Spring navigation over

Casper var lige blevet gift med sit livs kærlighed, da lægens ord ændrede alt

Det nygifte par var høje på livet og hinanden, og drømmen om bryllupsrejsen til New York skulle snart blive til virkelighed. Men alt blev vendt på hovedet, da Casper Frydenlund Tørnblad fik en uventet besked. Du har kræft!

Casper og hans mand

På vej ned til sin bil på parkeringspladsen går det op pludselig op for Casper, hvad det er for en besked, han har fået.

De tunge skridt ud gennem Rigshospitalets hovedindgang forplanter sig til resten af kroppen, og da han endelig når frem og får åbnet bildøren, synker han ned i sædet.

Den første han ringer til er Mike. Et opkald som er printet ind i hans hukommelse, men som han samtidig ikke husker særlig meget fra. Parret har på det tidspunkt været gift i en måned.

- Hej skat, hvordan er det gået, spørger Mike glad, så snart han får ham i røret.

Casper bryder grædende sammen. Han er slet ikke forberedt på, at det kan være kræft. Derfor er han også alene taget ind til Rigshospitalet. Nu er han pludselig diagnosticeret med skjoldbruskkirtelkræft.

- Det kom fuldstændig bag på mig. Min første tanke var, at jeg skulle dø, og Mike skulle leve alene.

- Præsten sagde godt nok i medgang og modgang, og det var så direkte i modgang fra start af, forklarer han

Det er et virvar af følelser. Han er lige blevet gift med sit livs kærlighed præcis en måned tidligere, og nu er lykkefølelsen erstattet af frustration, usikkerhed og tvivl.

Men aldrig på hinanden.

- Det var virkelig fra himmel til helvede, men det gjorde os stærkere. Jeg blev bestyrket i, at han var den rigtige for mig, og jeg er meget taknemmelig for, at han og min familie var der for mig.

Casper ligger i hospitalsseng

Går ikke til lægen 

I to-tre måneder oplever Casper synkebesvær. Det er værst, når han ligger ned. Det føles, som om han stadig har madrester i halsen, og når han sover, kan han ikke synke sit mundvand.

- Det irriterede mig, men som mange andre mænd gik jeg ikke til lægen.  Det var først, da min mand insisterede på det.

Casper får konstateret kræft i november 2018. 26 år gammel.

Ti dage efter biopsien er taget, bliver han opereret første gang.

Casper i hospitalssengen efter operationen

Gode venner forsvinder

Der går ti dage fra diagnosen, til Casper bliver opereret. I den periode går han stadig på arbejde for holde tankerne på afstand. Allerede dagen efter diagnosen tager han og Mike i Tivoli med gode venner. Men noget har forandret sig.

- De turde ikke kramme mig. De var bange for at røre ved mig, mindes Casper.

Det er ikke et enkeltstående tilfælde. Mange venner trækker sig – også dem, som Casper tror, han er tæt med.

- Nu var jeg pludselig ham den syge. Jeg tror, at de prøvede at skåne mig, men tværtimod skubbede de mig længere væk. Jeg blev ikke inviteret med til fester, film- og madaftener. Det var, som om de valgte at ignorere mig.  Det var skuffende og gjorde ondt. Jeg troede, at de var mine bedste venner. Det gjorde mig sindssygt ked af det og sur, for jeg ville jeg have været der for dem.

Heldigvis overrasker andre venner positivt og træder til.

- Det er jeg så glad for, og så rykkede min familie endnu tættere sammen.

Casper på en farverig hospitalsstue

Mister stemmen

Lægerne fjerner kræftknuden og højre del af skjoldbruskkirtlen, hvor knuden sidder. Men der er spredning til lymfekirtlerne.  

- 14 dage senere får jeg at vide, at de skal fjerne venstre halvdel også, for ellers virker efterbehandlingen ikke, forklarer Casper.

Stemmebåndet ligger lige op ad skjoldbruskkirtlen, så der er risiko for, at de ville ramme. Det sker under anden operation, og Casper mister stemmen.

