi lærer på kurset, i min hverdag. Jeg er blevet bedre til at kunne finde ind i mig selv, at kunne være i nuet og samle energi og fokus.
Tina Baarts, 54 år

Sansevandring 

Dagens øvelse er en sansevandring. Camilla starter, og vi følger hendes guidning. Vi skal opleve naturen omkring os, som om vi ser den første gang. Med fokus på én sans ad gangen. Se naturen omkring os uden at kategorisere og vurdere. Lytte; med hænderne som drejelige tragte ved ørerne, så lydene over, under, foran og bagved træder frem. Mærke stråene glide mod fingerspidserne og træets struktur og styrke mod kroppen. Lugte til bladet, barken, blomsten. Smage på det. Det føles mærkeligt og godt på samme tid. Det minder om barndom.

Kun Camillas ord blander sig med naturens lyde. Vi andre siger ikke noget. Det er vores egen oplevelse der er vigtig. Ikke at sammenligne den med de andres.

Sansevandring 

Dagens øvelse er en sansevandring. Camilla starter, og vi følger hendes guidning. Vi skal opleve naturen omkring os, som om vi ser den første gang. Med fokus på én sans ad gangen. Se naturen omkring os uden at kategorisere og vurdere. Lytte; med hænderne som drejelige tragte ved ørerne, så lydene over, under, foran og bagved træder frem. Mærke stråene glide mod fingerspidserne og træets struktur og styrke mod kroppen. Lugte til bladet, barken, blomsten. Smage på det. Det føles mærkeligt og godt på samme tid. Det minder om barndom.

Kun Camillas ord blander sig med naturens lyde. Vi andre siger ikke noget. Det er vores egen oplevelse der er vigtig. Ikke at sammenligne den med de andres.

En del af noget større

Ved at være i naturen oplever vi at være en del af et større hele. Vi mærker, at vi er forbundne til naturen. Og det er godt, fortæller Camilla Lindhardt, for det giver perspektiv og ro:

- Ved at være i naturen får vi nogle ting givet. Det er lettere at bruge sanserne ude i naturen. Vi ser livet og forskelligheden. Små, skæve planter, der alligevel vokser og lever. Store træer, hvor en gren er brækket af – men træet står her stadig. Og alt det, der falder ned og er dødt, er stadig fuld af liv og har sat sine spor på en anden måde. Der er så meget at hente i naturen, som vi kan se os selv i. Jeg guider dem i øvelserne, men naturen er terapeuten.

Før vi går hjem, sidder vi ved en bålplads. Hvis man har lyst, kan man fortælle, hvordan man har det efter øvelsen. Flere beskriver, at de har mange smerter hver dag, og at de i dag kunne glemme smerterne undervejs og bare være. Der er en ro omkring bålpladsen, selv om vi nu taler. En form for fredfyldt stemning. Vi suger de sidste sanseindtryk af naturen til os. 

""
Jeg er fuldtidssygemeldt og sandsynligheden for, at jeg kommer tilbage på arbejdet, er lille – så bliver det i hvert fald i fleksjob. Det har jeg det rigtig svært med. Og det prøver jeg lige nu på at finde min vej i. Naturterapeutisk mindfulness giver mig ro og en form for afklaring. Når man er i naturen, kan man godt være noget alligevel. Jeg ser på alle de træer og blomster, der gror. Nogle af dem er skæve eller små. Men de er der. Det giver mig glæde. For når de kan, så kan jeg også. Selv om det ikke bliver på den måde, jeg troede.' Julie Vang-Iversen, 46 år (på billedet).
Når man er her, oplever man, hvor meget man egentlig har brug for at kunne trække stikket og bare være i nuet. På den måde kan jeg, i hvert fald for et stykke tid, blive helt fri for opslidende tanker.
Berit Jensen, 61 år

Om naturterapeutisk mindfulness

Naturterapeutisk mindfulness har meget tilfælles med almindelig mindfulness, som har fokus på at træne evnen til at være til stede i nuet. I Naturterapeutisk mindfulness integreres mindfulness-principperne i guidede øvelser i tæt kontakt med naturen. Det kan være åndedrætsøvelser, meditationer og øvelser hvor du mærker din krops signaler og bliver bevidst om, hvordan krop, tanker og følelser er forbundne. Naturterapeutisk mindfulness har samtidig fokus på at vække forbindelsen til naturen.

Hvad kan det?
Naturterapeutisk mindfulness kan medvirke til at styrke det mentale velvære og overskud og at skabe rum for ro, refleksion og eftertænksomhed. Det giver redskaber til en mere mindful tilgang til livet med større fokus på langsommelighed og nærvær.

Hvad ved vi?
Flere videnskabelige studier har undersøgt effekten af mindfulness hos kræftpatienter. Forskningsprojekterne har vist, at mindfulness nedsætter stressniveauet, giver færre symptomer på depression og angst og forbedrer søvnen. Forskning peger også på, at naturen er en vigtig ressource i forhold til menneskers sundhed, og at de grønne omgivelser fremmer et godt fysisk og psykisk helbred. I naturterapeutisk mindfulness fungerer naturen dermed som støttende miljø for behandlingen. I Danmark er naturbaserede terapier et forholdsvist nyt fænomen, mens der i andre lande er en længere tradition for at arbejde med naturen som basis for forskellige behandlinger.

Læs mere om mindfulness

Læs mere om naturterapeutisk mindfulness

På Kræftens Bekæmpelses hjemmeside kan du finde naturterapeutisk mindfulness-øvelser som lydfiler – lige til at tage med ud i naturen eller i haven. Øvelserne er indtalt af Camilla Lindhardt, naturterapeutisk mindfulness-instruktør og rådgiver i Kræftrådgivningen i Herlev.
Lyt til naturterapeutisk mindfulness-øvelser

Hvis du har kræft, kan du og dine pårørende få gratis rådgivning og støtte i Kræftens Bekæmpelse. I Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger landet over kan du deltage i samtalegrupper og forskellige aktiviteter, det kan f.eks. være bevægelse og motion. Naturterapeutisk mindfulness udbydes i øjeblikket i Kræftrådgivningen i Herlev. Mange kræftrådgivninger har andre motionstilbud, der foregår i naturen, f.eks. gå-grupper. Du kan også afprøve mindfulness i de fleste kræftrådgivninger. Aktiviteterne varierer lokalt - kontakt derfor nærmeste kræftrådgivning for at høre nærmere om mulighederne. 
Find nærmeste kræftrådgivning 

Nogle lokalforeninger har motions- og cafétilbud for kræftpatienter. Kontakt lokalforeningen i din kommune for at høre om mulighederne lokalt. 
Find din lokalforening

Har du brug for rådgivning? Ring til Kræftlinjen på tlf. 80 30 10 30

""
Det er svært at forklare, hvad naturterapeutisk mindfulness gør. Det er lige som, når man har gået en tur på stranden og er blevet gennemblæst af vinden. Det giver ro. Jeg vil gerne det samme som før sygdommen – det kan jeg bare ikke. Det er svært at acceptere. Naturterapeutisk mindfulness har åbnet nogle nye døre, jeg ikke vidste fandtes. Så mit råd er: Tag afsted! Kom ud i naturen.
Anita Liebst, 48 år

Tak fordi du støtter 

Denne artikel er oprindelig bragt i vores medlemsblad 'Tæt på kræft'.

Bladet udkommer tre gange om året og sendes via email til alle medlemmer, der ønsker at modtage det.
Bliv medlem

Din støtte er vigtig. Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Så vi har brug for støtte fra dig og andre, der vælger at bakke op om kræftsagen og derved er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.
Se hvordan du kan støtte