Den sidste stjernestund

Thomas taler i telefon, mens han går rundt i huset og leder efter tøj, som han skal have med over på hospitalet. Da han lægger på, ligger der en lang række ubesvarede opkald og sms’er fra Kristine: ’Du skal komme nu!’

Han stormer over på sygehuset. Kristine sidder op i sengen og ser cool ud. Men ved siden af sidder en ung, skræmt sygeplejerske, som er helt rød og opkogt i ansigtet.

- Der er kommet svar. Det ser fandeme skidt ud,” siger Kristine. ”Hvor alvorligt er det? Er det så alvorligt, at det ikke kan blive værre?” spørger Thomas desperat.

- Ja, siger Kristine og kigger på sygeplejersken.

- Eller… det kan vel godt blive lidt værre, ikke? spørger hun sygeplejersken, der vrider sig uden at svare.

- Fuck! tænker Thomas.

- Det her er godt nok noget møg.

Satser alt på kærligheden

Thomas og Kristine møder hinanden over nettet otte år tidligere. Kristine bor i København med sin autistiske søn Laurits, som hun har fået med en anonym donor. Thomas er fraskilt, har to store børn og bor i Hammel i Midtjylland.

Deres korrespondance oser af flirt fra første sekund. Så efter nogle uger beslutter Kristine sig for at tage en weekend til Jylland for at se, om Thomas ’nu også kan holde, hvad han lover’.

Det kan han! Det er den gamle historie om modsætningerne, der mødes: Kristine har aldrig haft en kæreste, Thomas har været gift i ni år. De befinder sig i hver sin ende af det politiske spektrum – og i hver sin ende af Danmark. Men kemien er der bare, samtalen ruller, og det seksuelle er fantastisk.

Da det begynder at blive alvorligt, får Thomas en overgang kolde fødder. Han kan ikke se sig selv som bonusfar for en handicappet dreng med infantil autisme. Men kærligheden kan ikke holdes nede. Og efter et par år satser Kristine alt: Hun kvitter sit faste job som pædagog, opsiger lejligheden et stenkast fra Søerne og flytter med Laurits til Jylland.

Sammen finder de en stor, hvid villa i Randers, og kærligheden blomstrer. Thomas mærker, at ikke bare kan han leve med en handicappet dreng i huset – den lille skid begynder hurtigt at krybe ind under huden på ham.

For Kristine er det en kæmpe lykke at have en mand, der elsker hendes barn. Hverdagen er god. De elsker det liv, de er ved at bygge op sammen.

Hvor slemt kan det være?

I første omgang mener lægen bare, det er en hævet mælkekirtel. Så Kristine gør ikke mere ved den knude, hun kan mærke i sit bryst.

Et år senere får hun feber og kaster op. Det er slemt, så hun bliver indlagt med mistanke om lungebetændelse. Her viser hun knuden til en ny læge, der straks sender hende videre til mammografi.

- Det ser lidt giftigt ud, siger specialisten og indstiller hende til kræftpakken.

Thomas sidder i bilen vej til et møde, da Kristine ringer med den foruroligende nyhed. Han klapper bremsen i og vender om ved den nærmeste motorvejsafkørsel.

Derhjemme bliver de enige om, at det er en god ting, at Kristine nu er i kræftpakken. Hvor slemt kan det være? Worst case er vel, at hun skal have fjernet brysterne. Det er jo ligegyldigt for dem.

De næste dage følger undersøgelse på undersøgelse. Kristine er stadig indlagt, og Thomas er smuttet hjem for at hente tøj, da lægerne kommer med svar: Brystkræften har spredt sig til lungerne, lymferne, leveren, lænden, rygsøjlen og hjernen.

- Det er løgn. Jeg kommer til at dø af det her, tænker hun.

- Min søn bliver moderløs. Det er jo forfærdeligt.

Den største kærlighedserklæring

Kristine er meget syg nu, og de er bange for, at hun ikke har lang tid igen. Midt i chokket er der dog én ting, der står lysende klart for Thomas. Han må adoptere Laurits. Så allerede samme dag sætter de gang i en adoptionssag.

For Kristine er det en kæmpe kærlighedserklæring. Og en sten, der falder fra hendes hjerte. Thomas skal nok tage sig godt af hendes søn, når hun ikke er her længere. Deres søn.

Lægerne forsøger at slå lungebetændelsen ned, men intet virker. De tør ikke gå i gang med at behandle selve kræften, mens hun er så dårlig. Alt går den forkerte vej.

