Spring navigation over

Danskerne ved ikke, at alkohol øger risikoen for kræft

Hvert år får mindst 1.100 danskere kræft som følge af alkohol. Alligevel viser en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse, at kun 21 pct. af danskerne er klar over, at alkohol øger risikoen for kræft.

Foto: Colourbox

Vidste du, at alkohol øger risikoen for kræft? Det er ny viden for mange, viser rapporten ’Danskernes alkoholvaner 2020’ fra Kræftens Bekæmpelse. I rapporten er 3.000 danskere i alderen 18-74 år blevet spurgt til, hvilke sygdomme, de mener, at alkohol øger risikoen for. Kun 21 pct. nævner kræft.

Ifølge Peter Dalum, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse, viser tallene tydeligt, at der er behov for at oplyse mere om sammenhængen mellem alkohol og kræft:

- Hos otte ud af ti danskere er kræft ikke ”top of mind”, når de tænker på konsekvenserne af alkohol. Men alkohol øger risikoen for mindst syv forskellige kræftformer, og den viden vil vi gerne ud til danskerne med, siger Peter Dalum. 

Danskerne efterspørger faktisk mere viden på området - i rapporten angiver 77 pct., at der er behov for oplysning om, at alkohol øger risikoen for kræft.

Få ved, at alkohol øger risikoen for kræft - endda allerede ved et glas vin eller en øl om dagen
Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse

Mindre er bedre
Risikoen for kræft stiger med mængden af alkohol, som man indtager. Allerede ved et alkoholforbrug på omkring 1 genstand om dagen er der dokumenteret en øget risiko for kræft. Alligevel tror mange, at alkoholrelateret kræft er noget, der kun rammer folk, der drikker meget store mængder alkohol.

Kun 25 pct. angiver i rapporten, at man ikke nødvendigvis skal drikke rigtig meget alkohol, f.eks. have et alkoholmisbrug, før risikoen for kræft stiger. Peter Dalum er bekymret over danskernes manglende viden:

- De fleste ved godt, at alkohol i meget store mængder er skadeligt, men få ved, at alkohol øger risikoen for kræft - endda allerede ved et glas vin eller en øl om dagen. Vi håber, at vi ved at oplyse om sammenhængen mellem alkohol og kræft, kan få flere til at skære lidt ned på alkoholforbruget, siger Peter Dalum.

Hvis man holder sig inden for Sundhedsstyrelsens anbefalinger på max 10 genstande om ugen og max 4 om dagen, har man en lav risiko for at blive syg, herunder at få kræft, på grund af alkohol. Men ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen, er der mere end 700.000 danskere, der drikker mere end anbefalingerne.


Kvinderne skal kende til sammenhængen mellem alkohol og brystkræft
Alkohol øger risikoen for kræft i mundhule, svælg, strube, spiserør, lever, bryst samt tyk- og endetarm. Danskerne kobler primært alkohol til leverkræft.  På en liste over mulige kræftformer, som alkohol øger risikoen for, krydser 40 pct. leverkræft af. Kun 7 pct. kender til sammenhængen mellem alkohol og brystkræft.

- Brystkræft hos kvinder er den kræftform, hvor sammenhængen med alkohol antalsmæssigt fylder mest, da det er så hyppig en kræftform, og hvor der ikke skal ret meget alkohol til, før risikoen øges. Den viden vil vi gerne give især kvinderne, så de på et oplyst grundlag kan vurdere, hvor meget alkohol, de vil drikke, siger Anne Tjønneland, der er forskningsgruppeleder hos Kræftens Bekæmpelse

Et studie har beregnet, at over 7 pct. af brystkræfttilfældene i Danmark kan tilskrives alkohol. Det svarer til, at ca. 370 danske kvinder hvert år får brystkræft som følge af alkohol.