36-årige Cecilie fik livmoderhalskræft: 'Kom nu afsted til screening'
For tre år siden fik Cecilie Stæhr Rasmussen livmoderhalskræft, efter at hun i flere år havde ignoreret invitationerne til screening. Nu opfordrer hun andre kvinder til at komme afsted, fordi 'konsekvensen kan være stor.'
Publiceret: Januar 2022 og opdateret januar 2023
Cecilie Stæhr Rasmussen sidder i bilen på vej til sit arbejde som sagsbehandler i Københavns Kommune, da hendes mobiltelefon ringer.
Hun tager den med det samme, for hun har få dage forinden været til undersøgelse hos en gynækolog, der vender tilbage med svar på undersøgelsen.
- Jeg vil være helt ærlig over for dig og fortælle, at jeg ikke ringer med godt nyt, siger stemmen i den anden ende af røret og giver så den besked, Cecilie allermest har frygtet.
- Du har livmoderhalskræft, lyder beskeden fra gynækologen, der får Cecilie til at knække sammen på bilsædet.
Skal jeg så dø nu, tænker hun.
Man skal bare få lavet det celleskrab. Gynækologiske undersøgelser er ikke lige min kop te, men konsekvensen ved ikke at gøre det kan simpelthen være for stor.
'Kom afsted'
Cecilie ved godt, at kvinder kan blive undersøgt for livmoderhalskræft, fra de fylder 23 år. Hun får faktisk sit første celleskrab fra livmoderhalsen allerede som 22-årig, da hun alligevel er hos lægen. 'Så er man der ligesom, og man ved jo godt, at det er godt at gøre det,' siger hun.
Som alle andre kvinder i 20’erne bliver Cecilie løbende inviteret til screening hvert tredje år, men reagerer ikke. Hver gang brevet kommer, åbner hun det for lige at se, om det er invitationen til screening, og smider det så i skraldespanden.
- Jeg tror egentlig ikke, jeg har tænkt nærmere over, hvor vigtig screening egentlig er. Det ligger i baghovedet, at man har tilbuddet. Det kommer igen om tre år, så jeg kan bare gøre det der, og min læge har ikke nævnt det, når jeg ellers har været deroppe, siger Cecilie, der i dag ville ønske, at hun havde taget imod invitationerne til screening. Hun opfordrer nu andre unge kvinder til ikke at tøve med at blive screenet.
- Kom afsted! Man skal bare få lavet det celleskrab. Gynækologiske undersøgelser er ikke lige min kop te, men konsekvensen ved ikke at gøre det kan simpelthen være for stor. Man er ung og tænker, at alt er fint, og at det ikke rammer en selv. Jeg tror, at man skal have nogen skrækhistorier med unge piger, der har stået i samme situation som mig. Jeg vidste ikke, at livmoderhalskræft kan være lang tid undervejs, og så giver det bedre mening at få celleskrab løbende, så man kan være på forkant, hvis der skulle være noget.
Læs mere om livmoderhalskræft på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.
'Jeg føler mig ikke syg'
Cecilie får en ide om, at alt ikke er, som det burde være, ved et lægebesøg i 2019, hvor hun selv beder om at få foretaget et celleskrab. Lægen bemærker, at livmoderhalsen er meget rød, og det viser sig, at Cecilie har svære celleforandringer.
Cecilie bliver undersøgt hos en gynækolog, der tager en vævsprøve fra livmoderhalsen, og svaret på prøven kommer en tidlig torsdag morgen, da gynækologen ringer og fortæller, at der er kræftceller i prøven.
- Jeg ved, at det er alvorligt: Skal jeg dø nu af det her? Hvor gammel bliver jeg? Hvad skal der ske med alle mine ting? Skal jeg have stråler og kemo? Taber jeg håret? Det hele er meget mærkeligt, siger hun og tilføjer:
- Jeg har lige fået at vide, at jeg har en livstruende sygdom, men jeg føler mig overhovedet ikke syg. Jeg ved ikke andet end, at jeg kommer i Kræftpakkeforløb, og at gynækologen siger, at det vil gå stærkt.
Jordens længste weekend
Fredag ligger indkaldelsen i Cecilies e-Boks, og hun skal møde op på Rigshospitalet mandag morgen. I weekenden tager hun med til sin fars fødselsdag, men tiden går utroligt langsomt.
- Det er fint med en hyggedag med familien. Vi snakker egentlig ikke så meget om sygdom, og det er meget rart. Men det er jordens længste weekend, hvor jeg er rigtig ked af det og bruger tiden på at google sygdommen, siger Cecilie, der godt kan lide at være forberedt.
