Frivillig i kørestol: Jeg kan da sagtens passe en butik

- Jeg har ikke meldt mig som frivillig, fordi jeg har fået kræft – det må I ikke tro. Sådan sagde jeg til samtalen i genbrugsbutikken, kan jeg huske. Så gik der lige nøjagtigt et år, og så fik jeg gudhjælpemig kræft.

Sådan lyder ordene fra 84-årige Gerda, som i 2005 meldte sig som den første frivillige i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Nordsjælland, der dengang lå lige ved Snekkersten Station.

Gerda var netop gået på førtidspension, og efter mange år som leder af et krisecenter for udsatte kvinder og børn, havde hun svært ved at forlige sig med bare at gå derhjemme og kukkelure.

-  Det var så sjovt at være med til at starte den forretning. Jeg var med til alt. Lige fra at samle skruer til at beslutte, hvor vi skulle sætte flaget. Og så var det stedet, hvor alle kystbanesocialisterne kom og købte ”stationstøj”, fortæller Gerda begejstret om butikken, som siden rykkede til større lokaler i Prøvestenscenteret i Helsingør.

Kræft og tabet af børn
Efter et år som frivillig, fik Gerda desværre konstateret tarmkræft. Men i det sekund, hun blev erklæret fri for kræft, var hun tilbage i butikken i fuld vigør. For sådan er Gerda – ikke til at slå ud. Måske fordi hun har oplevet det, der var langt, langt værre.

- Jeg har mistet begge mine børn. Min søn var multihandicappet og døde som 23-årig. Min datter døde af en hjertefejl som 51-årig. Jeg kan savne dem, jeg kan tænke på dem, og jeg kan tage på kirkegården. Men alt, hvad jeg ikke kan gøre noget ved, har jeg en evne til at deponere, fortæller hun.

Aldrig et problem at sidde i kørestol
Gerdas pragmatiske livsfilosofi kom hende til gode, da hun for fem år siden fik udsigt til et liv i kørestol.

- Jeg var begyndt at gå dårligt og skulle have en ny hofte. Men under operationen fik jeg skåret iskiasnerven over. Det var en fejl, og det var da ærgerligt, men lægerne gjorde det jo ikke med vilje. Og det har aldrig været et problem at sidde i kørestol, forsikrer Gerda og tilføjer:

- Mange tror, man skal have en masse kræfter for at være frivillig i butikken. Det passer ikke. Det vigtigste er, at du har lyst til at give en hånd med, så skal det nok gå. Jeg kan altså sagtens sidde ude bagved og sortere og klargøre smykker. Jeg kan også tage nogle smykker med hjem og sætte prismærker på i weekenderne.

Godt nok har Gerda måttet vinke farvel til sine elskede vandreture i fjeldene, og sportsgrenene golf, badminton og tennis har kørestolen da også sat et endeligt punktum for. Men de ugentlige vagter i smykkeafdelingen i butikken derimod – dem har hun ikke givet afkald på.

- Det er så meningsfyldt for mig. Hvis noget ikke er meningsfyldt, så ville jeg slet ikke gide. Jeg får meget ud af at være her i butikken. Folk er så rare. Jeg kommer ud og får set nogle mennesker og støtter samtidig kræftsagen, siger Gerda, som bliver kørt til og fra arbejdet som frivillig ved hjælp af en flextrafik-busordning.

Gerda håber, at hun kan inspirere andre kørestolsbrugere eller andre med nedsat funktionsevne til at blive frivillige for Kræftens Bekæmpelse. Hun føler sig nemlig overbevist om, at det vil give folk livskvalitet at komme ud blandt andre og have noget meningsfyldt at tage sig til i stedet for bare at være lænket til kørestolen derhjemme.

Livsbekræftende og inspirerende
- At have frivillige som Gerda er en stor fornøjelse, siger distriktschef for Kræftens Bekæmpelse Genbrug i Nordsjælland, Kim Steen Carlsen og uddyber:

- Det er livsbekræftende og inspirerende at se hende knokle på trods af hendes nedsatte funktionsevne. I vores butikker er der plads til frivillige med nedsat funktionsevne. Vi forsøger at tilpasse arbejdsopgaverne og arbejdspladsen så godt som muligt.