Spring navigation over

A.P. Møller Fonden støtter Kræftpatienternes Hus i Nuuk

En kommende kræftrådgivning i Nuuk skal være centrum for indsatsen mod kræft i Grønland. A.P. Møller Fonden donerer 10 mio. kroner til opførelsen.

Et rådgivnings- og foreningshus for kræftramte og pårørende i Grønland er et skridt nærmere realisering, efter en bevilling på 10 mio. kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har støttet projektet.

Placeret tæt ved Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, hvor al kræftbehandling i Grønland finder sted, giver Kræftpatienternes Hus mulighed for rådgivning og støtte tæt på behandlingsstedet. Byggeriet er planlagt til at gå i gang i 2023.

Bidraget fra A.P. Møller Fonden vil betyde et kvantespring i hjælpen til kræftramte og deres pårørende i Grønland.
Elisabeth Lynge Hansen, bestyrelsesformand i Neriuffik

A.P. Møller Fonden støtter først og fremmest opførelsen af Kræftpatienternes Hus i Nuuk for at bidrage til bedre rammer for den afgørende rådgivning af grønlandske kræftpatienter, som alle står i en sårbar livssituation.

Stigende antal kræfttilfælde i Grønland
Projektet ledes af Neriuffik, den grønlandske landsforening for kræftpatienter, og Kræftens Bekæmpelse. Efter opførelse ejes Kræftpatienternes Hus af Neriuffik.

- Bidraget fra A.P. Møller Fonden vil betyde et kvantespring i hjælpen til kræftramte og deres pårørende i Grønland. Huset er en tiltrængt fornyelse, der vil sikre, at borgere i Grønland om få år får glæde af en kræftrådgivning, der både indholdsmæssigt og arkitektonisk imødekommer deres behov, siger Elisabeth Lynge Hansen, bestyrelsesformand i Neriuffik.

Erfaringer fra de danske kræftrådgivninger ’Livsrum’ viser, at rådgivninger placeret tæt ved hospitaler betyder, at flere patienter deltager i rådgivningstilbud tidligere i deres sygdomsforløb, herunder også flere socialt sårbare patienter.

Et stigende antal grønlandske borgere diagnosticeres med kræft, og dødeligheden er dobbelt så høj som i Danmark
Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse

Centrum for indsats mod kræft
Kræftpatienternes Hus skal være mere end blot en rådgivning: Det skal være centrum for indsatsen mod kræft i Grønland. Huset skal understøtte forebyggelse og tidlig diagnostik og sikre mere sammenhæng i behandlingsforløbet.

- Vi er taknemmelige for den store støtte fra A.P. Møller Fonden, der vil komme mange kræftpatienter og pårørende i Grønland til gavn. Et stigende antal grønlandske borgere diagnosticeres med kræft, og dødeligheden er dobbelt så høj som i Danmark. Det er derfor afgørende at forbedre forholdene for kræftramte, siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse.

Ambitionen er, at aktiviteterne i huset vil styrke forebyggelse af kræft i Grønland. Huset vil både rumme fysiske og digitale rådgivningstilbud, så også borgere i bygder og yderdistrikter kan få specialiserede ydelser og rådgivningstilbud.

Ud over A.P. Møller Fonden har Knæk Cancer, Landsindsamlingen i Grønland og den nordatlantiske pulje støttet projektet. Det grønlandske selvstyre har stillet grunden til rådighed og givet midler til at nedrive den nuværende bebyggelse.