Personalet stiller en seng ind på stuen, så Thomas og Kristine kan ligge med hovederne tæt sammen og holde i hånd hele natten. På en underlig måde er det smukt – en stjernestund, kalder de det.

De græder begge to. Hver gang Thomas tænker, at nu er der ikke flere tårer, kommer de væltende igen. Han ligger i fosterstilling på badeværelsesgulvet og hulker. Kristine kan høre ham gennem væggen, det ved han godt. Men han kan ikke styre det.

Efter nogle uger beslutter lægerne sig alligevel for at give Kristine kemo. Og så går infektionen i sig selv. Det var åbenbart kræften, der gjorde hende så syg.

De har en samtale med overlægen. Thomas vil gerne vide hvor lang tid, hun har igen.

- Det er desværre den forkerte dag, du spørger, for i dag har jeg ikke min krystalkugle med, svarer den ældre herre lunt.

- Jeg kan ikke gøre Kristine rask, men jeg kan behandle hende. Så du slipper nok ikke for at købe julegave til hende.

Jeg er ikke dit barn

Kristine får det bedre, og snart er hun hjemme igen. De har fået deres liv tilbage for en stund.

I begyndelsen påvirker sygdommen ikke deres forhold ret meget. De kan stadig være intime – det betyder meget for dem. Men med behandlingerne ændrer kroppen sig. Alting tørrer ud. Og det seksuelle glider i baggrunden, efterhånden som kræften kræver mere plads.

Nogle gange tænker Kristine, at de lever som bror og søster. Men de ved jo godt begge to, hvorfor det er sådan. Det er ikke kærligheden, den er gal med – det er den skide sygdom.

Omkring juletid 2021 går det hurtigt ned ad bakke. Der er en uligevægt imellem dem nu. Thomas bliver en slags sygeplejerske og hjemmehjælper. Det er ikke sjovt at blive tørret i røven af sin partner, tænker Kristine. Men der er ikke noget at gøre ved det.

Nogle gange kan hun ikke holde frustrationerne tilbage. For eksempel når han kommer hen til sofaen og aer hende på kinden.

- Lad være! Jeg er ikke dit barn, for fanden. Jeg er stadig din hustru! snerrer hun. Selv om hun på den anden side også synes, at det er sødt og dejligt.

Hun føler også, at hendes personlighed ændrer sig. Hun er blevet en skygge af sig selv; den stærke, handlekraftige kvinde har svært ved at tage en simpel beslutning. Måske er det kræften, der påvirker hjernen – måske er det stress? Thomas kan også mærke det.

Den dårlige samvittighed fylder hos dem begge. Kristine tænker, at hun skaber en frygtelig sorg i Thomas’ liv. Det gør ondt at tænke på, at han skal have sådan et lorteliv på grund af hendes sygdom.

Thomas har omvendt konstant en lille stemme i baghovedet, der minder om, at det var ham, der fik hende til at flytte til Jylland, hvor lægen ignorerede den hævede mælkekirtel. Hvis ikke det var for ham, ville kræften være blevet opdaget tidligere. Så kunne Kristine nok være reddet.

Men det hjælper ikke. Det er jo ikke nogens skyld. Ikke engang lægen, for hun gjorde det jo ikke med vilje. Kristine har ikke engang skiftet lægehus.

Thomas og Kristine er hudløst ærlige over for hinanden hele vejen igennem. Der har aldrig været et tabu imellem dem, så hvorfor skulle der komme det nu? Det er jo derfor, de altid har haft det så godt.

De taler en del om døden. Den kommer inden længe, så de kan lige så godt planlægge den sammen.

Gravsted med jordkøler

Kristine vil helst ligge på de ukendtes grav, men Thomas har brug for et sted, hvor han og Laurits kan gå hen at mindes. Det er okay med hende.

Det er vigtigt for dem begge at finde gravstedet sammen. Det er ligesom, hvis de købte en sofa til deres hjem – så ville det også være unaturligt, hvis Kristine ikke var med til at vælge. Så en overskyet eftermiddag i begyndelsen af juni tager de over til kirkegården. Kristine sætter sig på en bænk, mens Thomas udvælger de bedste gravsteder.

- Hvad med den her? spørger Thomas.

Han står på en lille bakke med snoede stier. Her er masser af sol, og ved siden af er der et grønt område, hvor han og Laurits kan sidde og drikke sodavand. Det er en god tanke, synes de begge. Her skal Kristine ligge.