Det er en stor lettelse, at jeg ikke skal have stråler og kemo.
Livmoder fjernes ved operation
Cecilie får ret hurtigt at vide, at sygdommen nok er i stadie 1, og at der ikke er spredning til andre organer, og det er en kæmpe lettelse for hende.
Men hun skal igennem to kegleoperationer, før lægerne kan se, om hun kan få en operation, der bevarer hendes fertilitet. Cecilie får den anden kegleoperation lillejuleaften i fuld narkose, og hun får svar på Rigshospitalet midt i januar. Hun har læst svaret på forhånd på sundhed.dk og oversat det latinske.
- De mener, at knuden er større end 2 cm og kan kun tilbyde operation, hvor de fjerner livmoderen, fordi de tænker på ens liv som det første. Jeg bliver erklæret kræftfri allerede 14 dage efter operationen, og det er mega overvældende og helt uforståeligt, men også sindssygt dejligt. Det er vildt at det kunne gå så hurtigt. Det er en stor lettelse, at jeg ikke skal have stråler og kemo.
Jeg blev rigtig ked af det og har grædt rigtig meget og tænkt mange forfærdelige tanker om, hvad der skulle ske.
'Det er en stor sorg'
Fra Cecilie får diagnosen, indtil hun bliver opereret, går hun i fightermode og skubber sine følelser i baggrunden, forklarer hun.
- Det er den måde, jeg bedst muligt kan komme igennem det på, og så kommer alle følelserne bagefter. Jeg blev rigtig ked af det og har grædt rigtig meget og tænkt mange forfærdelige tanker om, hvad der skulle ske, men jeg prøver også at gøre ting, der gør mig glad. At tænke i dag skal jeg bare hygge mig og gøre, som jeg plejer, og så er jeg syg igen i morgen, siger hun.
Efter operationen har det fyldt meget for Cecilie, at hun ikke længere har mulighed for at blive gravid.
- Det er en stor sorg, at jeg ikke er i stand til at kunne blive gravid og bære mit eget barn. Det betyder, at jeg formentlig heller ikke vil kunne få mig min egen lille familie, og jeg kan ende som gammel alene.
Jeg ved, at det er vigtigt at tale om tingene og være åben, også selvom folk er ved at brække sig.
Åbenhed er vigtigt
Det har været vigtigt for Cecilie at være åben om sin sygdom, og hun synes ikke, at hendes nærmeste skal være bange for at spørge ind til sygdommen.
- Jeg ringer til alle mine tætte veninder den dag, jeg får diagnosen. Jeg ved, at det er vigtigt at tale om tingene og være åben - også selvom folk er ved at brække sig. Man kan ikke tale det til døde, og det forsvinder ikke, siger hun og tilføjer:
- Folk var rigtig gode til at skrive til mig, og jeg havde facebookgrupper for veninder og familie, hvor jeg kunne sende en update, når jeg havde været på hospitalet. Så blev jeg heller ikke lagt ned af tusind opkald og bombarderet med spørgsmål, og folk syntes, det var fedt at blive opdateret.
Selvom lægerne har erklæret Cecilie kræftfri, fylder frygten for tilbagefald stadig rigtig meget i hendes hverdag.
- Jeg er skrevet op til et gruppeforløb hos Kræftens Bekæmpelse, for jeg har brug for en gruppe jævnaldrende, der har været igennem det samme som mig. Nogen, der forstår hvilke følelser, man går med, og hvad der sker i sådan et forløb. Det kan man ikke sætte sig ind i, hvis man ikke har prøvet det, siger hun.
'Jeg er helt klart en anden'
Selvom behandlingen er overstået, og Cecilie næsten er sluppet for senfølger, og der er et år til næste kontrol, er hun stadig påvirket psykisk. Til nytår talte hun og kæresten om, hvad de var taknemmelige for. For hende var det de to kontroller, der var veloverståede.
- Min kæreste kan godt mærke, at jeg er presset, når jeg skal til kontrol. Der er mange små ting, der fylder, som man ikke selv er bevidst om og ikke tænker på som en del af et kræftforløb. Groft sagt, så er du syg, du bliver behandlet, og jeg kan kun tage hatten af for de dygtige læger, der har behandlet mig, siger hun og tilføjer:
- Ens liv bliver aldrig det samme, og det kan jeg mærke. Jeg er helt klart en anden fra den dag, jeg fik diagnosen. Jeg var et mega kontrolmenneske, og det er jeg ikke mere.