Skip navigation

Patienter og pårørende har taget godt imod videokonsultationer under corona

Under corona-epidemien har mange opfølgningsforløb været omlagt fra fysisk fremmøde til videokonsultation. Ny rapport viser, at patienterne og pårørende har været glade for muligheden.

Foto: Colourbox

”Videokonsultation passer mig godt, jeg har langt til sygehuset og er helt tryg ved denne måde”

”Det er en god ting, men den skal bare ikke erstatte alle fysiske konsultationer”

”Det hjælper faktisk rigtig meget, at man kan se den, man snakker med. Udfordringen er teknikken” 

Sådan siger nogle af de kræftpatienter og pårørende som er blevet interviewet til den nye rapport ”Patientsikkerhed i digital kræftopfølgning under corona”, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Kræftens Bekæmpelse og en kræftafdeling (deltager anonymt i rapporten) har udarbejdet sammen.

Stort potentiale i at bruge video ved visse typer af konsultationer

- Det er glædeligt, at kræftpatienter og pårørende har haft positive oplevelser med videokonsultationer under corona – og at det har givet så gode muligheder for, at pårørende har kunnet deltage i samtalerne. Der er potentiale i at bruge video fremadrettet – uanset corona – men vigtigt kun at bruge det ved konsultationer, hvor det giver mening – og hvor patienter og pårørende foretrækker det, siger Pernille Slebsager, afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse.

Rapporten ser tilbage på foråret 2020 under corona-pandemien, hvor man i sundhedsvæsenet omlagde opfølgningsforløb efter kræftbehandlingen til videokonsultation. Det gjorde man for at mindske smittespredning, men hvilke fordele og ulemper havde det for patienter og pårørende?

Videokonsultationer er kommet for at blive, men de skal bruges med omhu
Inge Kristensen, direktør for Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Overordnet store fordele for patienter og pårørende

Overordnet var der store fordele for både patienter og pårørende, som har været glade for at undgå unødig lang rejsetid og ventetid til og fra hospitalet. Og de pårørende har i højere grad oplevet at kunne deltage i de vigtige samtaler. Ej heller indenfor patientsikkerheden har omlægningen medført problemer.

Det siger Inge Kristensen, direktør for Dansk Selskab for Patientsikkerhed, men hun understreger også, at selvom der er store fordele for patienter og pårørende, så er det vigtigt at bruge videokonsultationer med omhu.

Bruges med omhu

- Videokonsultationer er kommet for at blive, men de skal bruges med omhu – og formentlig ikke i alle konsultationer. I hvert fald kræver det en god forberedelse og en del systematik i organisationen. Og ikke mindst: At personale, der har brug for at blive guidet - og patienter og pårørende – har mulighed for at få relevant, også teknisk hjælp, siger Inge Kristensen.

Vigtigt at der forskes endnu mere i området, så vi sikrer høj kvalitet i opfølgningsforløb med fokus på patientsikkerheden
Pernille Slebsager, Afdelingschef Kræftens Bekæmpelse

ikke egnet til bl.a. svære beskeder eller ved fysiske symptomer

For der er situationer og konsultationer, hvor der kan være udfordringer med videokonsultationer – og hvor fysisk fremmøde er bedst. Det understreger kræftpatienter og pårørende i rapporten.

Det kan eksempelvis være i konsultationer om fysiske symptomer eller undersøgelser, samt hvis man skal modtage en svær besked. De fortæller endvidere, at det er vigtigt med systematik i, hvordan man samtaler om fx blodprøvesvar og scanningssvar – og at lægerne skal være opmærksomme på ikke at miste informationer som normalt indhentes i ”det et mere uformelt rum” før og efter en konsultation. Det kan eksempelvis være, hvis man har tabt sig eller er blevet dårligt gående eller mistrives.

Vigtig med systematik, så viden ikke går tabt

- Ved videokonsultationer er det vigtigt at være opmærksom på, at der spørges systematisk ind til patienten, så man undgår, at der mistes vigtig information. Det er også vigtigt, at læger, sygeplejersker og sekretærer har stor opmærksomhed på at samle op, når samtalen afsluttes. Det er svært at skabe samme nærhed i en videokonsultation, som vi er vant til fra fysisk fremmøde. Vigtigt at der forskes endnu mere i området, så vi sikrer høj kvalitet i opfølgningsforløb med fokus på patientsikkerheden, siger Pernille Slebsager

Download rapporten
Patientsikkerhed i digital kræftopfølgning (2021)

Læs mere hos Dansk Selskab for Patientsikkerhed