- Det påvirkede mit liv rigtig meget. Jeg mistede evnen til at kommunikere, og jeg fravalgte mange arrangementer, og det svært at gå på arbejde, fordi jeg ikke kunne tale.

Caspers ar på halsen

Kan joke med det

En tynd, lille mussestemme. Sådan beskriver Casper selv sin stemme.

Gennem talepædagogen får han efter et år et headset, mikrofon og stemmeforstærker til lommen. Når han er ude at handle, kan han hviske i mikrofonen, og så kan ekspedienten høre, hvad han siger.

- Folk kiggede mærkeligt på mig. Det fleste kræftpatienter mister håret, men min sygdom var lidt usynlig. Man kunne ikke se, at jeg var syg, så folk troede, at jeg havde været på druk hele weekenden.  

Casper tackler kommentarerne på sin egen facon og omfavner det med humor.

- Hele setuppet var jo lidt komisk, og jeg lignede jo én, der arbejdede på McDonald’s eller var flykaptajn, griner Casper.

Casper kæmper en brav kamp med hjælp fra talepædagogen om at få stemmen igen. Det VILLE han bare. I april 2021 får han indopereret et implantat. En silikoneklods, der presser på den venstre stemmelæbe, så han kan tale.

- Jeg havde følt mig som fluen på væggen i 2 ½ år, og nu blev jeg endelig mig selv igen. Stemmen er jo min adgangsbillet til et normalt liv.

Casper smiler inden sin operation

Familien betyder alt

Man skal ikke tale længe med Casper, før man finder ud af, at familie betyder alt for ham. I andelsforeningen på Amager, hvor han bor, hersker der næsten sydlandske tilstande. I hvert fald på familiefronten.

- Vi er nok mere sammen end gennemsnittet, vurderer Casper, mens Mike uden for husbondens synsfelt nikker smilende.

Hans faster bor ovenpå, farmor på 90 inde ved siden af, far på 2. sal, kusine på 3. sal. Mor bor to gader væk og søster to opgange derfra.

Og de mener det, når de siger, at de er der for hinanden.  Casper havde lovet at komme til sin søsters 30 års fødselsdag. Dagen inden festen får han at vide, at han skal opereres. Han bliver udskrevet klokken 17.30, og festen begyndte kl 17 – men han vil med, så han når kun lige hjem for at skifte fra hospitals- til festtøj.

- Jeg lignede et lig og kunne intet sige, men jeg ville afsted. Min søster begyndte at græde, da vi kom ankom, husker Casper.

Casper med et barn
Casper aer kat
Casper og Mike er meget glade for dyr og har to meget forkælede katte, hvis store klatretræ optager en god portion af stuen.

Vild med dans - Knæk Cancer

Da Casper blev syg, lovede han sig selv, at hvis han blev rask, ville han udfordre sig selv. Derfor blev han frivillig i Kræftens Bekæmpelses Fortællerkorps – det var endda, inden han kunne tale som motivation til at få stemmen igen.

I dag tager han ud på skoler og arbejdspladser og fortæller om, hvordan det er at være ung og have kræft. Det gør han for at vise, at der er et liv efter sygdommen og for at bryde en masse tabuer.

På fredag stiller han sig op Det Kongelig Teater og danser jive som en af årets Knæk Cancer- dansere.

- Vild med Dans er så den ultimative udfordring, men jeg tør at stille mig frem og bruge mig selv, fordi jeg har ballasten fra Fortællerkorpset.

Casper til træning til Vild med dans
Tre ud af fire kræftpatienter har oplevet tavshed fra tætte venner og familie. Knæk Cancer sætter fokus på kræftsagen - i år med et budskab om at bryde tavsheden og holde sammen i en svær tid.

Drømmen om New York

Ægteskabet fik ikke den begyndelse, som Casper og Mike drømte om. Men efter eget udsagn er de alligevel kommet styrkede ud af forløbet. Og bryllupsrejsen til New York har de jo stadig til gode.

- Det er en fantastisk by, og vi vil gerne opleve den sammen. Vi satser på at tage af sted i 2023.