Spring navigation over

Cigaretter: Kun store prisstigninger har effekt

Flere kvitter smøgerne, når prisen på cigaretter ryger i vejret. Men kun, hvis prisen tager et ordentligt hop - ellers har det ingen effekt. Sådan lyder det fra Kræftens Bekæmpelse, der opfordrer en kommende regering til at gennemføre få, men store prisstigninger på tobak.

Flere gik i gang med et rygestop, da prisen på cigaretter steg fra 40 til 55 kroner. Foto: Colourbox

I april 2020 steg prisen på en pakke cigaretter fra 40 kr. til 55 kr. i gennemsnit. Fra 1. januar sidste år steg prisen yderligere med 5 kr. pakken.

Efter den første – og største – prisstigning ændrede tobaksforbruget sig.

- I 2020 faldt salget af cigaretter med 18 pct. sammenlignet med 2019. Og det var ikke fordi folk kørte til Tyskland og købte tobak, for grænserne var lukkede på grund af Corona. Der blev simpelthen røget færre cigaretter, siger Niels Them Kjær, chef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.

Prisen skal have et ordentligt nøk opad, før det virker. Hellere få store prisstigninger end mange små
Niels Them Kjær, chef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse

Prisstigningerne var en del af finansloven for 2020, hvor det blev besluttet at hæve afgiften på cigaretter og anden tobak af to omgange.

Flere stopper med at ryge
Et andet tegn på, at den første prisstigning ændrede vores rygevaner, er antallet af tilmeldinger i rygestopappen ’ekvit’, som Kræftens Bekæmpelse har udviklet sammen med bl.a. Sundhedsstyrelsen.

- I første halvdel af 2020 væltede det ind med tilmeldinger fra mennesker, der ønskede at stoppe med at ryge. Alene i april var der over dobbelt så mange, der oprettede en profil sammenlignet med samme måned året inden. Udsigten til dyrere cigaretter motiverede mange til at droppe tobakken, siger Niels Them Kjær.

Han bliver bakket op af Sundhedsstyrelsen, der i en rapport om danskernes rygevaner konkluderer, at flere i 2020 havde økonomi som en af årsagerne til rygestopforsøg.

Små prisstigninger - ingen effekt
I januar 2021 steg prisen igen. Men denne gang kun med en flad femmer. Og det påvirkede tilsyneladende ikke lysten til at købe en pakke cigaretter med hjem fra købmanden.

- 5 kr. er for lidt til, at det kan mærkes. Det har ikke øget interessen for rygestop – hverken i ekvit eller andre rygestoptilbud. Det bekræfter erfaringer fra tidligere, nemlig at prisen skal have et ordentligt nøk opad, før det virker. Hellere få store prisstigninger end mange små, siger Niels Them Kjær.

Han opfordrer en kommende regering til at tage denne viden med sig, når der skal forhandles forebyggelse og pris på tobak.