”Den lille prøve har reddet mit liv”

Karen-Anke har tusind ting i tankerne, da brevet med det lille test-kit lander i postkassen en novemberdag i 2018. Hun og hendes mand står lige foran en dejlig ferie, så hun smider brevet i en håndtaske og glemmer alt om det.

Den handling kunne let have kostet hende livet.

Desværre er 75-årige Karen-Anke Tørring langt fra den eneste, der lader være med at deltage i det tarmscreeningsprogram, som alle danskere over 50 år bliver inviteret til at deltage i hvert andet år.

For at være med skal man blot indsende en lille afføringsprøve, der analyseres for usynlige spor efter blod. Men fire ud af ti danskere sender aldrig den livreddende prøve ind.

Som et slag i nakken

Karen-Anke og hendes mand Peter nyder ferien i Spanien. Da de kommer hjem, står julen for døren – og tasken med prøvesættet ryger bagerst i skabet. Tiden går. Indtil en torsdag i slutningen af januar, hvor Karen-Anke heldigvis får brug for tasken.

- Det var som at få et slag i nakken, da jeg fik øje på testsættet. For jeg vidste jo godt, at det var dumt af mig, at jeg ikke havde fået det gjort, husker hun.

Samme dag sender hun testen ind. Og allerede om mandagen tikker der et svar ind på e-boks: Der er tegn på blod i afføringen. Karen-Anke skal hurtigst muligt have foretaget en kikkertundersøgelse.

- Da jeg så det, tænkte jeg bare: ’Jeg er blevet fundet!’. Af en eller anden grund var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det var kræft. Jeg kan ikke sige hvorfor – jeg vidste det bare, fortæller hun.  

Svært at opdage 

Hvert år får 4.600 mennesker i Danmark konstateret tarmkræft. 1.900 dør af det.

Og det betyder noget, hvor lang tid du går med sygdommen, før den bliver opdaget. Hvis lægerne finder den på et tidligt stadie, kan den behandles, og dermed stiger chancen betydeligt for, at du overlever uden alvorlige senfølger.

Men de første symptomer er ofte vage og diffuse: Forstoppelse, lidt ondt i maven, træthed. Ikke nødvendigvis noget, der får en ellers sund og velfungerende ældre mand eller kvinde til at fare til lægen.

Sådan var det også for Karen-Anke. Hun havde ikke bemærket nogen forandringer i kroppen. 

Men kort tid efter kikkertundersøgelsen får hun den besked, som mange af os frygter: Du har kræft.

- Jeg havde forberedt mig mentalt på, at det nok var kræft – men selvfølgelig var det alligevel et stort chok, husker hun.

Lægerne fortæller, at tumoren er placeret sådan, at den let kunne have siddet og passet sig selv, indtil det var for sent.

- Da jeg kom hjem og googlede symptomerne, kunne jeg genkende mange af dem – jeg havde faktisk været lidt ekstra træt og forstoppet. Men det var ikke noget, der havde manifesteret sig hos mig, beretter hun. 

Kemoen var min ven 

Heldigvis blev Karen-Ankes tumor fundet, mens den stadig kunne behandles. Og det blev startskuddet til et hårdt forløb med kemoterapi og operation.

- Da de sagde ordet kemo, tænkte jeg ’puha, det bliver voldsomt – så ryger håret og neglene’. Og det gjorde det også. Jeg fik bylder i ansigtet og under neglene. Det var rædselsfuldt. Men jeg vidste jo, at det var nødvendigt for at komme helskindet ud på den anden side, forklarer hun.

Umiddelbart inden kemo-forløbet havde Karen-Anke fået et rigtig godt råd fra en ven, der er kræftlæge: Tænk på kemoen som en soldat, der kæmper på din side. Han kommer sandsynligvis til at ramme dig undervejs. Men det er okay, for i sidste ende er det hans job at redde dit liv.

- Det råd tog jeg til mig. Jeg husker specielt en nat, hvor jeg vågnede med kvalme og havde det virkelig usselt. Jeg gik hen til soveværelsesdøren og kiggede ud på månen, der spejlede sig i søen udenfor. Og så tænkte jeg: ’Nå ja, det er jo nødvendigt – det kommer til at gå over’. Og så tog jeg mig sammen og gik op på badeværelset og tog min kvalmemedicin, fortæller hun. 