En dag ser hun en konkurrence på Facebook, hvor man kan vinde en jordkøler ved at skrive en kommentar. Kristine får en idé:

Nu står jordkøleren i carporten. Det kræver en del overtalelse at få personalet på kirkegården med på idéen med at grave en jordkøler ned deroppe. Men til sidst giver de sig. Selvfølgelig gør de det. 

Du skulle bare vide, hvad der venter

Kristine har aldrig troet på et liv efter døden. Men det gør Thomas fuldt og fast – han har faktisk haft besøg af døde mennesker flere gange.

Hun kan ikke rigtigt få sig selv til at tro på det. Men hun håber. Og på det seneste har hun haft de mærkeligste drømme, så måske der alligevel er noget om det?

- Du skulle bare vide, hvad der venter dig. Du kommer til at holde øje med os – det er jeg slet ikke i tvivl om, siger han.

- Når du siger sådan, så tænker jeg jo… kan jeg virkelig det? spørger hun med et strejf af håb i stemmen.

Lige meget hvad er hun ikke bange for at dø. Men det føles uretfærdigt, at hun skal væk fra Thomas og Laurits, mens de får lov at leve videre. Hun er ked af at sige farvel til livet.

Lige nu forsøger de at skabe minder. Flere af de små stjernestunder. Som da de midt i juni er på ferie i pool-huset i Skagen sammen med Kristines familie.

Selvom Kristine er træt og har ondt, er det en god tur. Det er de enige om.

Kristine har fået en stor pose penge fra Patienterstatningen. En del af dem bruger hun på at købe en gave til Thomas: En lille hvid sportsvogn, som han altid har drømt om.

Den skal han have resten af livet. Det er vigtigt, at han får den, mens hun stadig er her, så hun har prøvet at køre i den. Så det gør de også sammen.

De har betalt lånet ud og fået styr på forsikringer og testamente. Alt det praktiske. Så er der næsten kun følelserne tilbage. 

Den sidste stjernestund

Selvom Thomas siger, at han aldrig behøver en ny kæreste – at han kommer til at få nok i livet med Laurits – så holder det jo ingen steder efter Kristines mening. Hun ved, at han får brug for voksent selskab. Derfor skriver hun på en datingprofil til ham. Det vil også være et meget godt salgstrick, tænker hun – at den afdøde kone har skrevet profilteksten.

Hun forsøger at ramme Thomas’ humor. For eksempel skriver hun, at en potentiel date skal passe på med at tage med på museum. For en svipsetur ind for at se et par guldaldermalerier kan hurtigt udvikle sig til flere timers museumsmaraton i Thomas' selskab.

Men det svært at få datingprofilen i skabet. Der kommer for meget af hendes humor med, og den skal jo handle om ham. Hun forsøger at skrælle sig selv mere fra, men det tager tid.

Til gengæld er det ikke svært at vælge sangene til bisættelsen. De skal synge ’Danmark nu blunder den lyse nat’. Der er en linje, der lyder ’hylden, der dufter i stuen ind’. Det er duften af Kristines barndom, varme minder og lykkelige somre hos bedsteforældrene. Desværre har de ingen hyld i haven her i Randers. Det er hun ked af, for det her er jo nok hendes sidste sommer.

Da det går op for Thomas en sen torsdag aften, tager han sagen i egen hånd. Kristine skal ikke ligge her og mangle hyldeblomst! Men han ved ikke, hvor i alverden han skal finde det så sent. Så han skriver ud i en Facebookgruppe for folk i Randers, hvor han efterlyser hyldeblomst til sin alvorligt syge kone:

Det strømmer ind med tilbud på hyld. Thomas kører straks ud og henter et par flasker. Og da han skal ud med skrald et par timer senere, har naboerne stillet nogle flere blomster og flasker på trappen.

- Hold da op, hvor er det fantastisk – folk er bare så søde, siger de overvældede til hinanden.

Så sætter de sig i stuen og får et glas hyldeblomstsaft. Blomsterne står og dufter på natbordet, da de går i seng, og vinduerne er åbne ud til sommernatten. Sikke en stjernestund.

To uger senere dør Kristine. Du kan læse Thomas’ fortælling om tiden omkring og efter hendes død her:

Thomas lovede Kristine én ting, inden hun døde. Og det løfte har han tænkt sig at holde

Det er både Kristines og familiens ønske, at artiklen her skal bringes efter hendes død.