'Det tog lang tid at vænne mig til den stomi'
Det har taget tid for 32-årige Stinne Leth at vænne sig til den nye krop, hun vågnede op med efter en tarmoperation i 2017.
Jeg er uhelbredeligt syg med tarmkræft og lever med senfølger efter en operation, hvor en kræftsvulst og en halv meter af min tyktarm blev fjernet. Dagligt kæmper jeg med min mave og fordøjelse.
Når man bliver ekstremt forstoppet, risikerer man at få tarmslyng, hvor tarmen begynder at dreje om sig selv, og det er så forfærdeligt smertefuldt, at jeg mange gange har ligget på gulvet, vredet mig i smerte og er blevet hentet af en ambulance.
Min mave er ofte er udspilet og hård, og det giver en tung og ubehagelig fornemmelse i kroppen. Det kan være svært at have kjole på, fordi det nogle gange næsten kan se ud, som om jeg er gravid i femte måned. Det gør lidt ondt på forfængeligheden.
Jeg går meget op i at leve sundt og dyrke motion, så jeg har nogle gange tænkt over, hvor forbandet ironisk det er, at jeg går rundt og føler mig tung med en udspilet mave.
Problemerne med tarmslyng har været en stor belastning og begrænsning for mig. Vi har droppet nogle rejsemål, fordi vi ikke tør tage til en lille ø uden et hospital. Det høje tryk på lange flyrejser kan også være et problem. Tarmslyng er nemlig ikke bare utroligt smertefuldt, men også livsfarligt, hvis det ikke behandles akut.
Vi skulle i rigtig god form
I december 2016 vendte jeg solbrun og afslappet hjem fra Miami i det sydlige USA. Efter tre ugers tiltrængt ferie med kæresten var det blevet tid til at vende tilbage til jobbet som indkøber i modebranchen.
Men først skulle jeg lige have overstået en hurtig kikkertundersøgelse mandag morgen. Under rejsen havde jeg opdaget blod i afføringen, men da jeg i øvrigt følte mig sund og rask, gav dagens lægeundersøgelse ikke anledning til bekymring.
Jeg trænede meget og spiste særligt sundt i den periode, for jeg havde aftalt med en veninde, at vi skulle i rigtig god form. Derfor tænkte jeg heller ikke videre over, at jeg havde tabt mig otte kilo i løbet af et halvt års tid, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at en kræftdiagnose, kemoterapi og tarmoperation ventede forude.
Hvordan har man lig sex med en stomi?
Jeg levede med stomi i otte måneder efter operationen, og det havde jeg enormt svært ved at vænne mig til. I lang tid følte jeg mig ikke tilpas i min nye krop. Det påvirkede selvfølgelig også intimiteten og sexlivet, for mit vedkommende, da jeg pludselig skulle forholde mig til at have en pose på maven.
Hvordan har man lige sex med stomi? Den sad oppe på maven og fyldte ikke ret meget, så det var ikke, fordi den rent praktisk kom i karambolage med noget. Det var mere oppe i hovedet, at det blev sådan lidt usexet.
Jeg har heldigvis den mest fantastiske kæreste, og han var god til at gøre mig tryg og sørge for at sige, at jeg var smuk og dejlig – med eller uden stomi. Havde jeg været single eller i et nyt forhold, tror jeg, det ville have været noget andet. Selvfølgelig var der nogle ting, jeg skulle arbejde med mentalt, men det gjorde en kæmpe forskel, at han var med.
Vi har hele tiden talt åbent og ærligt om tingene, og vi har også joket lidt med den der stomi, der nogen gange kører sit eget liv. For eksempel kan man ikke bare klemme balderne sammen, for den prutter bare ud af det blå. Vi stod i køen nede i Netto en travl eftermiddag, hvor der lige pludselig kom en ordentlig brandskid. Så tog min kæreste skylden, vendte sig om og sagde sorry til de andre i køen.
Jeg savner at leve et normalt liv
Sygdommen har betydet, at jeg har måtte ændre mit syn og min forestilling om, hvordan min fremtid skal se ud. Jeg havde selvfølgelig aldrig troet, at jeg skulle få kræft i en alder af 27 og sidde i en alder af 32 og være uhelbredeligt syg med kræft og vide, at jeg formentlig skal dø af denne her sygdom.
Jeg har måtte opgive min karriere og mit arbejdsliv på grund af sygdommen og den kemoterapi, jeg skal have resten af mit liv. Jeg savner at leve et normalt liv, hvor man står tidligt op for at tage på arbejde og have et mål og en mission med min karriere. Det har faktisk været en af de allerhårdeste ting i det her forløb.
Motion og bevægelse hjælper både fysisk og mentalt. Jeg kan ikke undvære at få pulsen op mindst en gang om ugen; at bruge kroppen, få gang i maven og opleve at have kontrol over kroppen, som jeg ofte ikke har kontrol over. Så mærker jeg også, at min krop faktisk KAN rigtig meget, selvom jeg er syg og i behandling.
Jeg forsøger på ikke at lade sygdommen styre mit liv, og jeg vil faktisk sige, at jeg lever mere i nuet i dag, end før jeg blev syg. Jeg bestræber mig på at være nærværende, når jeg tilbringer tid med mig selv, min kæreste, min familie eller mine venner. Jeg er blevet bedre til at lægge telefonen fra mig, lytte til andre, nyde øjeblikket og sige til folk, at jeg elsker dem.