Flere skal vide det her 

Screeningsprogrammet for tarmkræft har kun kørt siden 2014 i Danmark. Men resultaterne er allerede bemærkelsesværdige.

Det peger et nyt forskningsprojekt fra Aarhus Universitet på. Det viser, at du ved at deltage i tarmkræftscreeningen reducerer din risiko for at dø af tarmkræft med 29 procent sammenlignet med dem, som ikke gør.

- Det er et vigtigt resultat som viser, at det nytter at finde sygdommen tidligt i forløbet. Det kan betyde hele forskellen på, om man overlever en tarmkræftsygdom, siger Janne Bigaard, der er projektchef og overlæge i kræftforebyggelse ved Kræftens Bekæmpelse.

Hun er leder af et informationsprojekt, der netop har fået en bevilling fra Knæk Cancer. Sammen med sine kollegaer vil hun arbejde på at nå ud til endnu flere borgere i Danmark med denne afgørende viden – så deltagelsen i tarmscreeningsprogrammet bliver højere end de 60 procent, den er i dag.

- I sidste ende er det selvfølgelig folks eget valg, om de vil være med – vi ønsker ikke at presse nogen. Men alle skal have mulighed for at træffe den beslutning på et oplyst grundlag, forklarer Janne Bigaard.

Når Kræftens Bekæmpelse i dag spørger folk, hvorfor de ikke deltager i programmet, svarer nogle direkte, at det er fordi, de synes, det er ulækkert at håndtere deres egen afføring. Andre tænker ikke, at de er i risikogruppen – de føler ikke, at de ikke er ’sådan nogle, der får kræft’. Og for atter andre – som Karen Anke – er det en ren forglemmelse.

Der er færre mænd end kvinder, der deltager. Og færre kortuddannede i forhold til folk med videregående uddannelser.

- Der er helt klart et behov for, at vi når ud til nogle flere af de mennesker med oplysning. Og det er det, vi skal i gang med nu for pengene fra Knæk Cancer, fortæller overlæge Janne Bigaard.

Anders And bliver i folien 

Omkring fire måneder efter Karen-Ankes tumor blev fundet, fik hun den besked, som alle kræftpatienter håber at høre: Du er kræftfri.

- Det var det eneste tidspunkt, jeg fældede en tåre. Jeg følte bare sådan en dyb taknemmelighed til universet, systemet og lægerne. Tænk sig, hvor heldig jeg er, at jeg bor i Danmark – sådan et lille smørhul, hvor jeg bliver passet på sådan her, forklarer hun.

Derefter tog Karen-Anke og Peter hjem til villaen i Holte, hvor de har fejret det hver eneste dag lige siden.

- Jeg har altid vidst, at jeg var meget privilegeret. Men det her forløb har lært mig at sætte endnu mere pris på det at være levende. Hvis der er noget, jeg gerne vil – så sørger jeg for at gøre det med det samme i stedet for at udskyde det. Du ved aldrig, hvor meget tid du har igen, understreger hun.

Ude på Karen-Anke og Peters badeværelse ligger et Anders And blad, der aldrig har været pakket ud af folien. Det fik hun af en medpatient, efter hun blev opereret – fordi hun skulle indstille sig på at bruge lang tid på toilettet fremover.

- Det er heldigvis ikke noget problem for mig, så jeg har aldrig fået åbnet det blad. Jeg tror, jeg har det bedste tarmsystem i Danmark. Men det er jo også kun, fordi de fandt tumoren så tidligt – ellers havde det nok været meget værre fat, og jeg havde måske haft stomi i dag, siger hun.

Når talen falder på Karen-Ankes kræftsygdom, siger hun altid, at hun vandt i lotteriet. Godt nok tabte hun først, fordi hun fik kræft. Men hun føler, at hun vandt, fordi hun blev fundet.

- Ellers havde jeg heller aldrig fået den fantastiske overraskelse, det var at få mine to børnebørn. Det er jo ganske vidunderligt. Tænk, hvis jeg var gået glip af dem! gyser hun.

Hvis nogen nu om dage i selskabeligt lag fortæller Karen-Anke, at de ikke har fået taget tarmscreenings-prøven – så er hun efter dem med det samme:

 -’Kan du se at få det gjort!’, siger jeg til dem. Man ved jo aldrig, om ens nummer er trukket ud, fastslår hun.

Du kan se alle Knæk Cancer-projekterne her:

Det går pengene til