Spring navigation over

Frivillige fejrer fællesskabet på repræsentantskabsmødet

Repræsentantskabsmødet er i fuld gang, og over 300 frivillige er samlet i Kolding til en weekend, hvor grundlaget for Kræftens Bekæmpelses fremtidige arbejde bliver lagt.

I weekenden mødes hundredevis af frivillige i Kræftens Bekæmpelse i Kolding til det første fysiske repræsentantskabsmøde siden 2019. Foto: Nanna Berg

For første gang siden 2019 bliver repræsentantskabsmødet afholdt fysisk i weekenden 7.- 8. maj, og det er tydeligt, at årets deltagere har glædet sig til at mødes ansigt til ansigt med andre dedikerede frivillige på Comwell i Kolding.

Repræsentantskabsmødet kan beskrives som hjertet i Kræftens Bekæmpelse, for det er her, hele grundlaget for Kræftens Bekæmpelses arbejde bliver lagt. De langsigtede mål og planer bliver drøftet og godkendt, og præsidium og hovedbestyrelse skal vælges.

Deltagerne på repræsentantskabsmødet er medlemmer af Kræftens Bekæmpelse fra hele landet. De fleste er frivillige i lokalforeninger og regionsudvalg, hovedbestyrelsen og præsidiet. Mange har været her flere gange, imens andre er helt nye.

Endelig samlet: Hundredevis af frivillige mødes i Kolding

Per Bruun Andersen, formand for Gentofte lokalforening. Foto: Nanna Berg

’Jeg har glædet mig’
Én af dem, der er her for første gang, er Per Bruun Andersen, der er nyvalgt formand for Gentofte lokalforening:

- Jeg har glædet mig til at få en idé om, hvordan hele organisationen fungerer. Jeg synes, fællesskabet er vigtigt, og jeg ser frem til at lære mere om, hvad vi kan sammen, fortæller han over frokosten, som er udvidet for at deltagerne kan besøge den markedsplads med stande, der også er en del af repræsentantskabsmødet.

Vi brænder for den samme sag
En af de stande, som er repræsenteret på markedspladsen, er fra Lyserød Lørdag.

Den betyder noget helt særligt for Tanja Dandanell, der har været med på repræsentantskabsmødet fire gange før. Hun har i mange år været en del af Slagelse lokalforening:

Tanja Dandanell, medlem af Slagelse lokalforening. Foto: Nanna Berg

- Jeg startede som frivillig i lokalforeningen tilbage i 2008. Jeg mistede min mor året forinden. Hun døde efter kun tre ugers sygdom, så det var en aggressiv kræftform. Jeg var kun 21 år, og det var naturligvis en stor sorg. Jeg følte, jeg måtte gøre noget og blev derfor frivillig i Kræftens Bekæmpelse.

Tanja Dandanells hjertebarn er Lyserød Lørdag, og hun har glædet sig til at besøge standen på markedspladsen.

- Jeg synes, det er så dejligt at være sammen med andre, der brænder for den samme sag, som jeg gør. Derfor er jeg glad for at være med til repræsentantskabsmødet, smiler Tanja.

Helen Bernt Andersen, formand i Kræftens Bekæmpelse. Foto: Nanna Berg

En god start på weekenden
Formand Helen Bernt Andersen har også set frem til dagen i dag.

- Repræsentantskabsmødet er startet lige præcis, som jeg drømte om. Der er en rigtig god stemning, og jeg mærker en glæde over, at vi nu endelig er samlet fysisk igen. Det giver bare mere til den gode oplevelse at mødes ansigt til ansigt, smiler hun.

På årets møde vil der blandt andet være to temaoplæg, som efterfølges af workshops. De to temaer er 'Et bedre liv med og efter kræft' og 'Mindre ulighed i kræft', og det er meningen, at de forskellige workshops vil give ny viden og inspiration – og ikke mindst danne grundlag for en god debat om den sag, alle deltagerne brænder for.

’Vi kan rykke noget sammen’
Helen Bernt Andersen er også tilfreds med valget af temaerne og de faglige spørgsmål, der indtil videre har været stillet:

- Temaerne virker til at være meget relevante for alle. Der har været gode spørgsmål fra deltagerne og jeg synes alle viser et stort engagement. Vi kan rykke noget sammen i fællesskab, det er skønt at mærke, siger hun afslutningsvis.

Repræsentantskabsmødet varer resten af lørdagen og frem til søndag tidlig eftermiddag.